Herlig retrometal

Populær
Herlig retrometal

Iron Angel er ikke originale på nogen som helst måde. Men de kan levere metalvaren og sætte en fest i gang. Det gjorde bandet også på årets Metal Magic Festival.

Kunstner
Dato
09-07-2016
Karakter
4

Iron Angel har deres rødder i den tyske 80’er-metalgrøde bestående af traditionel heavy metal tilsat en ordentlig grydeskefuld tysker-speed metal.

Bandet udgav to album i 80’erne. I 1985 udkom debuten ’Hellish Crossfire’, og året efter fulgte ’Winds of War’. Bandet stoppede i 1987, men var gendannet i begyndelsen af 00’erne, uden at det dog resulterede i nye udgivelser udover lidt demo og genudgivelse.

Fra 2014 er bandet imidlertid gendannet. Der er godt nok ikke rigtig tale om nogen egentlig gendannelse, da det alene er Iron Angels sanger Dirk Schröder, der har samlet en række andre musikere under navnet Iron Angel.
Det nye Iron Angel har endnu ikke udgivet nyt. Men hvis bandet bliver ved med at have den energi, der blev lagt for dagen i Fredericia til årets Metal Magic Festival, så burde der være mulighed for, at et eller andet selskab vil tage dem under vingerne.

Iron Angel ville festen
Fra første anslag var der i den grad dømt METAL. Dirk Schröder er en fin metal-frontmand. Han lyder til tider som legendariske Udo Dirkschneider. Ikke nok med, at han til tider lyder som Udo, han ligner ham faktisk også temmelig meget i ansigtsudtrykket, når han fyrer den af på scenen.

Og selv om Iron Angel er i den speedy ende af metalskalaen, så er der da bestemt også klare inspirationer fra netop Udos oprindelige band Accept såvel som fra bands som Judas Priest og fra de britiske NWOBHM-bands.

Dirk Schröder ville have fest på MMF. Han opildnede konstant publikum til metalfesten, og han blev godt hjulpet af et velspillende band. Her var der ikke mindst gang i bassisten Didy Mackel, der viste stort showmanship på bassen med at vende bassen i alle mulige og umulige stillinger og angribe gribebrættet med overhåndsgreb.

Iron Angels musik hører klart fortiden til. Men en gang imellem er det herligt forløsende at genopleve den uprætentiøse tilgang, der var til metallen og kontakten mellem band og publikum, som den også var for 30 år siden.