Drømmeplakaten
Populær
Den gamle fan af keltisk punk blev sendt i byen for at opleve den koncert, han i sin tid drømte om. Men selvom festen fortsætter, begynder den at blive lidt træt i det.
Det er fredag aften i Valby, og på plakaten er Dropkick Murphys og Flogging Molly, den kommercielle spydspids indenfor keltisk punk. Jeg har et langt og følelsesladet forhold til netop disse to bands, og hermed er I advaret: Jeg kan ikke udelukke bitre ”i gamle dage”-kommentarer. Ikke destro mindre er dette netop den drømmeplakat, som jeg i utallige fuldemandssamtaler har efterspurgt og haft våde drømme om.
Jeg var indstillet på et nostalgisk gensyn med mine gamle musikalske helte. Det er meget længe siden, jeg har været til koncert i Valby Hallen, og gensynet bød på flere deja vu med umulige bar- og garderobeforhold, lange toiletkøer og elendige lydforhold. Jeg må dog give arrangørerne, at de havde gjort stor en indsats for at forbedre forholdene. De utallige ekstra ølboder, rygegården med pispalmer og garderoben i et telt ude foran hallen gjorde, at det hele fungerede. Lyden er stadig et ømt emne i den store betonhal, og den var ganske rigtigt helt umulig i midten af salen. Placerede man sig omkring 15 meter fra scenekanten, kunne man dog opnå et helt anstændigt lydbillede.
Malpalceret punkikon
Aftenens første musikalske indslag var et af de oprindelige medlemmer af Sex Pistols, Glen Matlock. Han blev præsenteret af en klodset forindspillet hilsen fra Dropkick Murphys, der informerede os om, at vi var i selskab med en punkens originaler, en legende. Det faldt til jorden, da Matlock startede sit set. Den lille 61-årige mand på den store scene alene med sin akustiske guitar formåede ikke at fange publikum. Selv Sex Pistols-klassikere som ’God Save the Queen’ og ’Pretty Vacant’ ændrede ikke på følelsen af, at Matlocks show havde fungeret bedre i hjørnet af den lokale pub end på den store scene i Valby. Matlock var malplaceret, og jeg havde personligt hellere set et ungt spændende band få chancen i stedet for den tvivlsomme punk-historiske nostalgi-gimmick, vi blev vidne til her.
Fællessang og knytnæver
Aftenens første hovednavn var Flogging Molly, som jeg har fulgt, siden jeg første gang hørte ’Drunken Lullabies’ på Tony Hawks ’Pro Skater 4’-soundtrack i starten af nullerne. Fra første koncert på Loppen i 2004 over et hav af scener i København og festivaler i hele Europa: Jeg har set Flogging Molly rigtig mange gange. Jeg har set dem forvandle en mark med tusindvis af intetanende tyskere til et kaos af kædedans, fællessang og ukontrollerede knytnæver i alle retninger. De af læserne, der var tilstede på Roskilde i 2005, ved, hvad jeg taler om.
Mange år er gået siden da, men Flogging Molly gør stadig, hvad de gør bedst: De holder en fest. Som gammel fan forventer man ikke de store afvigelser fra den opskrift, men det er svært at bevare begejstringen. Dave King møder publikum med en flaske øl hævet over hovedet og et bredt smil under det røde hår, inden han råber salen an, og showet kan begynde. De lægger ud med ”The Hand of John O’Sullivan’, der fint opsummerer, hvad den næste time kommer til at handle om: Violinen, harmonikaen og mandolinen lægger ud, King og trommeslageren tager over, suppleres af ølkoret, der leder hele bandet ind i et eksplosivt omkvæd. Herefter brager de igennem tre numre fra de to første plader, og alle bitre forudsigelser om et ensformigt show er pist væk. Sådan fortsætter de igennem hele settet med en ny sang efterfulgt af tre fanfavoritter. Stemningen når ikke tidligere tiders vanvidsfester, og min sidemand bemærker da også, at der gik et helt minut af koncerten, før den første fadøl blev kylet mod Valby Hallens loft. På alle måder et fair stemningsbarometer til denne type show.
I tredje nye sang, ’Crushed (Hostile Nations)’, overrasker de alligevel med at spille et stykke af Queens ’We Will Rock You’. Det er en lidt latterlig gimmick, men det er festen, det hele handler om, og lidt tramp-tramp-klap går da også rent ind hos aftenens publikum. Flogging Molly runder stærkt af med en solid fællessang i ’If I Ever Leave This World Alive’, inden de lukker festen med de tempofyldte dansegulvs-knytnæver ’What’s Left of the Flag’ og ’Seven Deadly Sins’. Med et stort smil på læberne og sved på panden taler vi alle sammen om, hvor solidt et band de stadig er, mens vi puster ud og gør klar til anden runde.
