RB 24: En rus i kollektiv smerte
'A Patient Man' får for lidt kærlighed, og det råder vi bod på i dag, hvor Cult Leader i tro Roadburn-ånd disker op med hele pladen fra start til slut.
-------
11. Ataraxis
12. Learn to Love It
Klokken er 22:20 lørdag på festivalens tredjedag, og folk er værdigt trængende til noget kant. Ganske vist er Stephen O'Malley og resten af funeral-doomsterne fra Khanate stadig i færd med deres første koncert i 19 år, men skal det gå mere vildt for sig, så er det uden tvivl i Koepelhal, det sker. Med Cult Leader. Deres første koncert på Roadburn, som ellers tidligere skulle have været i det der rædderlige nedlukningsår – og nu hvor de endnu ikke har udgivet andet end et par enkelte numre her og der siden da – så er det da naturligvis netop den fremragende 'A Patient Man' fra 2018, som vi skulle have hørt dengang, der også står på sætlisten i dag.
Det kradser i øregangene fra starten med hylende feedback, inden de slår takten i gang til 'I Am Healed' – og ikke et øjeblik går der, før armene flyver i vejret i salen. Anthony Lucero skuler og vræler sig igennem den sludge-huggende 'Curse of Satisfaction', mens Casey Hansen kører sit eget hidsige stormløb bag tønderne, og vi kan dårligt stå andet end målløse hen.
Ganske vist har amerikanerne aldrig gæstet Tilburg tidligere, men de udstråler Roadburn på alle måder. Kompromisløse og genrenedbrydende, samtidig med også at have en eksperimenterende grundkerne, der tillader dem at bevæge sig udi både det post-rockede ('Isolation in the Land of Milk and Honey') og det introspektive (fx 'A World of Joy'). Uadadtil er det naturligt nok de slagkraftige øjeblikke, som f.eks. det abrupte stilskift fra førnævnte til den growlende sludge/hardcore-smadrende 'Craft of Mourning', der nok møder den største reaktion overhovedet koncerten igennem, netop fordi den er så hidsigt et wake up-call på det tidspunkt i koncerten.
Lucero gør absolut intet for at henvende sig til sit publikum – musikken taler for sig selv, og på den måde taber koncerten heller ikke momentum, på trods af de mere melodiske sange undervejs. Den dybe, rene gravkammerrøst går næsten endnu bedre i live-formatet, da vi når til 'to: Achlys' og det rørende smukke titelnummer, og således falder pladens variation godt ud til deres fordel. Melodisk uden at blive for slikket, teknisk huggende uden at blive for konservatoriesmarte, og gennemgående 'core-seje i udtrykket, uden det tager noget fra alle de små kompositoriske twists i sangskrivningen. Der er reelle sangsmede bag det her, og vi står en salfuld observatører sejlende med dem og tager det hele ind. Ikke (blot) af fuldskab, men fordi det her er en væsentlig del af den Roadburn-feeling, der binder os sammen.
Som afrundende krølle på halen får vi også 'Ataraxis' fra 2022s split med END, samt den nye single 'Learn to Love It', sparket afsted i så hæsblæsende tempo, at vi dårligt når at opfange det, og således kommer vi godt rundt i både reflekterende og maniske øjeblikke, altsammen eminent eksekveret. Råt, tungt, larmende og farligt, men også med musikalske åndehuller og så meget af et masseappel, at de holder festivalens næststørste scene, The Terminal, totalt pakket med konstant kø ved indgangen.
Synd for dem, der ikke nåede ind, for Cult Leader var et absolut Roadburn-højdepunkt – selv for én som undertegnede, der normalvis tyr mere til andre genrer end sludge og hardcore. Det siger lidt om, ikke blot hvor bredt de favner, men også hvor dygtige de er til at sælge varen fra scenen, der kun sjældent stod stille undervejs.
'A Patient Man' er en solid plade, og den har ikke fået nok opmærksomhed. Jeg er selv medskyldig, og det kan denne koncert meget vel have ændret på.