Copenhell 26: Hil Satan og bajerrock
Håndgemeng gjorde præcis, hvad de var booket ind til: satte gang i tredjedagen med deres tunge, groovy rock og fik morgenpilsen til at glide lettere ned.
Horse Named Death
Satanic Panic Attack
Down Below
Apocalypse Rock
Earthwoman
The Sundrinker
Medieval Knievel
Der er noget befriende uforfalsket over Håndgemeng. Kvintetten fra Oslo byder på doom'n'roll af den tunge, groovy og fuzzdrevne skole uden større omsvøb – beskidt, fandenivoldsk og med et glimt i øjet, der gør det svært ikke at lade sig rive med. Musikalsk et sted mellem de hedengangne landsmænd fra Kvelertaks bøllede rock'n'roll og danske Katlas sejlivede tyngde, men med deres egen uhøjtidelige charme i behold.
Fremmødet foran scenen er pænt sløjt, men tidspunktet spiller heller ikke bandet nogen tjenester. Klokken er blot 12.30 på festivalens tredjedag, og Håndgemeng er ikke ligefrem et navn, som så mange prioriterer at tage tidligt ud af døren for. Den lange kø uden for pladsen har bestemt heller ikke hjulpet, men det ændrer dog ikke på, at de fem nordmænd går til opgaven med en smittende energi. Backdroppet er ikke just overvældende og vidner om et band, der bestemt er vant til mindre scener, mens de åbne denimveste, ølmaver, tatoveringer og slaskede svenskergarn fuldender det herligt usoignerede udtryk.
Forsangeren har tilsyneladende fået en finger skadet blot en time før koncerten, og er godt pakket ind, men det skal nu ikke begrænse ham på nogen måde. Tværtimod leveres sættet med samme kompromisløse attitude, som om intet var hændt.
Koncertens største udfordring er dog sangmaterialet. Numrene flyder lidt for ofte sammen, med langt hovedvægten på sidste års ‘Satanic Panic Attack’, og det kan være svært at skelne det ene riff fra det næste. Til gengæld er det præcis den slags ubesværet, uforpligtende bajerrock, der fungerer perfekt midt på dagen, når kroppen lige skal vækkes til live igen.
Afslutningsvis løfter oplevelsen sig et hak. Den groovy ‘The Sundrinker’ rammer plet med stoner-pulsen godt cruisende derudaf, inden bandet sender publikum videre væk fra skyggen på de forreste rækker og ud på pladsen med den festlige ‘Medieval Knievel’, hvor "Hail Satan"-mantraet får et skævt smil frem hos os alle.
Håndgemeng revolutionerer ikke genren, men de leverer præcis det, de lover: no bullshit doom'n'roll med masser af charme, tunge riffs og et bredt smil gemt bag skæg, øl og læder. Det er måske ikke en koncert, man vil huske resten af livet – men som soundtrack til en tidlig Copenhell-fredag fungerede den upåklageligt.