Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

RF '19: Fra Eurovision-BDSM til satanisk maskebal

Populær
Updated
RF19_poster-27-03-2019

Behemoth og Ulver leverer det sorte. Misery Index og Baest leverer det hårde. Undergrunden leverer den skæve akkord, og således rundes årets Roskilde Festival-plakat af med lidt til enhver smag.

Kunstner
Titel
+ Misery Index + Ulver + Baest + Cult Leader + Descarets A Kant + Hatari + K-X-P + La Dispute

Behemoth:

Turen mod ekstremmetallens stjernehimmel er kun fortsat, siden Behemoth sidst spillede på Roskilde tilbage i 2012. Gruppen har altid befundet sig i grænselandet mellem dødsmetal og black metal, men med storværket ‘The Satanist’ fra 2014 og den nye ‘I Loved You at Your Darkest’ er vingefanget kun blevet større for polakkerne. Deres nyvundne take på metallens mørke er orkestral, bredt appellerende og så storladen, at det snildt kan spille stadioner op. Vi udtrykte en vis skepsis over for formatet under denne januars koncert i Store Vega, men er ikke i tvivl om, at Behemoth nok skal vinde Arena over, forhåbentlig i en sen nattetime, til sommer og vise sig som det metalhovednavn, de er.



Læs alt om bandet her
Læs vores seneste pladeanmeldelse her
Læs vores seneste koncertanmeldelse her
Læs vores seneste interview her 

Misery Index:

Den amerikanske dødsgrind-kvartet Misery Index er kendetegnet ved et komplekst og gennemført mix af fart, aggression, groove og lyttervenlighed, der gør bandets udgave af dødsmetallen både musikalsk imponerende og kompromisløs, samtidig med at den er lettilgængelig og nem at lade sig rive med af. Misery Index formår at skabe balancen mellem den svære musik og den nemme nydelse og er generelt garant for medrivende liveshows i højeste gear.

Bandet har netop udgivet det glimrende sjette studiealbum, ’Rituals of Power’, der allerede nu ligner en af årets bedste dødsmetalplader, og koncerten kunne meget vel gå hen og blive et af Roskilde Festivals metalliske højdepunkter i år.



Læs alt om bandet her
Læs vores seneste pladeanmeldelse her
Læs vores seneste koncertanmeldelse her

Ulver:

Det er lang tid siden, Ulver har spillet metal. Meget lang tid siden. Det betyder dog ikke, at deres stjerne er falmet i metalmiljøet, for som nogle af bannerførerne i 1990’ernes norske black metal har de stået bag flere hovedværker inden for genren. Det er dog næppe dem, de fremfører på årets festival, når de for første gang i næsten et årti vender tilbage til Danmark; for i de seneste 20 år har Ulver været i snart sagt alle musikhistoriens krinkelkroge: fra akustisk folkemusik over pompøs artrock til moderne klassisk over eksperimenterende elektronisk musik og krautrock frem til det seneste albums Depeche Mode-imiterende synthpop. Med kamæleonens skind passer Ulver perfekt ind på Roskilde Festival, og så må man acceptere, at vi næppe ser frontmand Garm skrige sine lunger ud i en black metal-reprise; til gengæld hører vi ham måske synge et ømt cover af Frankie Goes to Hollywoods ‘The Power of Love’.

">

Læs alt om bandet her
Læs vores seneste pladeanmeldelse her
Læs vores seneste koncertanmeldelse her

Baest:

Baest gæstede Roskilde Festivals Rising-scene i 2017 og er nu, efter debutalbummet ’Danse Macabre’ fra 2018, klar til at prøve kræfter med større omgivelser. Århusianernes fortolkning af svensk dødsmetal nåede allerede sidste år at blive en landeplage og allemandseje herhjemme, og favnfulde af koncerter rundt i Europa det sidste halve års tid har næppe gjort noget dårligt for Baests grundform. Baest er kransekagefiguren på toppen af den lagkage, der er ny dansk metal, og har man ikke hørt om bandet før, har man formentlig været på en lang rejse uden for lands lov og ret.

Bandets nylige berømmelse skyldes ikke mindst de medrivende live-optrædener, og Baests koncert på dette års Roskilde Festival har, dødsmetallen til trods, potentialet til at blive en af de store medrivende folkefester.

">

Læs alt om bandet her
Læs vores seneste pladeanmeldelse her
Læs vores seneste koncertanmeldelse her

Cult Leader:

Roskilde har allerede veteranerne Converge på plakaten, og derfor synes det kun naturligt at række videre ind i netværket, som dét band har bygget op gennem flere årtier i gråzonen mellem hardcore og metal. Her finder vi Utah-bandet Cult Leader, der siden 2013 har udgivet to fuldlængder og to ep’er i samme smadrelands overlap mellem hardcore og ekstremmetal, og som derfor logisk nok er signet på Converge-frontmand Jacob Bannons label Deathwish Inc. Forvent ingen nåde, når de amerikanske kultledere sætter angrebet ind.



