Thrash og meget mere Thrash
Populær
Søndag aften på årets ‘Dirty Days of Summer’ på BETA bød på lækkert vejr, god stemning, BBQ, kolde fadøl og masser af thrash!
Fræs i overdrive
Da Impalers går på scenen klokken lidt over 19, er det, trods tre timers bbq, fadøl, musik og afslappet sommerstemning på pladsen foran BETA, ikke til et fyldt spillested, men det oprindeligt sønderjyske thrash-band tøver ikke med at skyde ballet i gang; der bliver leveret fræs i overdrive fra første sekund.
Desværre er der skruet lidt for lidt op for rytmeguitaren, og man får ikke hele oplevelsen af de ellers yderst velkomponerede numre fra specielt det seneste album ‘God From the Machine’. Derudover leverer BETAs lydmand fin lyd allerede fra første færd.
Impalers er yderst oplagte og tændte på at give de tidligt fremmødte et godt show; de spiller godt sammen og spiller desuden rollerne som showmen godt med synkroniseret guitarføring, og hvad der ellers hører til.
Kender man endnu ikke til Impalers’ musik, kan det hurtigt beskrives som en hybrid mellem den teutonske thrash metal og en typisk 80’er Bay Area-lyd. Tekstuniverset... Tja, frontmand Søren Crawack siger det meget godt: “Man skal synge så meget som muligt om krig”.
Specielt Bay Area-stykkerne lykkes godt for dem i aften, og til trods for at der ikke åbnes op for moshpitten, er det eneste, man kan sætte en finger på hos Impalers, at åbningen til ‘God From the Machine’ skøjter lidt i svingene. Bestemt ikke dårligt..!
Musikalske evner > sangskrivning
De aalborgensiske thrashere Essence entrer scenen til en storladen guitarintro, der spilles over PA-anlægget, men mens musikerne er i gang med at finde deres pladser på scenen, falder lyden ud, og billedet af et stort, professionelt band falder lidt til jorden, selvom skylden sandsynligvis ligger hos lydmanden.
De samler dog godt op med deres tekniske post-thrash, der viser et imponerende sammenspillet band; de virker, trods en træls start, ligesom aftenens første band til at være godt oplagte og klar til at spille med musklerne. Essence er et band bestående af dygtige musikere, hvilket deres kompositioner også vidner om, men der synes, rent sangskrivningsmæssigt at være alt for langt mellem snapsene på Essences sætliste; der mangler hooks og nogle ørehængere. Det er kun for alvor på nummeret 'Blood Culture', med dets imponerende basspil, temposkift og bjæffende omkvæd, at sangskrivning og spilleteknisk kunnen går op i en højere enhed og viser bandets egentlige potentiale.
Som for at cementere, at der ikke er numre fra eget bagkatalog, der slår ‘Blood Culture’, afslutter Essence en koncert præget af en imponerende fremvisning af musikalske evner og på samme tid et lidt kedeligt sæt med et mildest talt ligegyldigt cover af Foo Fighters' ‘White Limo’, hvor det, der er nummerets absolutte force – nemlig dets aggression – desværre slet ikke kommer til udtryk.
Et svedigt højdepunkt
Der går ikke mange sekunder, fra de første toner af Toxic Holocausts punkede høj-oktan thrash bliver slået an, til sanger og guitarist Joel Grind råber de første mosh-opfordringer ind i mikrofonen – og publikum adlyder prompte. Grind og Phil Zeller, der normalt står for bandets bas-spil live, har i aften byttet instrumenter, men der er ikke den store forskel at høre af den grund, og bandet leverer generelt et godt og imponerende massivt lydbillede af en trio at være.
Toxic Holocaust er et virkelig fint eksempel på et moderne thrash-band, der på bedste vis omfavner, lader sig inspirere af og bruger, hvad der kom før. Thrashen og punkens energi kommer for alvor til sin ret i deres live-optrædener og således også på BETA søndag aften, hvor bandet, trods Grinds opgraderede tyngde, er ungdommeligt energiske og yderst professionelle i koncertens udførelse. Også foran scenen er folk med, og der bliver moshet, headbanget og skrålet med på store numre som blandt andet ‘Wild Dogs’ og selvfølgelig ‘Nuke the Cross’.
Grind er i aften iført en Axe Grinder-t-shirt, og inspirationen fra crust punk er da også et helt tydeligt særpræg hos Toxic Holocaust. Specielt i det møgbeskidte og hurtigt gentagende åbningsriff til netop ‘Wild Dogs’, der nærmest helt forlader thrashens genretræk, står det klart. Nummeret afsluttes forrygende med buldrende dobbeltpedaler og en moshpit, der tvinger de, der ikke deltager, til at flytte sig længere bagud i lokalet.
Under bandets absolut største nummer, ‘Nuke the Cross’, er der fortsat glædelig tumult, hævede knytnæver og en fælles, aggressivt chantende syngen med på omkvædet. foran scene Og med det afslutter Toxic Holocaust flot aftenen med et svedigt højdepunkt.
Impalers: 4
Essence: 2
Toxic Holocaust: 4