Forventet og underholdende sejrsrunde
På hjemmebane leverede I’ll Be Damned og Baest en fest, der var lige så imponerende og gennemført, som man på forhånd havde forventet.
Aftenens koncert var tænkt som den triumferende hjemkomst og afslutning på de to århusianske orkestres efterårstour rundt i landet. Baest har været umulige at overse det sidste halve års tid, hvor bandet for alvor har skåret deres navn ind i toppen af kransekagen som den ypperste repræsentant for den nye bølge af danske metalbands. Bandets gode venner fra I’ll Be Damned ligner ligeledes et band på vej frem, der på både godt og ondt kunne være klar til at gå i Volbeats fodspor. Det var da også et forventningsfuldt og stort set udsolgt Voxhall, der stod klar, da supportbandet med det for korrekturlæseren, ubegribeligt irriterende navn Ral . gik på scenen.
Trioen leverede en fin og let stenet desert rock, hvor inspirationen fra Josh Hommes projekter generelt og Queens of the Stone Age i særdeleshed var til at tage og føle på. Trods det faktum, at Ral . er et relativt nyt orkester, gjorde de det sådan set ganske udmærket, og bandet havde tydeligvis fået pudset liveformen godt af på Geder & Forbandelser-touren rundt i Danmark. Bandets materiale fik noget mere liv på scenen end på debut-ep’en, hvor det godt kan virke lidt for påtaget slæbende og sentimentalt. Fem-seks numre og en gæsteoptræden fra Baest-guitarist Svend Karlsson senere var Ral . færdige og havde egentlig gjort et rigtig hæderligt indtryk, der også blev kvitteret for af det opstemte publikum, der stort set havde fyldt gulvet foran scenen ud på nuværende tidspunkt.
Første band af de to sidestillede hovednavne var I’ll Be Damned, der til stor jubel entrerede scenen foran det lysende, omvendte LED-kors, der strålede og indbød til folkelig rock’n’roll-messe, hvor vi kunne mødes og brokke os over lidt af det hele. Og specielt de kristne. Og publikum syntes klar til I’ll Be Damneds oprørske rock’n’roll, uanset at den til tider kan virke tam og glanspoleret. Singalong-hadkvadet ’People Who Hate People’ fik for alvor sat gang i publikum, inden hittet ’You Are the Young’ satte gang i aftenens første moshpit.
Man kan mene, hvad man vil, om I’ll Be Damned på plade, hvor det til tider godt kan virke noget pænt og renskuret. Men bandet formår virkelig at levere live, hvor specielt forsanger Stig Gamborg og bandets senest tilkomne medlem, bassist Jens Lunde, er på og får engageret publikum fra start til slut. Lunde sætter nye standarder, i hvert fald på dansk grund, for hvor meget en bassist er i stand til at engagere sig og være primus motor på scenen. Det var imponerende at se på. Og når orkestret som i aften fokuserer mere på ældre og tungere numre som ’A Hanging Job’ og ’Shopping with a Shotgun’, er det svært ikke at lade sig rive med og nyde stemningen, som langt størstedelen af publikum da også gjorde. Den tunge og gungrende ’Fever’, ligeledes fra bandets debutalbum, rundede første etape af de to orkestres optræden af til fuld fanfare, inden kvintetten fra Baest tog direkte over og fortsætte stormløbet fra scenen uden pause.
Om end det kunne have fjernet en smule momentum fra optrædenen at tage bare fem minutters pause til skiftet mellem de to bands, havde det nu nok været det værd. For det tog to-tre numre, før lyden fra scenen bød på ret meget andet end trommer og vokal. Der var tydeligvis en lydbalance, der overhovedet ikke sad i skabet. Heldigvis var bandet tilsyneladende ikke klar over og berørt af det, så de tordnede løs med ’Vortex’, ’Wormlord’ og ’Atra Mors’. Publikums reaktion var lige så imponerende, som den vel efterhånden må siges at være forventelig. For Baest har excelleret i kategorien ”live-optræden”, og deres ry alene gør, at publikum er så meget mere med på legen, end de normalt ville være. Forsanger Simon Olsen behøvede knap nok opfordre tilskuerne foran scenen til at bevæge sig, før de per automatik gennemgik alle moshpittens discipliner med stor entusiasme.
Nu er livet som anmelder ikke altid så simpelt, som det burde være, og desværre gik resten af Baests sæt med at diskutere og retfærdiggøre en Devilution-anmeldelse, som visse tilstedeværende åbenbart ikke syntes, var helt rimelig. At dømme efter den dæmpede drønen, der kunne opfanges gennem døren ind til koncertlokalet, havde både band og publikum dog en fest.
De to orkestres tredje og sidste etape af sættet var måske den mest interessante for os, for hvem aftenen ikke var det første møde med Baest og I’ll Be Damned live. Det blev til en lille håndfuld covernumre, hvor de to gruppers sammenlagt ti medlemmer på kryds og tværs fremførte covers af blandt andre Rush, Mastodon, Pantera og Down, mens Bloodbaths ’Eaten’ bød på aftenens mest aparte og entusiastiske fællessang fra såvel sal som samtlige musikere på scenen. Koncerten endte i et perfekt designet klimaks af kontrolleret kaos, da samtlige ti bandmedlemmer i fællesskab fremførte The Hellacopters’ ’(Gotta Get Some Action) Now!’ i skøn forening.
Det var ikke nødvendigvis stor og dyb kunst, men det var en kattens festlig og effektiv måde at runde et lidt nyt, skævt og særdeles velfungerende koncertformat af, som denne aften måtte siges at fungere til fulde. To bands leverede korte, komprimerede og energipumpende sætlister, inden aftenen blev rundet af med en håndfuld klassikere, som bandene tydeligvis nød at spille, lige så meget som publikum nød at skråle med på dem. En aften svævende i spændingsfeltet mellem det folkekære og det kompromisløse var til ende, og det var overordentlig svært at sætte en finger på noget som helst, der var foregået. Det var en fest.