AMF '19: Polakkernes franske visit i Nordens Paris

_XTD6076
_XTD6135
_XTD6184

Dopelords stoneropvisning fredag aften var en nydelse og et stilstudie i, hvordan velfungerende rygermetal skal skæres. Desværre varede den alt, alt for kort tid.

Kunstner
Dato
08-11-2019
Genre
Trackliste
1. Children of the Haze
2. Addicted to Black Magick
3. Reptile Sun
4. Hail Satan
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
4

Hvis man skal italesætte en af de få ting, der ikke fungerede på årets Aalborg Metal Festival, er de polske stonere fra Dopelords koncerter en glimrende anledning. Mere om det senere.

For kvartettens, skulle det vise sig, alt for korte koncert startede uhyggelig stærkt. Den skumle, mudrede belysning og forsanger Piotr Zins ”Sabbath Worship”-T-shirt afslørede for de uindviede, hvad der var i vente, allerede inden den første gungrende, fuzzede akkord i ’Children of the Haze’ var slået an. Da først det var sket klemte bandet på med deres dundertunge, langsomme og massive stonermetalliske lydmur. Lyden i lokalet sad i skabet fra starten, og Zins og guitarist Pawel Mioduchowskis dobbelte vokalarbejde trængte smukt igennem det slæbende lydbillede.

Dopelord skiller sig fint ud som et af de mere innovative bands på stoner-scenen og formår i højere grad end de fleste at variere deres ganske lange kompositioner i en grad, hvor man ikke står og falder i staver gennem udstrakte, repetitive rytmiske mønstre, men tværtimod bliver budt på en mængde forskellige variationer i tempo eller riffing i de enkelte numre. Således også i den herligt uforudsigelige ’Addicted to Black Magick’, der udgjorde anden fjerdedel af aftenens sætliste.

Bandet gjorde ikke noget ud af at kommunikere synderligt med publikum, og en ultrakort drikkepause sikrede, at momentum blev opretholdt, da Dopelord kastede sig ud i ’Reptile Sun’ til stor genkendelsesglæde for de fremmødte. Bandets hit, der rammer en fortrinlig afvejning mellem det letgenkendelige og det helt udsyrede, efterfulgtes af den nye, blytunge og enkle men effektive ’Hail Satan’. Dopelord havde fået opbygget en god stemning i salen, hvor selv mere tvivlende tilhørere syntes at overgive sig til den stenede mur af rygermetal, de blev omsluttet af.

Og så var det slut. Efter 25 minutter. Bandet var, noget uforståeligt deres status in mente, kun blevet tildelt en halv times spilletid og vurderede ikke, at de kunne nå flere sange. Prioriteringen fra arrangørerne virkede her en smule spøjs, ligesom det kan være svært at gennemskue, hvorfor der ikke var mulighed for blot at rykke tidsplanen 5-10 minutter mere, da den oprindeligt blev fastlagt. Ikke mindst, når man dagen inden var noget mere rundhåndede med spilletiden til lokale orkestre med et væsentligt kortere CV end de tilrejsende polakker.

Nuvel, Dopelord leverede en ganske glimrende oplevelse i den alt for korte tid. At den utroligt korte koncert efter fire numre mindede en smule om et afbrudt samleje, kan arrangører og tour-planlæggere så diskutere, hvem der skal have skylden for. Men den musikalske oplevelse var der få fingre at sætte på.