Et snørklet finsk sansebombardement
Det var en delegation fra Tampere, der skød Roadburn 2018 i gang. Dark Buddha Rising og Oranssi Pazuzu havde slået pjalterne sammen som Waste of Space Orchestra. Med sig havde de et kosmisk, kaotisk og smukt værk, som man gerne vil høre igen.
Waste of Space Orchestra fik taget deres koncertmødom sammen med 3000 dedikerede roadburnere på én gang. Åbningskoncerten på dette års Roadburn var det første af i alt to såkaldte kommissionsprojekter. Festivalen beskriver selv ideen således: ”we have commissioned a two groups of entirely separate musicians to create music to be performed specifically at Roadburn”. Herhjemme har en dokmentarfilmfestivalen CPH:DOX også forsøgt sig med et lignende projekt, hvor to forskellige instruktører parres for at lave en film til næste års festival. Ideen er god, og som koncertgænger er det altid spændende at se noget blive fremført for aller første gang – især hvis de respektive kunstnere har ens tillid.
Det første af i alt to af disse kommissionsprojekter på dette års festival var Dark Buddha Rising og Oranssi Pazuzu, der begge har deres base i den sydfinske by Tampere, hvor de sågar deler øvelokale, det såkaldte Wastement-kollektiv. Fire af de i alt ti musikere, som begge bands i alt rummer, spiller allerede i Atomikylä, så helt adskilte musikere kunne medlemmerne ikke siges at være. Dette aspekt gjorde heldigvis ikke koncerten mindre spændende. Alle, der har hørt en koncert på 013 Poppodium, ved, at dette ikke er noget helt almindeligt spillested. God lyd kan overvælde en, og hvis man som kunstner ved, at man skaber et værk tiltænkt et specifikt rum – og i særdeleshed et så vellydende rum som 013 – så må den kreative proces givevis være en smule anderledes end normalen. Når man tilmed er ti musikere i foretagendet, så giver det potentielt en sonisk rækkevidde, der er en del større end hos gennemsnittet.
The Shaman, The Seeker, The Possessor
Konceptet var på forhånd beskrevet som ti dele, der tilsammen udgjorde den godt og vel timelange koncert. Endvidere var ideen, at man ville blive suget ind i tre forskellige bevidstheder. Dette sidste aspekt betød dog ikke, at koncerten rent faktisk var tydelig adskilt mellem tre forskellige musikalske temaer. På bedste Oranssi- og Dark Buddha-maner var det kompositionelle indtryk snørklet, mørkt og trippet. Begge bands besidder en helt særlig evne til at fremtvinge et ganske unikt psykedelisk islæt i deres lyd, hvad enten den står på en afart af doom, drone eller black metal.
Det mest påfaldende ved konstellationen var, at man både havde medbragt to trommeslagere samt to bassister. For ikke at nævne to guitarister og to på keys! Waste of Space Orchestra skal have virkelig have ros for at integrere disse elementer fantastisk. Lydmæssigt var det indimellem ganske overrumplende og for en førstegangslytter – som vi jo alle var! – alt, alt for meget. Men man kunne samtidig høre, at der var en mening med galskaben. Der piblede også megen skønhed frem i det monumentalt voldsomme støjinferno. Jeg vil gætte på, at de to trommeslagere spillede på samme tid i godt og vel en tredjedel af koncertens varighed. Den resterende tid var med en enkelt person bag tønderne eller helt uden rytmesektion. På denne måde havde koncerten en utrolig dynamisk dybde. Dette blev yderligere fremhævet på enkelte tidspunkter, hvor der næsten var tale om surround-agtig og altomfavnende lyd.
Selvom Waste of Space Orchestra unægteligt lød som den hybrid mellem Dark Buddha Rising og Oranssi Pazuzu, som de jo er, så var der også nye og nærmest klassisk-inspirerede momenter i løbet af koncerten. Den forskellige dybde i tonen på de to basser har ganske sikkert været medvirkende til dette. Når trommerne samtidig dyrker både synkoper og polyrytmiske strukturer, så er der lagt i støbeskeen til et godt mindfuck.
Der krydses nu fingre for, at dette fantastiske værk ser dagens lys via andre koncerter eller allerhelst via en udgivelse. Waste of Space Orchestra er i hvert fald for godt til at være en døgnflue – hint, hint, Roskilde.