AMF '19: Kontrolleret & krigerisk dødshærg

D666-5
D666-3
D666-8
D666-1
D666-6
D666-2
D666-4
D666-7

”Lad fordrukken fortid være fortid” var parolen, da K.K. Warslut holdt sig fra mikrofonen og fokuserede på det, Deströyer 666 nu engang gør bedst – at ralle, bølle og hærge, som var vi havnet i en tidslomme anno 1985.

Dato
07-11-2019
Koncertarrangør
Fotograf
Kent Kirkegaard Jensen
Forfatter
Karakter
4

Mikrofonstativerne var prydet med kranier og kæder, ulvehylene glammede, og K.K. Warslut entrerede scenen i tatoveret, bar overkrop med thorshammer om halsen, et tørklæde som Jack Sparrow i 'Pirates of the Caribbean' og lange, nittebeslåede skåneærmer, som Kerry King bar dem i 1985. De notoriske bøllemetallere Deströyer 666 stod øverst på programmet denne første dag på Aalborg Metal Festival 2019. En dag, hvor samtlige kunstnere var sortklædte fra top til tå, og så måtte nuancerne ellers komme til udtryk på anden vis.

'Wildfire', titelnummeret fra deres seneste album fra 2016, lagde fra land i hæsblæsende thrash-tempo, og så behøvede det i virkeligheden ikke gøres mere kompliceret end det. Hidsige riffs, guitarfræs, spændstige læderbukser og noget med ild. En opskrift, de ikke afvigede synderligt fra, for helt ærligt, er det ikke det, vi er kommet for?

Jovist har Warslut også en forhistorie med fordrukken, nedladende bølleretorik, som mange fortsat har i frisk erindring fra Metal Magic 2016. ”Why don't we forget the past, let the drunken bygones be bygones, ehh?” lød opfordringen fra omdrejningspunktet selv, og det var da også tydeligt, at han lagde bånd på sig selv for ikke at føje yderligere spot til skade. Som da han under nogle kampe med lyden kort konstaterede: ”So now you're waiting for me to fuck up, right?” Nej, egentlig ikke, men det er nu stadig bemærkelsesværdigt, at de eneste gange, manden taler, refererer han til Metal Magic Festival og lignende alfahannet adfærd – uden at komme med et alternativ til det.

Her rammer vi så samtidig bandets forcer på godt og ondt. Deströyer 666 skal ralle og kradse, være sejt og beskidt. På den front levede de fortrinligt op til statussen som førstedagens hovednavn med øllet dødshærg, mens pitten sejlede i plastickrus og store armbevægelser. Bassisten supplerede med høje introskrig a la 'Angel of Death' til dem, der havde det sådan. Leadguitaristen havde fintunet sin vindmaskine i hård sidevind. Tågen lagde sig tungt over scenen, og med varme, rødlige skær fra lysmanden fremstod bandet for en kort stund mere storslåede, end vi tidligere har set dem – hvilket jo næsten er obskønt i sig selv. Balancen blev dog genoprettet kort efter med fællesskrål til Warsluts selvforklarende omkvæd i 'I Am the Wargod', og det var kun en enkelt gang undervejs, at de vendte tilbage til mere episke guitarlinjer, omend suppleret med et øllet refræn, så det ikke skulle blive alt for pænt på facaden.

Australierne lagde givetvis bånd på den skandaløse adfærd her til aften, men de er stadig et giftigt foretagende, selvom det i aften primært kom til udtryk musikalsk. Man husker ikke just en koncert med Deströyer 666 for de store udsving, refræner og deslige – deres smeltedigel af thrash, død og black, hvor midtfirsernes Slayer og Kreator ikke lader til at have levet helt forgæves, gled ubesværet ned, og bandet leverede varen råt for usødet, med alt hvad dertil hører af rallende, beskidte toner, nitter og læder, fordi hey – det er sejt! Deströyer 666 leverer stadig varen – især når K.K. Warslut som i aften holder sig fra macho-rants, der stjæler fokus fra det, vi nu engang er kommet for.