Andendivisionsråbekor
Som med Flogging Molly har jeg op gennem nullerne dyrket Dropkick Murphys til utallige shows og skrålet deres sange med drengene på vej ind og ud af beværtninger, når branderten har været allervildest. Hvor Flogging Molly er irsk folkemusik tilsat punk, er Dropkick Murphys punk tilsat irsk folkemusik, og da Sham 69s ’If the Kids Are United’ brager ud af højtalerne, føles det hele som et vaskeægte punkshow i et kort øjeblik. Jeg noterer mig, at Sham 69 blev brugt som intro i de tidlige år, inden den blev erstattet af folkballaden ’The Foggy Dew’ sunget af Sinead O’Connor.
Street punk-introens comeback giver hurtigt mening, da Dropkick Murphys starter med ’The Lonely Boatsman’, som har en intro, der spiller på alle de samme elementer som ’The Foggy Dew’. Den lange intro med fløjtetema og krigsvarslende trommer går over i en eksplosion, da bandet stormer på scenen og indleder en massiv fadølsskrålen. Der brøles ud over scenenkanten, og kampråbet går rent ind hos publikum, som skråler med fra første øjeblik. ’Lonely Boatsman’ er så simpel, at selv den sløjeste fodboldfan fra den mørkeste krog af anden division vest ville kunne synge overbevisende med, efter at have hørt omkvædet.
Efter alt for fabrikeret åbning træder banjospilleren frem på scenen og starter ’State of Massachusetts’. Det udløser en bølge af energi i publikum og omtrent 15 liter fadøl bliver sendt mod loftet, alt imens bandet fører os ind i en mur af marchtrommer og ølkor. De to frontmænd, Al Barr og Ken Casey, råber os igennem den hjerteskærende historie om en tvangsfjernelse af et sæt poder fra et tvivlsomt hjem i Boston.
Dropkick Murphys har aldrig været blege for genfortolke personlige favoritter fra den irske og amerikanske sangskat, og i aften er der tre covernumre på setlisten. Jeg er direkte pinlig berørt på Dropkick Murphys’ vegne over ’I Had a Hat’ og Merseyside-klassikeren ’You’ll Never Walk Alone’, som er fortolket så respektløst, at man dårligt kan tro sine egne ører. ’Johnny, I Hardly Knew Ya’ efterlader et helt andet indtryk, og her gør de den gamle folkevise til deres egen.
Fastlåst formel
Til stor skuffelse for os gamle fans er der ingen numre fra de tre første albums på setlisten, og her giver Dropkick Murphys mig en oplagt mulighed for blive en smule bitter og mavesur. Tidligere tiders urokkeligt faste indslag som ’Barroom Hero’ og ’Skinhead on the M.B.T.A.’ er strøget, og der efterlades ikke et eneste nummer til fans af den første del af bagkataloget. På ’Blackout’ fra 2003 begyndte Dropkick Murphys at lyde som det band, der i aften står på scenen foran os, og setlisten er sammensat af numre fra denne og de efterfølgende udgivelser.
Påfaldende mange af de valgte sange har et markant banjostykke, og publikum reagerer trofast og med en uændret begejstring hver gang. Det hele bygger naturligvis op til det store hit ’Shipping Up to Boston’ fra Martin Scorsese-filmen ’The Departed’. For hovedparten af salen er det et kæmpe klimaks og det ultimative højdepunkt. For mit vedkommende er det det nummer, der låste Dropkick Murphys fast i et underligt piratunivers og ændrede bandets udtryk markant. Jeg er tydeligvis i opposition til resten af hallen, og mens jeg surmuler, udspiller der sig et brag af en fest omkring ørene på mig.
Der er dog stadig nogle elementer, som Dropkick Murphys ikke har pillet ved: Der er altid et dødsfald blandt gruppens venner og bekendte, som skal hyldes og mindes, i aften Ken Caseys bedstemor, som gik bort få timer før koncerten. Som det sidste fyldes scenen med de første rækker af publikum, og den store fællessang indledes. De slutter af med ’The Boys Are Back’ og ’Until the Next Time’, som er endnu et nummer, der virker fabrikeret til netop dette formål på corny vis. Stemningen i sangen minder om noget fra 80’er-serien ’Sams Bar’, og det fungerer faktisk rigtig godt. Den fyldte scene, den grønne og hvide konfetti og ikke mindst de to kørestolebrugere, der crowdsurfer op på scenen, gør, at det hele alligevel får en god afslutning for os alle sammen.
Glen Matlock 1/5
Flogging Molly: 4/5
Dropkick Murphys: 2/5