Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

“Vi er ikke et originalt band, vi er unikke!”

Populær
Updated
_XTJ6768
_XTJ6716
_XTD6835
_XTJ6701

Han er den første til at indrømme, at Behemoth ikke gør noget originalt. Men det er effektivt. Vi har snakket med Nergal om kunstudstillinger, Woody Allen – og om at være true eller ej.

Kunstner
Titel
Adam "Nergal" Darski
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at man har lidt sommerfugle i maven, når man skal møde Behemoth – også selvom det er anden gang i ens musikjournalistkarriere. Første gang foregik i backstagelokalernes tumult i Amager Bio, da bandet gæstede landet i forbindelse med udgivelsen af deres absolut største og mest anmelderroste plade, ‘The Satanist’. Sidenhen er de polske ekstremmetallere rykket op i kendisskalaen, og forretningen og hypen omkring bandet har naturligvis vokset sig større; ligeså havde forventningerne til den første koncert på dansk jord efter udgivelsen af deres nyeste album, ‘I Loved You at Your Darkest’.

Og det kunne man i den grad mærke i optakten til interviewet med frontmanden Nergal; Devilution blev det eneste danske medie, der fik lov til at snakke med hjernen bag projektet, og undertegnede fik lov til at slå en del ventetid ihjel, da skemaet til dagen blev justeret løbende og undervejs.

Da tiden og timingen endelig var inde til tyve minutters intensiv spørgsmålsstillen, hev bandets tour manager undertegnede gennem tourbussens rod og svedstank for endelig at komme op til et noget luksuriøst rum på øverste etage, der mest af alt bestod af læderbeklædte sofaer og en behagelig belysning, der kastede skær over en velklædt og koncentreret Nergal, hvis ansigtsudtryk næppe kunne have set mere seriøst ud. Mellem hænderne havde han den seneste bog fra ‘Cult Never Dies’-serien, ‘Non Serviam: The Official Story of Rotting Christ’. Bedre ice breaker findes vel næppe, når Rotting Christ er et af ens yndlingsbands inden for den ekstreme metal, og efter lidt small talk om Sakis-brødrene og Nergals tandlægebesøg tidligere på dagen gik vi i gang med en ganske intensiv snak.

I var en af de etablerende bands i den polske ekstremmetalscene. Hvordan mener du, at I har været med til at udvikle den scene, og hvordan har den ændret sig gennem tiderne og op til i dag?
Vi var sådan set bare heldige ved at være en af de første bands, der spillede denne genre i de tidlige 90’ere. Der var kun en håndfuld af os dengang, blandt andre Graveland og Xantotol – dødsmetallen var over det hele. Nå, men vi tog den ligesom derfra, vi fik hurtigt pladekontrakt og kom til udlandet og den internationale scene i løbet af et par år. Vi forblev dog i undergrunden og havde undergrundsstatus i over et årti, vil jeg sige. Vi blev ved med at turnere, at arbejde på bandet og udvikle os så meget, som vi nu kunne, hvilket så bragte os til, hvor vi er nu.
 
Jeg ved ikke, hvor meget vi var med til at udvikle scenen. Det er svært for mig at bedømme. Altså nu er den polske scene jo ikke kun anerkendt på grund af Behemoth, men også Vader og alle de andre bands, der får mere og mere anerkendelse. Der er bestemt noget over den polske scene og den polske lyd, hvilket er ret sejt. Det burde være enhver musiksscenes ambition at udvikle noget unikt.

Inden interviewet gik vi på Devilution igennem jeres gamle tourplakater. I var på en tour med Rotting Christ – apropos din bog – og Deicide blandt andre bands …
I sen-90’erne, ja!
 
Lige præcis. Hvordan har denne del ændret sig for jer og jeres status? På daværende tidspunkt var I jo alle sammen undergrundsbands og nogle af dem, man vel sagtens kunne definere som værende “true”...
Jeg har aldrig anset det som noget, vi ville holde fast i. For hvad er definitionen af “true”?
 
