Bassisten og historierne
Det var både hyggeligt og interessant at høre Megadeth-bassist David Ellefson fortælle om og vise basspillet i både klassikere og mindre kendte sange fra kataloget, da den fortælleglade mand indtog Beta onsdag aften.
Det er lidt andre rammer for David Ellefson, medstifter af og bassist i Megadeth, når han rejser rundt alene med sin bas, sammenlignet med når partner in crime Dave Mustaine står i front ved mikronen og sin guitar parat til de klassiske 'Deth-riffs sammen med resten af bandet. Scenen på Beta er noget mindre end scenen for Megadeths koncerter, men det gav plads til intimiteten og et gennemgående underholdende og hyggeligt arrangement, da David Ellefson bevæbnet med historier fra Megadeths mangeårige karriere og et par basser stod klar til at kaste lidt lys over de dybere frekvenser i bandets musik.
Indledningsvis var det måske lidt sært og karaoke-agtigt at se David Ellefson på meget afslappet facon køre igennem nogle af Megadeths numre på sin bas, mens musikken over PA-anlægget kom fra den medbragte iPad. Men var man også interesseret i arrangementet for netop basspillet, og ikke blot at her var en medstifter af et legendarisk thrashband, så var det fedt på den måde at lægge fokus fuldt ud på bassen. Og ikke mindst de finurligheder, Ellefson har lagt ind over sangene, der for de fleste måske mest er kendetegnet af guitarriffs, og somr man måske ikke i samme grad har bemærket. Det blev muligt denne aften.
Som gamle venner, der snakker
Også historierne fra scenen var interessante og blev leveret på en meget venskabelig vis, så man nærmest følte, at man talte med en af sine venner. Godt nok gennem en mikrofon, men afstanden fra scenekanten og den begrænsede højde på scenen skabte venskabeligt rum. Ren hygge. Nogle af historierne vil de største fans nok allerede have fået gennem enten Ellefsons egen bog 'Life with Deth' eller Mustaines 'A Life in Metal', fx det for Megadeth lidt kedelige sammenfald mellem aftenbønnen "Now I lay me down to sleep..." i 'Enter Sandman' og Megadeths ditto i 'Go to Hell', som kom nogle få uger efter Metallicas kæmpehit.
'Go to Hell' var til filmen 'Bill and Ted's Bogus Journey', og vi fik flere anekdoter fra nummerets tilblivelse, blandt andet at Megadeth egentlig skulle have leveret titelnummeret, men så ændrede filmens producenter titlen på filmen, efter Megadeth havde lavet dere sang, der tog udgangspunkt i den oprindelige titel. 'Go to Hell' var alligevel for hårdt til en filmtitel. "You think?!" var Ellefsons sarkastiske kommentar til dette i genfortællingen denne aften på Amager.
Q&A-session
Publikum fik lov at stille spørgsmål, som Ellefson med stor interesse besvarede fra scenen. Det var spørgsmål om, hvor tæt den klassiske lineup fra 'Rust in Peace' til 'Cryptic Writings' var på at genopstå. Man fik et ærligt svar og desuden at vide, at det også bliver behandlet i den meget kommende bog 'More Life with Deth'. Der var grejtekniske spørgsmål, som hvorfor det lige er Jackson, Ellefson sværger til. Herunder en interessant historie om, hvordan 'Hangar 18' bas-indspilningsmæssigt er delt i to pga. to forskellige tuninger på bassen, og den sang derfor blev startskuddet til Ellefsons inddragelse af 5-strengede basser i setuppet. Noget, der ikke var så normalt i metal i 1990.
Legendarisk jam
Særlig for denne aften blev afrundingen, hvor aftenens opvarmere i Artillery, minus bassist, for her var kun plads til hovedpersonen, blev inviteret på scenen for at spille med Ellefson. Der var tidligere blevet talt om, at Megadeth nu stemte lidt ned for at følge Mustaines stemme, der er blevet naturligt dybere siden dengang, da flere af de største klassikere blev skrevet og indspillet. Også Artillery stemmer nu lidt længere ned end klassisk tuning, og Ellefson spurgte Artillery-forsanger Michael Bastholm Dahl til dette, da han tydeligvis ikke så nogen grund til det med vokalistens evner in mente.
Det var ganske unikt at få Megadeth-sange serveret med Artillery og Megadeth-bassisten. Det var opstået spontant, og hvor 'Paranoid' gik okay, og det samme med 'Symphony of Destruction', så kom 'Peace Sells...' til at rode gevaldigt, og den korte forberedelsestid spillede ind. Også Bastholm lagde en vokal uden de helt høje toner, han ellers er så stærk i, og spillede den på sin vis sikkert. Altsammen noget, der for en hobbymusiker som skribenten og flere af de fremmødte også var ganske rart at se: Selv dygtige musikere har også behov for at øve ting ordentligt op, før det sidder helt i skabet. Seancen her blev supersej på grund af det unikke i situationen og ikke så meget for selve fremførelsen. Fedt var det nu alligevel.
Kontant afregning for mere selskab med hovedpersonen
I den grad en god aften, og man havde lyst til flere historier fra Ellefson, der dog valgte at lukke af (det var jo en "school night", som han sagde), men ville man have mere, så måtte man i stedet trække ned i underetagen, hvor der blev mulighed for selfies og signings med den rare mand (det kostede dog lidt mønter, og 6000 kr. i alt af dem, hvis det skulle være et helt specielt minde, for så kunne man også få den sorte bas med, som Ellefson havde benyttet på aftenen).