Descartes a Kant:

Tag kabareten fra The Tiger Lillies, par den med Mike Pattons skæve avantgarde-skizofreni, pift den op med et hint af Diablo Swing Orchestras spilleglæde, og så er du godt på vej. Mexicanernes tredje og seneste album 'Victims of Love Propaganda' er et konceptabum om kærlighedens uforudsigelige natur fra nyforelsket til det dramatiske breakup, og originaliteten skinner tydeligt igennem i deres legesyge natur. Ganske vist er det blot blevet til tre album siden debuten fra 2006, men kvaliteten skinner igennem i hele diskografien, og det er ingen last, at de først nu har dedikeret sig til det engelsksprogede. Forvent et teatralsk, steampunket sceneshow med drama og velorkestrerede stimuli for alle sanserne.



Hatari:

”Hvis vi vinder, forbeholder vi os retten til at oprette den første Hatari-sponsorerede, liberale BDSM-koloni ved Middelhavet”. Således lød den officielle udmelding, da det islandske techno-baserede kunstner-kollektiv i år stillede op til Eurovision med en sang om Europas forestående undergang. I slutningen af 2018 havde Hatari opløst sig selv, fordir deres kamp for kapitalismens tilintetgørelse virkede nyttesløs. Det virkede nemmere at forestille sig Jordens undergang, og da muligheden åbnede sig for at sprede budskabet til det nært forestående Eurovision i Israel, blev det atter tid til at lufte bondagen. Hvis kombinationen af KLF's politiske aktivisme og Pertubators hårdt pumpede synth parret med Rammsteins sarkasme og seksuelle fascinationer lyder som noget for dig, så kunne Hatari godt blive en oplevelse ud over det sædvanlige.

">

K-X-P:

Udenfor hvad vi normalt dækker, finder vi den finske trio K-X-P, der betegner sig selv som et anti-band, og som blander krautrock, drone, støj, psych og fragmenter af pop og techno ind i motoriske og hypnotiserende elektroniske grooves. Forbindelsen til metal finder vi primært via bandets pladeselskab, det finske label Svart Records, der tydeligvis ikke signer efter genrer, men stadig har en masse sej metal i kataloget, herunder nogle af Finland’s finest i Oranssi Pazuzu og Waste of Space Orchestra.



La Dispute:

Det kommer til at glæde de danske post-hardcore fans, at La Dispute gæster årets festival. Det kunne heller ikke passe bedre, for bandet har netop udgivet deres fjerde fuldlængdeplade, ‘Panorama’, som de fleste fans har taget godt imod. Bandet er en del af den “nye bølge” af post-hardcore, kærligt omtalt som “The Wave” med musikalske broderbands som Touché Amore, Pianos Become Teeth og Make Do and Mend. La Disputes musikalske landskab er dog ikke begrænset til post-hardcore, men spænder over blues, jazz og spoken word. Så selvom der kan forekomme slåskampe, er det heller ikke helt ved siden af at tage en Kleenex eller to med. Med det sagt bliver det spændende, om La Dispute kan få et bagstivt Roskilde-publikum lige så meget med, som Touché Amore gjorde sidste år.

">

Kikagaki Moyu:

Japanske Kikagaku Moyo stammer fra hovedstaden Tokyo og er en art psykedelisk rockmusik, der startede som et gadeband i 2012 og siden udviklede sig til et regulært band. Der har udgivet fire plader, hvoraf den seneste, ’Masana Temples’, udkom sidste år. Det er afgjort et af de bands, der ligger i grænsefladen for, hvad Devilution normalt anmelder, men det er også her, man sommetider får udvidet sin horisont og åbnet ørerne for ny musik. Meget i tråd med Roskilde Festivals ånd.

Kikagaku Moyo har netop været på en turne i USA og vender tilbage dertil i juni måned, men der bliver altså også lige plads til, at japanerne svinger forbi Dyrskuepladsen uden for domkirkebyen midt på Sjælland.



Baby in Vain x Corpus:

Baby in Vain gæstede også Roskilde Festival sidste år. Debuten på festivalen kom i 2013, hvor vi var begejstrede for den unge trio fra København. Fem år senere var vores modtagelse af Baby in Vains rockmusik lidt mere lunken. Nu får de muligheden for at overraske igen. For med sig har de danseensemblet Corpus. Det hele kan opleves på Det Kongelige Teater i maj måned, hvor man i A-Salen sætter forestillingen op i to uger, hvorefter det så gentages på Roskilde Festival i en tilpasset udgave. Baby in Vain og Corpus skal således vise, at man kan kombinere rockmusik og ballet.



Læs alt om bandet her.
Læs vores seneste koncertanmeldelse her.

Nu er årets festival-plakat på plads. Her er en samlet liste over alle de kunstnere, der er værd at se, så længe du har metalbrillerne på:
Alkymist
The Armed
Arre! Arre!
Baby In Vain X Corpus
Baest
Behemoth
Black Midi
The Body
Boundaries
Bring Me The Horizon
Carpenter Brut
Converge
Cult Leader
Cypress Hill
Descartes A Kant
Full Of Hell
Girlcrush
Gullo Gullo
Hatari
Heave Blood & Die
Kikagaku Moyo
K-X-P
Konvent
La Dispute
Misery Index
Power Trip
Testament
Ulver