Det er en meget lang snak …
Jamen, jeg mener bare, at folk burde lære – eller rettere, nogen ved det allerede, andre gør ikke – at sandhed eller det rigtige er irrelevant. Hvad der er “true” eller rigtigt for mig, er det ikke nødvendigvis for andre mennesker. Der er ingen objektiv sandhed.
 
Så hvad er “true black metal”? Tja, jeg ved det i hvert fald ikke. Jeg ved, at jeg er ærlig og tro mod mig selv og mine idealer. For mig er musik og kunst lig med frihed, og det er den eneste sandhed i mine øjne, og det er en sandhed, jeg følger. Det har jeg gjort i 27 år nu, og det har ført mig til dette punkt, som er en meget godt punkt … Så jeg må have gjort et eller andet rigtigt.
 
Det må du helt bestemt. Når du nævner, at musik er frihed, mener du så i forhold til din livsstil, personlige udvikling eller noget helt tredje?
Bandet kombinerer det hele; det er et job, det er min passion, det er mit liv, det er mine hverdagsrutiner og jeg er konstant i kontakt med alle delelementerne. Jeg startede bandet, da jeg var 15 år gammel, og ved siden af har jeg haft helt almindelige jobs – deltidsjobs, dog, så jeg har aldrig decideret været fastansat hos nogen. Ved siden af bandet har jeg måske arbejdet i sammenlagt tre måneder gennem hele mit liv. Det er fantastisk! Jeg har aldrig haft nogen chefer eller overordnede ud over mig selv, og da jeg var omkring de 20 eller 22 år, indså jeg, at jeg aldrig ville arbejde for nogen.
 
Bandet har altid været i fokus og været mit liv. Det betyder alt for mig. Jeg har været med til at etablere det, og det har givet mig frihed. Jeg har skabt det fra bunden, og jeg er stadig ansvarlig for det og i kontrol over det. Det giver mig frihed til at gøre præcis det, jeg har lyst til.
 
Der er intet, jeg fortryder. Dette er mit liv.
 
Så egentlig er det dit drømmeliv?
Det er mit drømmeliv! Og det vil jeg gerne understrege lige så ofte, jeg har mulighed for det. Jeg vil ikke lyde eller virke som en rockstjerne, der keder sig, for det gør jeg bestemt ikke. Jeg vil ikke lyde som dem, der siger: “Urgh, de der skide fans er der igen!”, det vil jeg virkelig ikke. Selvom jeg er træt, keder mig eller har en dårlig dag, minder jeg mig selv om, at det her liv er fucking fedt. Man skal ikke tage det, man har i hænderne, for givet, og man skal bestemt ikke miste det. Værdsæt det, du har – det gør jeg!
 
Nu hvor du taler om dine fans … Du meget aktiv på Instagram, og du virker meget åben over for dine fans.
Ja. Altså, jeg er jo selv en fanboy. Jeg går også hen til mine store idoler engang imellem, og nogle af dem er jeg endda blevet venner med, hvilket for mig er helt surreelt. Men ikke desto mindre er det et faktum, og det er ret sejt. Så jeg vil gerne behandle de mennesker, der støtter mig, min musik og min kunst, som ligeværdige. Jeg vil ikke se ned på folk. Selvfølgelig kender jeg mine grænser.
 
Jeg kan huske, at jeg i 90’erne, da jeg var i mine 20’ere, kunne tage en øl i hånden og gå ned til publikum, efter vi havde spillet. Og det vil jeg aldrig kunne gøre nu om dage af indlysende årsager. Men på visse tidspunkter kan vi jo godt være blandt folk, snakke med dem og føle os specielle, hvilket er fantastisk.
 
Savner du at være en anonym person og gå lige hvor du har lyst, tage til koncerter og så videre?
Åh, hvad er det ham den amerikanske instruktør hedder? Du ved, ham med komedierne?
 
Navne og filminstruktører er ikke just min stærke siden… Hvilke film har han lavet?
Jo, du ved, ham med brillernen… Ham den gamle.
 
