Epic Fest 2025: Bossen og den sympatiske skrighals
Ross The Boss hyldede sin fortid og spillede Manowar-klassikere med en vokalist, der kunne sine skrig.
The Oath
Sign of the Hammer
Thor (The Powerhead)
Blood of My Enemies
Kings of Metal
Mountains
Guyana
Black Wind, Fire and Steel
All Men Play on 10
Battle Hymn
Fighting the World
Hail and Kill
"Manowar, born to live forevermore!"
Når nu Manowar skal leve evigt, så er det nok ikke så galt, at der udover bandet selv er andre, der holder fanen højt og spiller de stålsatte sange. I tilfældet Ross The Boss, så er det jo heller ikke bare et jam eller tribute-band, for det er jo ingen hemmelighed, at den 71-årige guitarist, Ross Friedmann, eller Ross The Boss, har spillet en ikke ubetydelig rolle på bandets seks albums i 80'erne. Så på samme måde, som Paul Di'Anno spillede Iron Maiden-sange fra den periode han var med, således gør Ross The Boss det samme.
Og med rent fokus på det ældre materiale, så rammer Ross The Boss også en sætliste, som mange måske ville drømme om, at Manowar ville sætte.
I hvert fald fredag aften til Epic Fest, hvor det var klassiker på klassiker. Med sig, ifølge Metal Archives, havde den tidligere Manowar-guitarist et andet tidligere Manowar-medlem, trommeslageren Rhino, som interessant nok først kom med, efter Friedman selv var gået ud. På bas fik vi Dirk Schlächter fra Gamma Ray og på vokal den nuværende Metal Church-vokalist, Marc Lopes.
I kommentarerne efter koncerten talte flere om dårlig lyd. Det var nu ikke denne anmelders opfattelse, men måske derimod, at Ross The Boss var tro mod lyden af 80'erne og en mindre high-gainet forstærker, end vi ville forvente anno i dag. Guitaren skar ikke så skarpt igennem. Til gengæld var det bare endnu mere tydeligt, hvor meget bassen betyder i Manowar. Og her var Schlächter ingen Joey DeMaio. Han spillede simpelthen ikke højt nok og med nok (lettere irriterende) feedback til det. Til gengæld så gik basspillet klart igennem og lød temmeligt godt, specielt på den "hovedløse" bas og på den 8-strengede i 'Battle Hymn'. Så med skarpt spillede trommer i god lyd, masser af god bas og en rocket guitar, så lød det hele faktisk ganske fint.
Energi og skrig
Lopes på vokal var energisk. Især i sammenligning med sine strengespillere på fløjene – kun bag trommesættet mærkedes samme utrættelige tilgang til showet. Faktisk virkede det en kende overdrevet fra Lopes' side, og de første par numre blev det nærmest karikeret, som han var her og der og alle vegne, mens stemmen skreg løs. Men han fandt et niveau, en humor og en charme, der gjorde, at man endte med at være med på team Lopes, selvom han var mere skrig og skrål end tone og nerve.
Det var troværdigt, når han skreg sig gennem Eric Adams' mest potente high-pitch-skrigerier. Troværdigt, som de af os, der ikke så Manowar i 80'erne, kun kan forestille os, at metallens største stål-elskere har ment, at mandighed på en scene skulle lyde, og at der måske har været ekstra mange af de høje skrig til live-ritualerne. På den front var Lopes' præstation imponerende. Men det betød også, at de fede melodier, der også er i de gamle sange, mistede noget af netop det. Melodien. Dem kunne publikum til gengæld hjælpe med, for der var fællessang i stor stil.
Fede deep cuts, trods fejl
Ross the Boss har lovet at spille 'Sign of The Hammer' i fuld længde senere i år i Australien, og vi fik derfor også masser derfra. Herunder hvad de selv kaldte et par deep-cuts. Fedt var det med 'Mountains' og også 'Guyana', som bandet ikke havde luftet live før. Det var heller ikke et nummer, som bandet kom igennem uden problemer. Ja, selv Lopes grinte lidt bagefter, som om at han godt var klar over det. Måske ville han endda være enig i, at der var elementer, hvor han lød, som om han nærmest rappede ordene ud, og det klædte såmænd ikke nummeret med den tragiske historie om selvmordskulten. Til gengæld har 'Guyana' bare så meget andet fedt, at det overordnet stadig var en fed oplevelse, at høre lige denne sang. Og det var sympatisk, at han anerkendte, at det kunne have gået bedre. I det hele taget, så fornemmede man, at han havde en respekt for sangene og en historie med dem, som lytter og måske fan tidligere.
'Fighting the World' var fed for fællessangen, men det var 'Black Wind, Fire and Steel', der gav mest aktiv respons blandt publikum. Ja, lige udover 'Hail and Kill', for hvad er federe på en festival, der udover musikken også hylder rollespil, orker, drager, sværdfolk og meget andet fra den eventyrlige verden, end at kunne slutte af med et monsterkor af "hail, hail, hail and kill!"