Beskidt orange triumf

Populær
Beskidt orange triumf

Orange Goblin overgik sig selv og leverede en uforglemmelig koncert på spillestedet Beta, der for andet år afholdt arrangementet Dirty Days of Summer.

Spillested
Dato
05-08-2013
Genre
Trackliste
1. Scorpionica
2. The Filthy & the Few
3. Made of Rats
4. Blue Snow
5. The Fog
6. Cozmo Bozo
7. Stand for Something
8. The Ballad of Solomon Eagle
9. Cities of Frost
10. Your World Will Hate This
11. Round Up the Horses
12. Some You Win, Some You Lose
13. Quincy the Pigboy
14. Red Tide Rising
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen (arkiv)
Karakter
5

Kroppen var knap nok kommet sig over årets Wacken Open Air, inden den mandag aften igen stod på kød og øl. Og hvem skulle have troet, at man slet ikke behøver tage til festival i Tyskland for at fange de store oplevelser, når Amager kan gøre det.

For andet år i streg lagde spillestedet Beta lokaler til arrangementet Dirty Days of Summer. Et glimrende initiativ, der forhåbentlig forbliver en fast tradition, hvor menuen står på billig grillet gris og kylling ledsaget af kolde fadøl til tonerne af høj rock og metal i en håndfuld timer inden koncerterne starter.

Solid dansk support

Orange Goblin var i år på programmet med en længe ventet koncert, som var deres første på dansk grund i mere end ti år. Det skulle vise sig at være ventetiden værd. Danske Doublestone stod for supporten, og det viste sig også at være en glimrende ide. Trioen viste fint format med blueset stener-rock, der tydeligt trak på forbilleder som alt fra Zeppelin, Sabbath og Purple, til nyere tids navne som Graveyard, Wolfmother og The Sword.

Lyden på Beta var – som så ofte – ganske perfekt, og det kom specielt frontmand og guitarist Bo Blonds rå stemme og smukt lydende Fender-guitar til gode. Flere guitarriffs lagde sig måske lige tæt nok op ad noget, de førnævnte navne har skruet sammen, men trioen spillede kompetent og overbevisende godt.

I de sidste par år er der dukket en række navne op af den danske undergrund, der formår at gøre sig i den her beskidte og psykedeliske stener-rock-genre på en ganske interessant måde. Navne, som blandt andre tæller Pet the Preacher, Fortress, Alabama Black Snakes og bestemt også Doublestone. Potentialet ulmer i musikken, så det er godt kun godt med den opmærksomhed, tjansen som support for større udenlandske navne giver.

Orange triumf

Beta var fyldt til bristepunktet med mennesker, da Orange Goblin gik på scenen. Guitarist Joe Hoare er fraværende under deres europæiske turné, så i stedet substituerede Neil Kingsbury, der normalt er frontmand i sludge-bandet Blackstorm. Det fik dog ingen betydning for koncerten, der fra start til slut var én lang triumf. Frontmand Ben Ward virkede ualmindeligt veloplagt og proklamerede inden første nummer, at ”It’s been ten fuckin’ years, let’s go crazy!” Og det var publikum i den grad klar til. ’The Big Black’s ’Scorpionica’ åbnede showet og satte en høj standard for, hvordan tung stener-doom skal eksekveres.

Niveauet blev holdt hele vejen gennem den timelange koncert, hvor Orange Goblin var hele diskografien rundt, undtagen debutskiven fra 1997. Lyden og volumen ramte præcist i solar plexus, og både band og publikum gik konstant til stålet.

Årets koncert

”This is where we start to lose it, Denmark” skreg Ward, inden ’Cities of Rust’ bød på stagediving og en seriøs omgang mosh-pitting. Musikken pumpede tungt, mens frontmanden skyllede bajere ned i svælget og tilfredsstillet betragtede publikummets flittige indsats.

Der herskede ingen tvivl om, at det her var én af aftener, hvor atmosfæren simpelthen var magisk. Ward forklarede også med sin dyriske rå stemme, at der ingen grund var til at forlade scenen og holde pause inden ekstranumrene. Koncerten fortsatte som et langt og heftigt knald, hvor klimakset opnåedes i ’Red Tide Rising’. Et koncertknald - årets bedste - der osede af pondus og autenticitet, og hvor alt ved showet smeltede sammen i en højere enhed, så livet sjældent har givet mere mening ude på lorteøen.