Mener du Woody Allen?
Ja, Woody Allen! Han sagde, at det kan være skideirriterende at være kendt, men at det er meget værre at være en anonym person.
 
Jamen, er det det?
Selvfølgelig! Det kan selvfølgelig være decideret forstyrrende nogle gange, men for det meste er det ret fedt; man bliver kørt i bil, man får store rabatter på en masse ting, og hvis man har problemer med noget og skal have det fikset, prøver folk at gøre det så nemt for en som muligt, når de finder ud af, hvem man er. Folk bøjer sig for en, er fleksible og gør en en masse tjenester. Det er lækkert, og jeg benytter mig af det, for det gør mit liv nemmere. Jeg mener, hvorfor ikke bruge det?!
 
Du har virkelig udviklet bandets og dit eget personlige brand; foruden Behemoth har du din barbersalon, og i forbindelse med bandets nye album lavede I en kunstudstilling. Hvorfor og hvordan har du og bandet udviklet jeres brands? Kom det naturligt?
Det har været meget intuitivt. Jeg får tit en masse ideer, så det er ikke, fordi jeg planlægger alt. Jeg tror, at jeg har talent for at gøre og tænke på ting, der rækker ud over bandet, og som har potentiale til at blive succesfulde. Så hvorfor ikke gøre det?
 
Jeg ved, at jeg ikke er en typisk musiker, der bare er glad for at gå i seng med masse kvinder, spise pizza, drikke øl og spille shows.
 
Det bliver måske for kedeligt?
Tja, jeg ved i hvert fald, at det ikke er det, mit liv skal handle om. Der er mange ting og aspekter, jeg gerne vil gå på opdagelse i. Især det med kunstudstillingen var … Altså, jeg er faktisk uddannet kurator, selvom jeg aldrig har arbejdet med det, så for mig gik det op i en højere enhed. Det var udelukkende min idé at lave denne kunstevent, så det var ligesom at bygge en bro mellem min uddannelse og bandet. Jeg interesserer mig meget for kunst og samler også på malerier og andre ting. Jeg har flere interesser og passioner, der inspirerer Behemoth, og nu var det så Behemoth, der gav noget igen – bandet er meget mere end metal.
 
Så jeg går ud fra, at det var dit valg at arbejde sammen med Sylvia Makris [i forbindelse med Behemoths kunstudstilling, red.]?
Ja. Eller nej, faktisk valgte hun mig. Hun har forsøgt at bruge mig i sin kunst i flere år, hvilket jeg altid har afslået – af ingen decideret årsag, egentlig. Eller rettere, det har altid været af praktisk årsager, fordi jeg har haft travlt, været ude af landet og så videre. Så det har aldrig været, fordi jeg ikke har haft lyst. En dag kom hun så til mig og sagde, at hun gerne ville lave et portræt af mig, og mit første svar var nej. Hun spurgte, hvad jeg mente, hvortil jeg svarede, at hun skulle lave en hel fotosession. Når hun sagde A, sagde jeg B, og så videre. Vi blev enige om at gøre det til noget stort, noget verdensomspændende, og vise det frem til folk, for ideen var fantastisk. Og vi gjorde det!
 
Hendes kunst er meget interessant, det er meget …
Ja! Vi arbejder faktisk videre, der kommer mere snart. Det kommer til at være ved siden af bandet, men stadig bandrelateret, men vi har en idé til noget, der snart burde blive offentliggjort.
 
Så I udvider konceptet?
Ja, det er jo det, kunst skal kunne og være. Jeg kan godt lide at få afløb for energier på forskellige steder; som jeg sagde før, hader jeg at være fanget på en enkelt kanal, hvis det giver mening. Jeg vil gerne benytte forskellige muligheder for at udtrykke og udvikle mig selv. At arbejde på forskellige platforme hjælper mig med at udforske kunst.
 
