RF 26: Mørkets engel går med glans
Til et lydtæppe fuldt af mystik og flydende, mørke toner, trådte Ethel Cain ind i sort silhuet omgivet af lysprismer, som et stærkt signal om, hvad der ventede Arena torsdag aften.
Det var som om, græsengen og efeu-rankerne på scenen lod en mørk rose vokse frem med associationer til kirkesang, og i skiftet mellem det bløde, melodiske udtryk og det tunge mørke, bas- og trommedrevne, kunne man blive i tvivl om, hvorvidt vi befandt os i kirkerummet eller blandt gravene på kirkegården.
Som Devilution beskrev i foromtalen, er musikken undertiden som en form for doom-metal i slowmotion, og særligt første halvdel af koncerten bød på en dræven langsomhed, hvor Ethel Cain på samme tid fremstod indadvendt og atmosfærisk med masser af luft på stemmen og på samme tid helt utrolig nærværende med sit publikum, som hun flere gange satte sig på hug og fik direkte øjenkontakt med.
Den første lange del af koncerten bestod især af lange, langsomme lydbilleder, som skabte en særlig indadvendt og meditativ stemning, hvor der blev taget fat om hjertekulen på publikum, som vuggede stille i takt. Der opstod mange muligheder for ’Poul Krebs-låsen’, men sigende for sammensætningen af publikum, så var det veninde til veninde.
Man mærker, at Ethel Cain har noget på sinde, og når man kender hendes baggrund som transkønnet kvinde, voksendiagnosticeret med autisme og fra et meget religiøst miljø, så kommer det ikke bag på nogen, for musikken emmer store dele af tiden af dybfølt smerte.
Det bliver især nærmest fysisk, da langsom tordenbuldren og gisp fylder Arena som et kirkerum med en langsom opbygning, som forløses, og ’Make It Stop’ klages ud og ender i et smertefuldt råb, som mest giver mindelser om ”Knokkelmanden” af Johannes V. Jensen og den rensende katarsis-effekt, der går som en bølge gennem publikum, da Knokkelmanden frembringer ”et bredt, rustent Bræg – Mma!”.
Publikum renses også på Roskilde, og Ethel Cain fremstår i sig selv som et kunstværk, når hun står i silhuet, som en mørk engel i prismelyset. En tydelig identifikationsfaktor for det unge, primært kvindelige publikum, som kan mærke klagesangen på indersiden.
Mod slutningen af koncerten stryges det dedikerede publikum yderligere med hårene med tre mere midtersøgende kærlighedssange som et perfekt soundtrack til den 20-åriges ulykkelige forelskelse, og da jeg står og overvejer, om Ethel Cain kan sammenlignes med, hvad Alanis Morissette var for os på 20 for 20 år siden, så finder hun mundharmonikaen frem, og svaret giver næsten sig selv.
Alt leveres med nærvær og stor musikalitet på Arena, men mod slutningen kunne man have ønsket sig tilbage til mørkets dyb fra koncertens begyndelse. Til gengæld varmes jeg ved at se de mange håbefulde smil bag de tårevædede kinder – livet kan være svært, men mørkets engel våger over os.
Mørkets engel går med glans
Til et lydtæppe fuldt af mystik og flydende, mørke toner, trådte Ethel Cain ind i sort silhuet omgivet af lysprismer, som et stærkt signal om, hvad der ventede Arena torsdag aften.
Det var som om, græsengen og efeu-rankerne på scenen lod en mørk rose vokse frem med associationer til kirkesang, og i skiftet mellem det bløde, melodiske udtryk og det tunge mørke, bas- og trommedrevne, kunne man blive i tvivl om, hvorvidt vi befandt os i kirkerummet eller blandt gravene på kirkegården.
Som Devilution beskrev i foromtalen, er musikken undertiden som en form for doom-metal i slowmotion, og særligt første halvdel af koncerten bød på en dræven langsomhed, hvor Ethel Cain på samme tid fremstod indadvendt og atmosfærisk med masser af luft på stemmen og på samme tid helt utrolig nærværende med sit publikum, som hun flere gange satte sig på hug og fik direkte øjenkontakt med.
Den første lange del af koncerten bestod især af lange, langsomme lydbilleder, som skabte en særlig indadvendt og meditativ stemning, hvor der blev taget fat om hjertekulen på publikum, som vuggede stille i takt. Der opstod mange muligheder for ’Poul Krebs-låsen’, men sigende for sammensætningen af publikum, så var det veninde til veninde.
Man mærker, at Ethel Cain har noget på sinde, og når man kender hendes baggrund som transkønnet kvinde, voksendiagnosticeret med autisme og fra et meget religiøst miljø, så kommer det ikke bag på nogen, for musikken emmer store dele af tiden af dybfølt smerte.
Det bliver især nærmest fysisk, da langsom tordenbuldren og gisp fylder Arena som et kirkerum med en langsom opbygning, som forløses, og ’Make It Stop’ klages ud og ender i et smertefuldt råb, som mest giver mindelser om ”Knokkelmanden” af Johannes V. Jensen og den rensende katarsis-effekt, der går som en bølge gennem publikum, da Knokkelmanden frembringer ”et bredt, rustent Bræg – Mma!”.
Publikum renses også på Roskilde, og Ethel Cain fremstår i sig selv som et kunstværk, når hun står i silhuet, som en mørk engel i prismelyset. En tydelig identifikationsfaktor for det unge, primært kvindelige publikum, som kan mærke klagesangen på indersiden.
Mod slutningen af koncerten stryges det dedikerede publikum yderligere med hårene med tre mere midtersøgende kærlighedssange som et perfekt soundtrack til den 20-åriges ulykkelige forelskelse, og da jeg står og overvejer, om Ethel Cain kan sammenlignes med, hvad Alanis Morissette var for os på 20 for 20 år siden, så finder hun mundharmonikaen frem, og svaret giver næsten sig selv.
Alt leveres med nærvær og stor musikalitet på Arena, men mod slutningen kunne man have ønsket sig tilbage til mørkets dyb fra koncertens begyndelse. Til gengæld varmes jeg ved at se de mange håbefulde smil bag de tårevædede kinder – livet kan være svært, men mørkets engel våger over os.