Stadionblackens lod

2019_0125_23374300
_XTD6637
_XTJ6683
_XTJ6701
_XTD6214
_XTD6519
_XTJ6589
_XTJ6522

Behemoth spiller black metal, som var det stadionrock. Fredag aften viste de sig som ekstremmetallens nye store rockstjerner, og det var både professionelt, majestætisk, indstuderet og selvfedt.

Kunstner
Titel
+ At the Gates + Wolves in the Throne Room
Spillested
Dato
25-01-2019
Trackliste
Wolves in the Throne Room:
Angrboda
The Old Ones Are with Us
Born from the Serpent's Eye

At the Gates:
To Drink from the Night Itself
Slaughter of the Soul
At War with Reality
A Stare Bound in Stone
Cold
Daggers of Black Haze
Death and the Labyrinth
Heroes and Tombs
Suicide Nation
The Book of Sand (the Abomination)
Blinded by Fear
The Night Eternal

Behemoth:
Wolves ov Siberia
Daimonos
Ora Pro Nobis Lucifer
Bartzabel
Ov Fire and the Void
God = Dog
Conquer All
Ecclesia Diabolica Catholica
Decade of Therion
Blow Your Trumpets Gabriel
Slaves Shall Serve
Chant for Eschaton 2000
-
Lucifer
We Are the Next 1000 Years
(Coagula)
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
3

Black metallen er gået ind i en ny fase. Fra at være en undergrundens opposition igennem årtier har den transformeret sig og fundet sin plads i en ny mainstream. En mainstream, der spiller med stadionrockens muskler, og som inden for metallens antireligiøse ramme smykker sig med religiøse symboler i en tilbedelse af den uhellige æstetik.

Det var det indtryk, polske Behemoth efterlod én med efter en udsolgt og mestendels vellykket koncert i Store Vega fredag aften. Som ekstremmetallens nyeste førerband viste de sig som rockstjerner i egen ret, der fører black metal ind i en ny tid. Eller som et band, der holder fast i genrens udtryk, mens de samtidig søger væk fra den.

Det er ikke uden sine modsætninger. Dem skal vi nok komme til.

Røget atmosfære
Det er ikke noget nyt, at black metallen fornyer sig. Det har den gjort konsekvent siden 1980’erne, ligegyldigt hvor lidt reaktionære kræfter har villet det.

Amerikanske Wolves in the Throne Room, denne aftens første supportnavn, er om nogen frontløbere inden for den videreudvikling, der har taget genrens tremolopickede guitarmelodier, fræsende riff og intense blastbeats i en anden retning. Atypisk for metal, men sigende for deres univers, har bandet trods fem personer i deres livekonstellation ikke nogen bassist, men lader tre guitarer om at udfylde lydrummet. Diskanten fylder selvsagt mest, men man savner faktisk ikke tyngden, når først trommerne lægger bunden, og keyboardet sammen med et backingtrack giver ekstra atmosfæriske lag i baggrunden.

Bandet spillede de tre første numre fra den seneste plade, ’Thrice Woven’, mens røg indhyllede scenen, og røgelse spredte en svag dunst ud blandt publikum. Det var stemningssættende, men det var heller ikke så meget mere end det: De tre numre, der hver varer i omegnen af ti minutter, er skåret efter samme formular, sangene hviler halvvejs inde for at lade backingtracket, en clean guitar eller keyboardet tage over, før der hamres videre. Det fungerer fint, men der er ikke meget bid i det, og efter lidt tiltrængt rytmisk variation i ’Born Under the Serpent’s Eye’s afsluttende 6/8-stykke stoppede musikken, og bandet gik af.

Troen på det nye
Der er en god spredning i aftenens lineup. Man kunne have arrangeret en tour med mere eller mere generiske metalbands, der bevæger sig i vadelandet mellem dødsmetal og black metal, og som mere eller mindre beskæftiger sig med de samme sataniske temaer som Behemoth, men i stedet har man valgt at brede paletten ud og anerkende, at mere genrespecifikke bands også sagtens kan levere en passende opvarmning.

Sådan når man til veteranerne i At the Gates, der rækker lige så langt tilbage som Behemoth, men som til gengæld ramte deres peak tidligere. ’Slaughter of the Soul’ fra 1995 er stadig hovedværket, der definerede den svenske melodød, og som sidenhen fik en voldsom indflydelse på utallige bands. Siden comebackpladen ’At War with Reality’ fra 2015 har bandet spillet og turneret vidt og bredt og ikke kun for at spille det gamle, klassiske materiale.

Det viste sig tydeligt her til aften, hvor bandet lagde vægten på førnævnte comebackalbum og det nyeste i rækken, ’To Drink From the Night Itself’ fra sidste år. Det vidner om et band, der tror på deres nye materiale, og de fremfører det med stor stolthed live. Under den velkendte kasket ledte frontmand Tomas Lindberg an med sit indædte growl, og når hans arme røg i vejret, greb publikum den og var med ham – og da han smed denimjakken, var det for i bedste københavnerpatriotiske øldrikkerånd at sporte en T-shirt med brewpubben War Pigs.

Der var ikke mange dikkedarer, og bandet fyrede veloplagt igennem materialet. Under nummeret ’At War With Reality’ tidligt i sættet blev den første crowdsurfer båret hen over publikum, og da den ældre klassiker ’Blinded by Fear’ blev sat i gang, førte det til en regulær moshpit. Selvom energien var feset ud, da bandet sluttede med ’The Night Eternal’, var det en sikker sejr, de rutinerede svenskere havde hevet hjem.