Nu hvor vi er ved det med kunsten. De seneste år har I brugt kristen symbolik til at udtrykke det stik modsatte, såsom satanisme. Hvordan kan det være, at I bruger kristendommen, dens symboler og æstetik mod den selv?
Jeg finder det inspirerende. Jeg kan godt lide at fucke ved holdninger. Og siden de er en del af populærkulturen, og jeg er en del af populærkulturen, giver de mig på den måde værktøjer – men jeg vil ikke bruge det på den måde, som de vil have det. Jeg vil bruge det, som jeg har lyst til.
 
Men hvorfor gør jeg det? Tja, jeg kan godt lide at lege med modsætninger. Jeg ved ikke, hvordan man siger det på engelsk, men kender du ordsprogene med, at ilden er kold, og at sne er sort? Det er lige præcis det, jeg gør. Jeg kombinerer elementer og leger med dem; det er for eksempel derfor, at omvendte kors er en del af mit liv, ligeså er mange andre symboler og religiøse elementer.
 
Kristendommen og for den sags skyld satanismen er blevet meget in. Både jer og andre store bands som eksempelvis Ghost trives i denne symbolik. Hvorfor tror du, at blasfemisk brug af kristen symbolik er så populært nu om dage?
Jeg tror ikke, at det kun er nu, men at det altid har været sådan. Ja, siden populærkulturen opstod. Katolicismen er stadig den stærkeste og mest magtfulde religion, der regerer hele verden, så at bruge denne religion føles meget naturligt for nogle kunstnere. Det giver genlyd i verden, da det er et meget magtfuldt værktøj.

Det er vel derfor, tror jeg.
 
For mig virker det dog som om, at det er blevet mere og mere populært.
Virkelig?!
 
Ja, du har måske egentlig ret. Men jeg ved det ikke. I 80’erne var King Diamond – som i øvrigt er dansk – en meget stor kunstner. Og allerede i 80’erne brugte han denne symbolik, så allerede der var det populært.
 
Ærlig talt gør hverken Behemoth eller Ghost noget særlig originalt. Jeg håber dog, at vi er unikke. Jeg synes, at Ghost er et unikt band. Jeg kan godt lide Tobias [Forge, red.], vi er gode venner, og jeg værdsætter virkelig alt det, han laver.

Jeg siger ikke, at vi genopfinder den dybe tallerken, men vi bringer noget friskt til denne allerede kendte genre – både musikalsk og kunstnerisk. Jeg siger ikke: “Hey, se, vi er pionerer!”. Nej. Det er vi ikke. Vi bruger de elementer, som allerede er der, og som allerede er blevet brugt af eksempelvis Deicide, King Diamond, Venom og andre bands, men vi bruger dem bare med en anden tilgang.
 
Og hvilken tilgang er det? Hvad er det nye, I bidrager med?
Det ved jeg ikke. Jeg håber og tror bare, at det vi bidrager med er friskt og nyt. Men jeg ved det ikke, det er bare en frisk tilgang. Men spørg mig ikke, det er svært for mig at forklare det på få sætninger.
 
Jeg håber bare, at det er kombinationen af det hele, der virker ny. Det er også derfor, at jeg ikke hævder, at vi er et originalt band, men jeg hævder, at vi er et unikt band. Der er ingen andre som Behemoth derude. Vi er helt bestemt unikke, og mest af alt er vi ærlige. Og det er egentlig det, det hele kommer an på; at være ærlig. Hvis folk synes, at vi er repetitive eller bare en kliché, jamen, så må jeg acceptere, at det er det, vi er, for det vigtigste for mig er at elske sig selv.
 
Jeg tror virkelig på, at jeg er god til at være mig selv. Følger man mig på sociale medier vil man også kunne se, at der ikke er noget falsk i det. Jeg tillader mig selv at være præcis den, jeg er – lige fra at være meget seriøs omkring visse emner, og bestemt også en meget seriøs kunstner til at være fjollet, være dum, at lave fejl og lave ditten og datten – og den ret skal man fandeme ikke tage fra mig! Det hele kommer fra hjertet, og jeg er ikke bange for at vise det frem og stå ved mig selv; det er regel nummer et i min bog, som jeg altid vil følge og være tro imod.
 
Jeg vil bare være mig selv, have frihed og lov til at ytre mig.

Menu