Depressivt mørke over Stengade
Stengade hyldede vintermørket med et depressivt arsenal af mere eller mindre episke proportioner. Draconians storladne goth-harmonier kom fornemt til forløsning, mens Harakiri for the Sky var ofre for en lydmand, der sov i timen.
Den tredje mandag i januar. Af nogen også kendt som Blue Monday, årets mest depressive dag.
Aftenens lineup på Stengade lagde sig på den vis fint i forlængelse af dagstemaet med varierende sortmetalliske nuancer. Draconian og Harakiri for the Sky er fortsat relativt ubeskrevne blade på disse kanter, men ikke desto mindre var salen proppet, og efter de fem minutters kø til garderoben var overstået, nåede vi ind i salen halvvejs inde i det første nummer med folk/black metal-projektet Sojourner.
Et nyere ensemble, der med medlemmer fra New Zealand, Italien og Sverige kobler tråde mellem flere traditioner inden for den mere episk anlagte del af black metal-registret. Højstemt patos vs. rå brutalitet er opskriften; en ganske fin approach, hvis så bare sangskrivningen havde mere på hjerte. Emilio Crispos ensformige brøl og lettere augante fremtoning tilføjede intet mindeværdigt til aftenen, hvilket afspejledes fint i den manglende entusiasme fra publikum, der synligvis var mere opslugt af at følge med i håndbold-VM på deres mobiler.
”The next track is from our new record 'The Shadowed Road'. Anyone know it?” Ingen reagerer, og Crispo konstaterer sammenbidt: ”Close enough”, inden 'An Oath Sworn in Sorrow' leverer lige præcis, hvad man kunne forvente sig af en sådan sangtitel – langstrakte, melankolske passager, der fletter sig sammen på kryds og tværs uden den større forløsning. Med medlemmer strakt så vidt på tværs af Jordens breddegrader er det næppe ofte, lejligheden byder sig til at slå hovederne sammen i øvelokalet, og det fornemmedes i de fortænkte konstruktioner, der kunne være tjent med mere liv og bandfeeling til at bryde op med de stive formularer. Da Crispo melder ud, at næste track 'Titan' er det sidste, er der, én der klapper.
Givetvis blot fordi han ligesom os ventede på næste band på programmet.
En fæl svedlugt havde lagt sit fæle slør over begivenhederne, så efter et kvarters frisk luft var kræfterne samlet til Harakiri for the Sky. Ligesom forgængerne fatter de sig sjældent i korthed, omend vi her befinder os inden for det post-black metalliske spektrum, med alt hvad dertil hører af drevne kompositioner og depressive undertoner. En tilsynelandende meget problematisk fordeling af monitor-lyden spolerede dog fuldkommen starten af sættet, hvor forsangeren tydeligvis ikke kunne høre sig selv. Havde man ikke vidst bedre, skulle man tro, han ikke kunne styre en mikrofon, men de abrupte opbrud i tonelejet afspejlede klart, at der var noget helt galt. Bandet stoppede af samme årsag demonstrativt efter andet nummer, og det var først derfra, at Harakiri for the Sky kom til sin ret og startede, hvad der velsagtens var aftenens eneste moshpit.
Det er svært at sætte en finger på østrigernes ubetingede dedikation til det drevne groove, som de tydeligvis mestrede til perfektion de 40 minutter, koncerten varede, efter lyden var kommet på plads. De spildte ikke tid med store armbevægelser eller progressive tendenser, men holdt sig til det enkle uden for meget slinger i valsen. Men det ville klæde dem at tilføje flere ingredienser til den sorte gryde, og da de nåede til aftenens sidste nummer, var mætningsgraden nået. Deres vilde synkron-headbanging var smittende, men efter fire album uden de store musikalske udsving kunne vi godt unde dem at tilføje flere tangenter til deres suicidale univers.
Der skulle derfor ikke meget til, for at Draconian som sidste tilføjelse til den sorte cocktail kunne overvinde os med deres gotisk højstemte sortsind. På trods af det svenske bagland er de af uvisse årsager sjældne gæster på de danske breddegrader, hvilket givetvis også forklarer det stærke fremmøde denne aften. De strygervenlige klangflader sendte velmente hilsner til inspirationskilder som My Dying Bride og Saturnus, og hvor problematisk en kunst det end er at mestre skønheden og udyret som vokal disciplin, så var den konsekvente brutalitet fra Anders Jacobsson et godt match til Heike Langhans' sirlige røst. Uagtet at den foregående sangerinde Lisa Johansson momentvis var savnet, rummer Heike Langhans meget af den samme indfølte tone, og selvom Anders Jacobssen måske ikke mestrer den poetiske messen lige så vel som Saturnus' Thomas A.G. Jensen, der befandt sig andetsteds i salen, så var det her helheden, der fik samspillet til at fungere, mere end summen af de enkelte dele. Numre som 'The Wretched Tide' og den ældre 'A Scenery of Loss' tilføjede mere tyngde til de luftige passager, og svenskerne klarede skærene med betydeligt bedre lyd end deres forgængere. Det viste et potentiale, der på underlig vis fortsat ikke er forløst blandt de bredere masser. Det var dog tydeligt, at vi, der havde valgt at trodse Blue Monday og sportens glæder, var indforståede med Draconians bagkatalog, og vi fik, hvad vi kom efter.
Dog med undtagelse af vennen, der prøvede at få Langhans til at lave horn på en selfie efter koncerten. ”I don't do horns, I do light”. Satan er også så overvurderet.
Sojourner: 2
Harakiri For The Sky: 3
Draconian: 4