Arenametal
Modsat At the Gates er Behemoth ikke et band, der kigger tilbage mod storhedstiden. De befinder sig midt i den. Deres hovedværk, ’The Satanist’, ligger ikke tyve år tilbage, men blot fem, og det er ikke mere end et par måneder siden, at opfølgeren ’I Loved You at Your Darkest’, som de turnerer med, udkom.

Det er måske hårde odds at peake kunstnerisk 25 år inde i karrieren, men Behemoth har taget rollen på sig med overskud og bravur. De fører sig frem som ekstremmetallens nye bannerførere, et band, som – hvis der var retfærdighed til i denne verden – kunne spille arenaer op med deres majestætiske dødsblack, hvis de altså fik chancen.

Men den tid, hvor metal også kunne blive kæmpestort uden for metalscenen, findes ikke rigtigt længere, i hvert fald ikke på samme måde, og Behemoth må i stedet spille for den dedikerede skare på hovedstædernes store spillesteder og festivalernes hovedscener. Det er en stor ære, og polakkerne løfter opgaven med bombast og professionalisme.

En glad satanist
Til lyden af den seneste albumintros børnekor, der fremsiger ordene ”Jesus Christ, I shall not forgive”, blev et billede af Danmark projiceret op på det fortæppe, der dækkede scenen. Midt i Jylland blev et omvendt kors placeret, før bandmedlemmernes spøgelsessilhouetter i en widescreen-horroræstetik sprang momentvist frem. Tæppet faldt, og bandet satte gang i ’Wolves ov Siberia’. Bag Inferno og hans kæmpemæssige trommesæt vistes videoprojektioner i en trekant på bagtæppet, mens fyrværkeri og røgkanoner henholdsvis lyste op og slørede fra hver sin side af scenen.

Showet var blevet opgraderet siden sidst, og det fungerede. Nergal stod ved sit velkendte mikrofonstativ, hvor slanger peger i hver sin retning, som var det et uhelligt alter, han prædikede ved. Det religiøse sprog og den religiøse symbolik var en konstant igennem showet, og efter bandet havde ført publikum igennem ’Daimonos’, nåede det et foreløbigt højdepunkt med den nyklassikeren ’Ora Pro Nobis Lucifer’ og det nye albums majestætiske ’Bartzabel’, hvor Nergal iklædte sig den ornamenterede og udsmykkede sorte pavehat, der har været flittigt brugt i promoveringen af den nye plade.

”I can’t stop smiling”, sagde han, efter ’God = Dog’ havde sat gang i koncertens første moshpit. Han lignede en glad satanist, som han stod der og roste publikum for at være kommet ud. Han sagde endda, at det her er det fedeste stop på touren, hvilket man var lige ved at tro på, indtil det selvfølgelig viste sig at være en introduktion til næste nummer. Det var professionelt og effektivt, men også indstuderet og leflende, da han sagde, at ”with a crowd like this we can conquer all”, før han satte gang i den ældre crowdpleaser ’Conquer All’ (hvis riff er mere eller mindre planket fra Anthrax’ ’Be All, End All’).

Rockstjernenykker
Det var metallens brusende intensitet, men fremført med stadionrockens bombast og rockstjernens selvfedme. Det var Nergal som ophøjet indpisker, det var ”hey!” og armene i vejret under enhver pause, det var lysshow og guitarsoloer og Infernos bastante anslag på tammerne, der gav både genklang i salen og i brystet på publikum.

Helt metaforisk blev det ligefrem, da Nergal og bassisten Orion efter en pause steg ned fra den ene scenefløj, som var de apostle eller budbringere, Nergal iklædt en læderjake udsmykket med nitter og Dracula-krave, Orion iført en enorm hat med ... påfuglefjer? Det var svært helt at hitte rede i, men tydeligt var det, at Behemoth tabte publikum under ekstranumrene, de ringe udvalgte ’Lucifer’ og ’We Are the Next 1000 Years’, der blev fulgt op af en endnu mere aparte afslutning, hvor bandet igen forlod scenen for at vende tilbage, alle iklædt kutter, med hver deres tromme og – i bedste Metallica-stil – anslå dem fælles til de sidste taktfaste markeringer af den bombastiske og orkestrale outro ’Coagula’.

Det sagde sit, at det tyndede ud i publikum undervejs. For Behemoth har taget skridtet videre. De er rykket op i rockstjerneligaen, og de har forsøgt at tage baglandet med sig, men det er ikke lykkedes. Purister vil sige, at de er kættere, der udvander black metallen. Andre vil sige, at de tager genren et nyt sted hen og giver den en ny, tiltrængt dimension. Det er deres lod; de er blevet et band, der skiller vandene i deres forsøg på både at holde fast i ekstremmetallens etos og samtidig sigte mod stjernerne.

Det er en historie, vi kender i forvejen. Men at Behemoth danner front i en ny mainstream inden for metal, er ikke dårligt per automatik. Det er snarere et spørgsmål om, hvordan de forvalter den rolle. Kan de bygge bro mellem det publikum, der har fulgt dem de sidste tyve år, og som de stadig pleaser med sange som ’Decade of Therion’ og ’Slaves Shall Serve’, og så dem, der er kommet til i løbet af de sidste fem? Kan de udgive en plade hvert fjerde-femte år, forny sig og fortsat være relevante? Og kan de balancere deres show, så de store armbevægelser tager mindre fokus fra musikken?

Det er vigtigt med bands, der kan samle bredt. Lige nu kan Behemoth det. Men det er måske kun på lånt tid.