Fest med Trivium Pursuit
PopulærDer var lagt op til fest – og fest blev der. Men det var på grund af alt andet end musikken, da Trivium indtog Vega sammen med engelske Shvpes og Sikth.
01. Rain
02. Forsake Not the Dream
03. Down From the Sky
04. Entrance of the Conflagration
05. The Deceived
06. Dying in Your Arms
07. Strife
08. Dusk Dismantled
09. Throes of Perdition
10. Silence in the Snow
11. A Gunshot to the Head of Trepidation
12. Pull Harder on the Strings of Your Martyr
Encore:
13. In Waves
Der var spærret for balkonen, så helt så mange mennesker havde heller ikke set sig lun på Vegas udgave af Disney Sjov med de to engelske bands Shvpes og Sikth som support for amerikanske Trivium. Men der var stadig mødt et talstærkt publikum op, der næsten var ligeligt delt mellem kvinder og mænd. Og de fik den fest, som de var kommet efter.
Det blev dog på en billig baggrund.
Forvrænget hoppeborg
Vi starter med Shvpes, hvis musik var omtrent lige så opsigtsvækkende og interessant som måden, de har valgt at stave “Shapes” på. Gruppen fra Birmingham, som også har scoret sig en kontrakt med det meget lidt kvalitetsbevidste Spinefarm Records. En småkedelig trend med selskaber, som bare signer og signer og håber og håber. Måske en sjov leg, men kunstnerisk uden den integritet og kant, som virkelig gør det spændende.
Det samme kan siges om Shvpes, der havde masser af look og overskud til at kæle for det meget oplagte og festlige fredagspublikum. Men deres grumpetunge forsøg på at genopleve fortidens grungerock spædet op med en prepubertær sans for metal nåede sjældent nogle højder eller kastede noget mindeværdigt af sig.
Skrig, skrål, skål
Aftenens næste gorilla i ringen var Sikth. Et band, der trækker tråde helt tilbage til 1999 og i visse kredse bliver set som nogle af ophavsmændende til den genre, vi i dag kender som djent. En genre, der er tæt på at være lige så udskældt, som nu-metal var det tilbage i tiden. Og det gjorde Sihkt ikke meget for at ændre på.
Efter 18 år som band skulle man tro, at de i det mindste kunne levere et sæt med numre, som på den ene eller anden måde ville markere sig eller minde en om, hvorfor de har kunne have så lang en karriere i den hårde branche, som musik er. Det har de muligvis også. Men det kunne ikke høres, for sjældent er et band blevet slagtet så effektivt af dårlig lyd. Det var ren mudder fra start til slut. Alt flød sammen og fik især de to forsangere til at ligne nogen, som var alt andet end seje. Den ene gjorde det heller ikke bedre ved konsekvent at stille sig i en rigtig klassisk rocksangerpositur med den ene fod en smule foran den anden, når han skulle synge de jævnt generiske omvæd her og der, blandt skrål, brøl, skrig og en udefinerbar brummen fra de andre musikanter.
Blodfattig heltedyrkelse
Så var det blevet tid. Tid til Trivium. Det er nu 12 år siden, at de sparkede porten op til den store metal-himmel med albummet 'Ascendancy'. Set i bakspejlet ikke noget prangende værk, men på daværende tidspunkt var kombinationen af metalcore, klassisk 80'-er-heavy og så en ung forsanger, Matt Heafy, der blev udråbt som en art kronprins i metalmiljøet, en sikker vej til bred metal-berømmelse.
Trivium har formået at ride bølgen og har på alle måder haft en flot karriere. Der desværre ikke skyldes musikken. Og så alligevel. For Trivium kender netop formularen til at skabe en ægte metalfest. Lige i Copenhells ånd. Og den fik alle i Store Vega også.
Men ak og ve, hvor var udvalget af numre skandaløst forglemmeligt. Lyden var i mellemtiden blevet god og levede op til den standard, som Vega selv har været med til at sætte herhjemme. Lige lidt hjalp det.
Det virkede dog lige meget, for salen kogte, og Matt Heafy charmerede sig konstant ind i alle hjerter med sit drengede smil og kæmpe overarme. Alt var stramt leveret, men noget er altså også lidt galt, når man åbner sin koncert med at spille 'Run to the Hills' med Iron Maiden. Ikke som optakt fra spillestedet, men som en integreret del af selve showet, der lige får kørt publikum i stilling til den rigtige stemning.
Ikke et nyt trick, men fordi Trivium i forvejen virker som et band, der er fuldt ud dedikeret til at replikere en fjern fortid, er det næsten for meget af det gode. En slags bekræftelse af omtalte fordom.
Mod slut skete der dog lidt, da nogle gamle numre kom på bordet. Mest af alt den solide 'Pull Harder on the Strings of Your Martyr' fra førnævnte 'Ascendancy'. Matt Heafys vokal, som hele aftenen led, angiveligt grundet et sygdomsforløb, af at være knap så kraftfuld, gik helt i sort i et af deres største hits. Ikke én eneste melodilinje blev ramt rigtigt. Det var nærmest surrealistisk at opleve et band være så ignorante over for deres eget materiale.
Uden at det vakte den store utilfredshed i salen. Festen var allerede hjemme for længst.