Et wunderkind af Fader Prog
PopulærSteven Wilson leverede autentisk og udfordrende 70’er-prog med moderniseringer for et velbesøgt Amager Bio, der aldrig har lydt bedre. Det siger ikke så lidt.
Index
Deform to Form a Star
Sectarian
Postcard
Remainder the Black Dog
Harmony Korine
Abandoner
Like Dust I Have Cleared From My Eye
Luminol
No Part of Me
Raider II
-------------------
Get All You Deserve
Mandag aften i sidste uge inviterede Amager Bio indenfor til dét, der allerede nu spås at forblive en årets mest ambitiøse indfrielsesrige rockkoncerter. Steven Wilson er unægtelig bedst kendt for sit virke som frontmand og sangskriver i Porcupine Tree, der, rent kommercielt set, kun er blevet mere og mere populære for hver plade, de har udgivet gennem de omtrent sidste femten år.
Men Wilson solo er ikke Porcupine Tree. Tværtimod er det noget af et selvbevidst ryk, Wilson har taget sig, ikke mindst sammenlignet med tiden omkring midt-00’erne, hvor han igen og igen lagde afstand til den prog-kategorisering, som både fans og anmeldere altid har placeret bandet i. I association med Porcupine Tree har progrock nærmest været et skældsord for Wilson, en gruppering, han ikke gad finde sig i. I den optik kan sidste års soloalbum, 'Grace for Drowning', hans andet egentlige soloalbum, nærmest anskues som et overlegent statement: ”You want to know what prog is? Then I will give you prog!”.
Musikalske tråde
Og han har selvfølgelig ret, det omvandrende musikleksikon som nørden Steven Wilson er. Med al respekt: Porcupine Tree er suppe-steg-is-prog sammenlignet med de manisk jazzede, staccato-lirende sangstrukturer, der (også) karakteriserer 'Grace for Drowning'. I Wilsons omfavnsrige diskografi, har der aldrig været en tydeligere tråd mellem ham selv og til King Crimson, Genesis fra ’71-’74, Miles Davis anno ”Bitches Brew”, Jethro Tull etc., end der er her. Om Wilson vil det eller ej, bevares, har forkærligheden for denne progmusikkens glansperiode i lang tid også været der hos Porcupine Tree, den har blot aldrig været så udpræget markant, som den er på soloalbummet.
Og det udpræget markante var lige præcis det, publikum fik at smage denne aften; Der er intet anonymt over Wilson. Fra åbningsnummeret, den Rush/King Crimson/Pink Floyd-associerende, 'No Twilight With the Courts of the Sun', hentet fra Wilson egentlige debutplade som solokunstner , 'Insurgentes' (2008). Nummeret, der også kan minde om The Mars Volta, er en hård, rockjazzet sag, der ligner en improvisation, men som i virkeligheden er et af Wilsons mest strukturerede numre overhovedet.
Omfattende livelyd
Herefter fremstod pianointroen til Wilsons måske flotteste ballade til dato, 'Deform to Form a Star', krystalklar og med en perfekt tone. Amager Bio har generelt set for vane at hæve niveauet for livelyd herhjemme, men selv for et spillested med et højt sonisk gennemsnit, har det sjældent lydt så sprødt som det gjorde i hænderne på Wilson og co. Den efterfølgende 'Sectarian' består af en blanding af akustisk guitar, progressive blæseinstrumenter fra Soft Machines Theo Travis, en mur af lyden fra en pokkers tung baritone-spade, et nedbarberet mellemstykke bestående af lyden fra et hammondorgel og jazztrommer, og en aften som denne i Amager Bio understreger dette nummer det kongeniale i at kombinere producergeniet, prognørden og heavyhovedet i én person, aka. Wilson. Det hele spillede præcist som det skulle.
Ligesom Wilson har for vane også at udgive størstedelen af sine plader med et 5.1 surround mix, smider han ligeledes 5.1-mixet ind i alle de koncertsale, han besøger på denne tour. Denne skribent var i Berlin og se første del af Wilsons GFD-tour i oktober sidste år, hvor det overordnet set faldt fælt til jorden i form af et spillested, der slet, slet ikke var liret op til at kunne administrere et så omfattende live rig. Af de femogtyve gange skriveren hér efterhånden har oplevet Wilson på en scene, var koncerten i Berlin den absolut elendigste af dem alle. Det blev der rådet mere end bod på denne aften i Amager Bio, hvor Prog-prinsen overtog kongetronen ved at overgå sit egne høje formående såvel musikalsk som rent lydligt.
Selviscenesættelsen
En solokoncert med Steven Wilson får dog også én til at stille spørgsmål: Hvor meget kan man læne sig op af historien, før man stjæler fra den? Hvad adskiller hyldesten fra plagieringen? Under de første tre numre var der adskillelsen mellem publikum og band i form af et tæppe med Lasse Hoile-visuals, der med et blik i øjnene konnoterede Pink Floyds 'The Wall'-koncept; Under ekstranummeret 'Get All You deserve' tog Wilson afslutningsvis gasmasken fra coveret til 'Insurgentes' på, som en tydelig henvisning til Peter Gabriel anno 'Foxtrot'. Det synes på én gang så oplagt og så børnehave-legende, men i bund og grund er det en enorm befrielse at se Wilson sætte det skæve ben forrest og se ham gå så gakkende langt, som han gør med en kvintet af tosseanstaltens musikere bag sig.
Line-up’et som Wilson har med sig på tour, består af Nick Beggs på bas, Theo Travis på fløjte og saxofon, Marco Minnemann på trommer, Adam Holzman på keyboard og Niko Tsonev på guitar, og skal efter sigende medvirke på Wilsons kommende soloplade, der rygtes allerede at udkomme til foråret næste år. Denne koncertaften i Amager Bio præsenterede den nye sang 'Luminol', der syntes at bevæge sig kronologisk fremad progaksen i den forstand, at den havde en vibe af 80’er-Crimson over sig. Sangen præsenterede i hvert fald ubetrådte musikalske vande for Wilson.
Det ubetrådte og eksperimenterende har det tit med at give gevinst hos Wilson, hvilket i dén grad var tilfældet denne mandag aften. Porcupine Tree skal nok dukke op igen, men lige nu er Steven Wilson mere musikalsk manisk, end han nogensinde synes at have været før, hvorfor der herfra først og fremmest krydses fingre for mere gakket prog, nu som fremover.