Dødsdømt i Parken

57DAFB65-FCAB-451F-BA13-8BEADAD26447-1941-000001F77AC12270
28D6047B-5AB0-4959-9BAD-CA8674FEFD9C-1941-000001F80483941D
9CAF6678-946A-47AD-A3E6-BDD2CD28F812-1941-000001F76F663CE5
433BCE9B-338D-4B5A-8D50-441C203F8EC5-1941-000001F75B474628
316CED03-9CB1-40F2-AEAE-0105DF4C135A-1941-000001F85E4B2BE2
8D2A9D76-7D20-4EC8-9BFA-3B4DD07FAACA-1941-000001F84BBA6265
D91F97D4-CB13-4B8B-8C8F-F2B81037054C-1941-000001E690D82288
ED573521-83B9-4E29-8D53-FB89DDE6FC48-1941-000001E6F4327E2C

Ghost og norske Bokassa gjorde deres bedste for at få liv i et uinteresseret publikum i Parken, men den tamme begravelsesstemning og elendige helvedeslyd dræbte begge bands' indsats.

Kunstner
Titel
+ Bokassa
Spillested
Dato
11-07-2019
Trackliste
1. Rats
2. Absolution
3. Ritual
4. From the Pinnacle to the Pit
5. Faith
6. Cirice
7. Miasma
8. Year Zero
9. Mummy Dust
10. Dance Macabre
11. Square Hammer
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
2

Ghost var medrivende i mørket, da svenskerne gav midnatsmesse  på sidste års Copenhell. Den elskværdige gruppe havde også fået stukket de bedste kort på hånden i de optimale rammer på Refshaleøen.

I Parkens dagslys havde de kun fået tildelt Sorteper. Det eneste, der skræmte på Østerbro var den elendige lyd.

Tobias Forge gik ellers til den med vanligt overskud og charme, mens hans navnløse ghouls i baggrunden som altid bakkede deres master op med velspillet trofasthed. Hits som 'Rats' og 'From the Pinnacle to Pit' druknede i et miskmask af infernalsk bulder og støj fra trommerne og bassen. Forges vittige bemærkninger mellem numrene lød så utydelige, at han fra lang afstand på tribunerne sikkert kunnet have lignet en bugtalerdukke med en hånd oppe i sig fra en stangstiv gæst foran scenen. Men måske kunne de heldige Metallica-fans nede i snakepitten høre, hvad svenskeren sagde på sit engelsk med horror-accent. For resten af de tilstedeværende var det umuligt at tyde både talen imellem numrene og vokalen under numrene.

Lydhelvedet blev en anelse bedre under det tunge hit 'Cirice', og under den instrumentale 'Miasma' var det ligefør både keyboard og den hvidklædte gæstekardinals saxofonsolo gik anstændigt godt igennem højtalerne.

Den hvide kardinal forlod scenen, og den rødklædte Tobias Forge dukkede igen op på den, hvorefter svenskerne gik overbevisende til den med  'Year Zero'. De maksimalt 50 næver, der kom i vejret under  det fremragende nummer, viste alt om, at hvis publikum kendte Ghosts nyere hits, så kendte de åbenbart ikke til Ghosts materiale fra 2013.

'Mummy Dust' satte lidt mere liv i løjerne blandt publikum, men selv det stemningsfulde nummer og den geniale afslutter 'Square Hammer' kunne ikke redde festen fra begravelsesstemning og en koncert, der var dømt til at være en dødssejler fra starten.

Energiske nordmænd gjorde deres bedste

Der er solgt seks gange så mange billetter til Parken som Bokassa har likes på deres Facebook-side. Det må være overvældende for den norske trio, at Lars Ulrich har spottet dem som metalscenens nye darlings og aften efter aften spille på Europas største stadions foran alt imellem 50 til 70 tusinde mennesker. Dog havde nok kun små 15.000 indfundet sig på pladserne i Danmarks nationalarena, da nordmændene gik på scenen præcis 18.45.

Bokassa fyldte ikke meget på den gigantiske scene. Med deres minimale setup og uden levende billeder på storskærmene har de formentlig fremstået som tre små træmænd fra udsynet på Parkens bagerste tribunerækker.

Men hvad publikum måske manglede i øjnene, fik de serveret af støj i ørerne. Man forstår godt, hvorfor Metallicas trommeslager er faldet for Bokassa. Deres medrivende metal er som den seje blanding af Raised Fist møder Mastodon krydret med The Sword. De svedige riffs rykker godt i øregangene. Trioen gik til stålet allerede fra åbneren 'Last Night (Was A Real Massacre)' og tonsede energisk igennem i samtlige 30 minutter, de havde til rådighed. Særligt 'Walker Texas Danger' bed fra sig med nordisk vikingestyrke, og nummeret blev introduceret med ægte norsk humor, da frontmand og guitarist Jørn Kaarstad proklamerede, at danskerne havde brug for at få serveret noget heavy metal i stedet for at gå rundt og lytte til Safri Duo. Den vittige bemærkning var måske ti år forsinket, men Bokassa gjorde deres bedste for at leve op til udsagnet.

Selvom gruppen er udvalgt af Lars Ulrich og trioen helt sikkert er taknemlige for det, er det altid et utaknemmeligt job at varme op for Metallica. Det er en tjans, hvor lyden er på halvt blus, og i det her tilfælde også med et totalt utydeligt lydmiks. Kaarstads vokal var sløret som de åbenlyst første stive gæsters berusede syn. Trommerne og bassens bulder og støj dræbte de mange ellers solide melodier i musikken. Men sådan er vilkårene, når man varmer op for Metallica og så endda står på scenen i den berygtede betonbygning på Østerbro. Men på et mindre spilletsted i landet var det tydeligt, at den energiske gruppe nok skal få revanche, når vi ser dem igen herhjemme.