Deprimerende afslutning

Deprimerende afslutning

Med Paradise Lost som årets sidste band var der efter en fin festival lagt op til en super afslutning. Den fik Nick Holmes lagt i ruiner ved at være tilbage i sit gamle gnavne humør.

Dato
08-06-2013
Genre
Trackliste
1. Widow
2. Honesty in Death
3. Erased
4. Forever Failure
5. Soul Courageous
6. In This We Dwell
7. Pity the Sadness
8. As I Die
9. Tragic Idol
10. The Enemy
11. One Second
12. Enchantment
13. Fear of Impending Hell
14. Faith Divides Us - Death Unites Us
15. Say Just Words
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen (arkiv)
Karakter
2

Det er gået op og ned gennem karrieren for de britiske goth-guder i Paradise Lost. Sidste års ’Tragic Idol’ viste sig at være en overraskende oprejsning for bandet og var et af deres bedste udspil siden hovedværket ’Draconian Times’ fra 1995.

’Tragic Idol’ blev kort efter fulgt op af en succesfuld turné, der bød på en mesterlig koncert i Vega. Live har Nick Holmes’ gnavne og ofte fraværende attitude på scenen været bandets akilleshæl. Indstillingen var lagt på hylden under besøget i Vega, og det samme gjaldt for koncerten på sidste års Wacken Festival. Også selv om briternes debut på den tyske festival bestod af små 45 minutters spilletid på en tidlig lørdag eftermiddag, hvor publikum stor i mudder til knæene.

Fortidens bitre spøgelse

Så hvad kunne gå galt på Sweden Rock på festivalens andenstørste scene, som programmets sidste band (delt med Avantasia på rockscenen), præcis som klokken slog midnat?

Nick Holmes' humør!

Den sympatiske og glædelige forvandling, den 42-årige Nick Holmes udviste sidste år, var forsvundet som dug for solen, og tilbage var den gamle og ikke savnede version af sangeren. Og hans deprimerende humør har desværre alle dage smittet af på resten af bandet. Denne nat var ingen undtagelse.

Gregor Mackintosh stod stirrende ned i scenegulvet med ansigtet begravet i sit kulsorte hår og lignende én, som bare skulle have det overstået. Bassist Stephen Edmondson og rytmeguitarist Aaron Aedy stod med anstrengte udtryk i øjnene. Selv gik frontmanden rundt med et irriteret udtryk i ansigtet, når han ikke stod med ryggen til publikum henne ved forstærkerne ellert helt forlod scenen, når musikken tillod ham det.

Ødelagte klassikere

Sørgeligt, men sandt, og så hjælper det altså intet, at bandet – i mine øjne – har skabt noget af verdens bedste musik. Den ene klassiker efter den anden kom snøvlende ud over scenekanten. Lige fra ’Forever Failure’ over ’As I Die’ til ’One Second’. Enkelte gange mærkede man en smule pondus fra Holmes og lidt glimrende guitarsoli, der føltes vedkommende, fra Mackintosh' geniale hænder. Men skuden var nærmest sunket fra start. Måske var det synet af, at de ikke kunne fylde den forholdsvise store sceneplads ud, der gik Holmes på. Der var virkelig ikke mange, som havde fundet vej op til bandet her først på natten.

25 lange år i bandets tjeneste

Måske er frontmanden depressiv eller lider af andre psykiske udfordringer, som fx arrogance. Hvad end Nick Holmes' problem er, så stod man tilbage med en lettelse over, at briterne ikke er hyret til hverken Copenhell eller Roskilde Festival.

Den ligegyldige attitude kunne også spores i sætlisten, der efterhånden trænger til en grundig revision. Opsigtsvækkende nok har bandet – med undtagelse af Adrian Erlandsson på trommer – været intakte siden dannelsen for 25 år siden. Imponerende, for livet i Paradise Lost kan næppe være en hyggelig arbejdsplads i selskab med Nick Holmes som chefen.