God koncert. Dårlig lyd

God koncert. Dårlig lyd

Trods dårlig lyd under størstedelen af koncerten leverede Kvelertak nok en gang en forbilledlig koncert sent torsdag aften på Avalon.

Kunstner
Dato
30-06-2016
Genre
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
3

Vi indleder lige med lidt galde. For hvorfor i hede hule helvede skal det tage en lydmand på den gode side af 45 minutter for at få lavet ganske simple rettelser, for at vi, der af taktiske årsager havde placeret os i, hvad der skulle have været "the sweet spot", kunne få bare hæderlig lyd. Hvis han så bare var faldet i søvn. Det var imidlertid ikke tilfældet. Der blev i hvert fald kæmpet med et eller andet, som blev prioriteret over det generelle lydbillede, for i et splitsekund i midten i koncerten overdøvede den ene af de tre guitarister resten af lydbilledet. Vi skulle helt hen omkring 'Svartmesse', før det var nogenlunde klart, hvad der skete oppe på scenen. Og når man samtidig efter 6-7 koncerter med Kvelertak ved, hvor fantastisk det kan lyde, eksempelvis på Arena i 2013, er det både ærgerligt og ødelæggende, at musikkens mange lag og detaljer ikke kommer til deres ret.

Hvorom alting var ...
... og er, åbnede Kvelertak med 'Dendrofil for Yggdrasil' – et nummer, jeg til dato ikke rigtig forstår – og det stuvende fulde telt ved Avalon var i gang. Herpå fulgte førstesinglen fra 'Nattesferd', '1985', men det var først med 'Mjød' fra debutpladen, at der kom kog på kedlerne. Undervejs i sættet kogte det mere og mere, og en gruppe opgav at nå helt frem til den forreste pit og begyndte at moshe midt i teltet. Fremragende.

Fra scenen kom den vanlige energi fra det seks mand høje orkester. Sceneshowet har ikke ændret sig synderligt de sidste 5-6 år. Som videoklippet nedenfor imidlertid viser, er der absolut heller ingen grund til at reparere på noget som helst. Hele teltet var med fra start til slut. Sættet toppede med sange som ‘Blodtørst’, ‘Evig Vandrar’, ‘Svartmesse’ og ‘Bruane Brenn’. Men hvorfor deres mest ligegyldige og let spiselige punkrocksang ‘Kvelertak’ partout skal være afslutningsnummeret, begriber jeg stadig ikke.

Summa sumarum: Kvelertak (vel)spillede nok en gang en energisk og medrivende koncert, som mange sent vil glemme. For mig var det desværre det skæmmende lydarbejde, der blev uforglemmeligt. Jeg er derfor nødt til at tage til en Kvelertak-koncert snarest for at få vasket den lydmæssige skamplet af mig.