Med troen på det seje

_U3D7499
_U3D7535
_U3D7491
_U3D7575
_U3D7602
_U3D7679
_U3D7737
_U3D7744

Hammerfall brugte et udsolgt Pumpehuset til at bevise for publikum og opvarmningsband, at de har en særlig klasse inden for nyere klassisk heavy metal.

Kunstner
Spillested
Dato
19-10-2018
Koncertarrangør
Fotograf
Jannie Ravn Madsen
Forfatter
Karakter
4

Opvarmningsband udstillet
Hammerfall havde medbragt finsk-brasilianske Armored Dawn til Pumpehuset fredag aften, og det var en klog disposition, hvis svenskernes formål var at bevise, hvorfor de er overlegne inden for kraftfuld oldschool heavy metal.
 
Ikke fordi opvarmningsbandet ikke kunne spille eller skrive sange, men når der skal synges om drager og sværd, kræver det enten selvironi eller troen på sagen. Og det seks mand store band magtede ingen af delene. 

Det blev bare lidt ømt, når et sværd kom på scenen, og forsangeren reelt ikke vidste, hvordan man ser ser ud med en skarp klinge, eller når han på sin kantede facon holdt mikrofonen som en hotdog med det hele i et forsøg på at udstråle mystik/maskulintet eller noget helt tredje, der heller ikke blev udtrykt. 

Men folk var mødt talrigt op fra start, og derfor kom den gode stemning, så snart bandet nåede til balladen ‘Sail Away’, som selv den tonedøveste idiot ikke kunne undgå at lære omkvædet på efter første lytning. Desværre lidt sent, men man fornemmede, at der måske var et vist potentiale i sekstetten.  Dermed lykkedes den del af opgaven, der gik på at gøre publikum klar til fællessang – hvilket er essentielt, når Hammerfall går på scenen. 

Svenskernes overlegenhed
Svenskerne er ved at være i slutningen af en omtrent to år lang turne for deres seneste album ‘Build to Last’, der som alle deres hidtidige album er et stilsikkert ridt i pumpende riffs, flænsende omkvæd og twin-guitarer – og som ikke skiller sig væsentligt ud fra bagkataloget. 

Men hvis man på den baggrund skulle have bange anelser om lidt turtræthed, så blev de straks gjort til skamme. Det 21 år gamle band var toptændte og klar til at servere enhver kliche med indlevelse. For det er det, Hammerfall kan bedre end noget andet band i genren. De ved, at synkronheadbanging såvel som synkronsving med guitarerne virker, og de gør det ikke med den der danske selvironi, som ofte skæmmer bands på vores hjemlige scene. Hammerfall gør det, fordi det ser sejt ud, og derfor har de ret. 

Derfor kan bandstifter Oscar Dronjak spille på en guitar formet som Thors hammer – helt uden at det virker idiotisk. De tror selv på, at det er sejt, og af samme grund overtrumfer og ydmyger de totalt opvarmningsbandet og dets sværdsvingere. 

At kvintetten kan gøre det så overlegent, hænger naturligvis også sammen med de sange, som de kan sætte på sætlisten. Hver en sang Hammerfall har skrevet, har været igennem den store heavy metal-titel-generator og rummer mindst et sejt ord, der egner sig fortrinligt til fællessang. Det, som Armored Dawn gjorde én gang, kunne hovednavnet hver gang – bare bedre. 

Numre som ‘Let the Hammer Fall’, 'Any Means Necessary’ og storhittet ‘Hearts on Fire’ sidder hver gang, men også fra de seneste album blev der spillet et par solide træffere. Og der var intet unødigt fyld – Joachim Cans havde afsat præcis 40 sekunder til, at leadguitarist Pontus Norgren kunne brillere med tekniske driblerier, og det var forbilledligt og eksemplarisk i en stram sætliste.  
Dertil hørte, at Hammerfall spillede hamrende godt (bemærk det kække ordspil, der kun skal ses som en hyldest), Cans sang lækkert, og lydmanden havde skabt en klar og veldefineret lyd i det altid intime Pumpehuset. 

Så da Hammerfall nåede til koncertens finale, og de skulle bevise, at deres hjerter stadig brænder for metallen, blev hovedet sat på sømmet, og svenskerne trak sig sejrrigt ud (bemærk anmeldelsens andet kække ordspil, der har samme funktion som det første)