RF '19: Guide til torsdagen
Der er mere punk end metal på Roskilde Festivals andendag – men en gruppe thrash metal-veteraner og en vaskeægte rocklegende skal nok give den tunge rockhistorie liv.
Det bliver ind i pitten, når Chuck Billy (billedet) og resten af Testament opfordrer til det; det bliver tung, industriel destruktion, når Full of Hell & the Body slår deres korpusser sammen i en magtfuld manøvre; og det bliver et gensyn med et højt elsket sangmateriale, når Robert Plant giver det gamle Led Zeppelin-materiale liv. Torsdagen på årets Roskilde Festival kan for det hærdede metalhoved måske synes tynd hvad angår kvantiteten, men kvaliteten er der ikke noget i vejen med – og er man også til punk, er der endnu mere at komme efter.
TESTAMENT – Arena kl. 16.00
Det er den fineste årgangsvin fra Californien, Roskilde Festival præsenterer med Testament. Op gennem 80’erne var de en del af den sprudlende thrash metal-scene fra San Fransiscos Bay Area, der havde sin helt egen umiskendelige lyd og gav os navne som Exodus, Death Angel, Forbidden, Vio-Lence og, nåh ja, de der Metallica.
I 35 år har de holdt fanen højt og lavet klassiske crowd killers som ‘Over the Wall’, ‘Practice What You Preach’ og ikke mindst ‘Into the Pit’. De sange tager de med sig til Roskilde Festival, hvor de sandsynligvis også lufter et par sange fra de mange solide plader, de har lavet siden 1990’erne og op gennem 00’erne og 10’erne.
Læs alt om bandet her.
Læs vores seneste pladeanmeldelse her.
Læs vores seneste koncertanmeldelse her.
CULT LEADER – Gloria kl. 18:30
Roskilde har allerede veteranerne Converge på plakaten, og derfor synes det kun naturligt at række videre ind i det netværket, som de har bygget op gennem flere årtier i gråzonen mellem hardcore og metal. Her finder vi Utah-bandet Cult Leader, der siden 2013 har udgivet to fuldlængder og to ep’er i samme smadrelands overlap mellem hardcore og ekstremmetal, og som derfor logisk nok er signet på Converge-frontmand Jacob Bannons label Deathwish Inc. Forvent ingen nåde, når de amerikanske kultledere sætter angrebet ind.
">
ROBERT PLANT AND THE SENSATIONAL SHAPE SHIFTERS – Arena kl. 21.00
De store rockhistoriske aftryk på årets plakat kommer givetvis fra Bob Dylan og The Cure, der spiller på Orange Scene på henholdsvis første- og sidstedagen, men man skal endelig ikke overse en tilsvarende rockhistorisk gigant i Robert Plant, der spiller torsdag aften. Som forhenværende sanger i Led Zeppelin var Plant frontmand i en af 1970’ernes største og mest betydningsfulde bands inden for hård rock og heavy metal, og igennem snart fem årtier er manden med de lyse krøller og den engang så lyse stemme blevet idoliseret som rockikon. Når han optræder med sit ”nye” band (de har spillet sammen siden 2012), The Sensational Shape Shifters, er det måske ikke det tungeste Zeppelin-materiale, der bliver luftet, men nærmere nogle af de mere folkede indslag, som kombineres med nyere sange fra Plants solokarriere – men hvem ved, måske bliver der også plads til en ’Black Dog’ eller ’When the Levee Breaks’?
LA DISPUTE – Pavilion kl. 22.00
Det kommer til at glæde de danske post-hardcore-fans, at La Dispute gæster årets festival. Det kunne heller ikke passe bedre, for bandet udgav tidligere i år deres fjerde fuldlængdeplade, ‘Panorama’, som de fleste fans har taget godt imod. Bandet er en del af den “nye bølge” af post-hardcore, kærligt omtalt som “the wave” med musikalske broderbands som Touché Amore, Pianos Become Teeth og Make Do and Mend. La Disputes musikalske landskab er dog ikke begrænset til post-hardcore, men spænder over blues, jazz og spoken word. Så selvom der kan forekomme slåskampe, er det heller ikke helt ved siden af at tage en Kleenex eller to med. Med det sagt bliver det spændende, om La Dispute kan få et bagstivt Roskilde-publikum lige så meget med, som Touché Amore gjorde sidste år.
CRACK CLOUD – Gloria kl. 22.30
Forventer du intens hardcore om sociale problemer, hårde stoffer og junkielivets hallucinationståger, så bliver du skuffet. For Crack Cloud er et otte mand stor gruppe fra Canada, der ser sig lige så meget som et post-punk-orkester som et mediekollektiv. Deres musik trækker på post-punk- og new wave-koryfæer som Talking Heads og Gang of Four, men lader sig også svæve ud i syrede, krautrockede ekskursioner. Med blot to ep’er, der er blevet samlet som et album og udgivet sidste år, har de ikke udgivet mere end 35 minutters musik, men mon ikke de har forberedt noget ekstra til koncerten på Gloria. Kig forbi og bliv overrasket.
SHAME – Avalon kl. 01.30
Der er mere post-punk og guitarrock at hente hos britiske Shame, der er blevet hyldet som lidt af en sensation oven på udgivelsen af debuten ’Songs of Praise’ i 2018. De spillede på Roskilde allerede i 2017, men hypen og succesen er kun blevet større for gruppen, som startede med at blive populære på pubbene det sydlige Londons Brixton-kvarter, og som desuden har en energisk frontmand ved navn Charlie Steen. Hvis du savner et Arctic Monkeys eller The Strokes med mere ild i røven, så kig den her vej.
FULL OF HELL & THE BODY – Pavilion kl. 02.00
Tag det mest larmende, langsomt dronende band, du kan komme på, og sæt dem sammen med det mest larmende, smadder-grindende band, du kan komme på, og du har en cocktail, der smager lidt af kaustisk soda og har nogenlunde samme virkning på kroppen.
The Body var en på én gang sært forjættende og dybt frastødende oplevelse, da de spillede på Heavy Days in Doom Town i 2014, og sammen med Full of Hell har de indtil videre lavet to plader, der skubber grænserne for, hvad man kan kapere at udsætte sig selv for, endnu længere.
Harsh noise møder grindcore og går noise rock med gruopvækkende effekt, og Roskilde Festival bliver aldrig helt den samme igen bagefter.
Læs vores seneste koncertanmeldelse af Full of Hell her.
Læs vores koncertanmeldelse af The Body her.
AMYL AND THE SNIFFERS – Gloria kl. 02.30
Hvis du ikke bliver presset længere og længere ned i støvet med hvert kraftige anslag fra Full of Hell & the Body, er der også muligvis for at slutte dagen af på Gloria-scenen, hvor australske Amyl and the Sniffers giver dig straight up punk baseret på tre-fire akkorder og forsanger Amy Taylors markante vokal i front. De har været på tour med King Gizzard & the Lizard Wizard og spillede tidligere i år et populært show på Stengade i København.