Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Copenhell 23: Søvndyssende spøgelser

Populær
Updated
23311B15-3F81-49EB-BE37-DC8123905C55-79752-00000D01E7352CBC

Der var mere teater end torden, da Ghost forsøgte at kede Copenhell ihjel. Eneste formildende omstændighed var, at det kun varede en time.

Kunstner
Dato
17-06-2023
Genre
Koncertarrangør
Karakter
2

Der er hovednavne og så er der bands, der gerne vil være hovednavne. Svenske Ghost beviste lørdag aften på Helviti, at de hører blandt de sidstnævnte. Det er efterhånden mange år siden, vi har kunnet få pulsen op over Ghost på en scene og denne aften på Copenhell skriver sig blot i rækken af mange, hvor man var ved at falde i søvn undervejs.

De gik ellers på præcis kl. 18.00 og lagde ud med 'Kaisarion' og derefter 'Rats'. Der var lidt tyngde i guitaren og de navnløse spøgelser tordnede rundt med deres instrumenter og lignede rumdykkere med deres nye masker.

Men luften gik hurtigt ud af de masker. Da Tobias Forge sætter i 'Spillways' lyder han som Alice Cooper og man skulle tro, Forge havde nået samme alder. For trods kostume med flagermusevinger, så er der intet, der er på vej mod himlen. Musikken leveres i adstadigt tempo og publikum ville hellere snakke med hinanden end følge med i teksterne.

Så kunne Forge prøve at tage høj hat og briller på til 'Watcher in the Sky', men det blev det ikke bedre af. Tværtimod. Teateret blev udstillet, og selvom han skiftede til kjole og pavehat i den klassiske 'Year Zero', så kom der også kun et stort nul ud af den forestilling.

Højdepunktet blev mere, at arrangørerne hos Copenhell valgte at tømme gasflaskerne med høje flammer og så kunne publikum varme sig lidt ved det, nu hvor musikken var kold og ligegyldig.  Forsangeren fortsætter med at skifte kostumer og kommer ud med glitterjakke og til 'Mummy Dust' blev der pustet konfetti udover publikum. 

Forge spurgte 'Did you feel that?'

Nej, det gjorde vi ikke. Ingenting. Det skulle lige være øjenlågene, der igen sank nedad for at undgå at overvære mere. Heldigvis reddede Ghost os ved kun at spille 'Kiss the Go-Goat', 'Dance Macabre' og lukkede derefter ned med 'Square Hammer'. For ligesom at nagle pointen fast. Det her gad de ikke engang selv. Ghost gik af scenen efter præcis en times koncert. 

Det er muligt Copenhell kun har købt en time, men uanset hvad, så er det også eneste årsag til, at koncerten får karakteren 2. Havde Ghost trukket elendighederne ud til 75 eller 90 minutter, så var det jo kun blevet værre. Så tak for ikke at trække det i langdrag. Lad der bare gå lang tid før de svenske spøgelser går igen.