Hvis lyset ta'r os
Populær
Ulvene hylede for alvor mod månen, da Wolves in the Throne Room og Wolvserpent leverede hver sin specielle mørke vare på et udsolgt Beta.
"No flash photography". De opsatte A4-ark med opfordringen til at indstille blitzkrigen var egentlig helt, hvad man kunne forvente fra Wolves in the Throne Room og bandets tourfæller i Wolvserpent. Begge bands er ganske fokuserede på det kunstneriske og den tanke, at det er musikken som skal male billederne på nethinden. Det skal ikke ske via et fancy lysshow.
Nærmest på minuttet for den annoncerede koncertstart stod den lille duo Wolvserpent på scenen. Bag trommesættet satte Brittany McConnel sig, mens Blake Green tog pladsen foran og gjorde den samplede musik klar, og stemte guitaren. Musikken, som gik i gang, var dyster og mørk, og selvom de samplede synths var ensformige, så var de vigtige for den stemning, som musikken smukt frembragte.
"Cinematic Western Chamber Doom" er duoens musik blevet kaldt, og med en henvisning til kammermusikken, så stod Brittany også lejlighedsvist for elektrisk violin, selvom dette blev lige langt nok i et meget langt og monotont stykke med violinen og samplede synth. Andre steder formåede bandet fornemt at fremmane en nærmest hypnotisk og transcenderende lyd, hvortil den raspende vokal var overordentlig passende.
Wolvserpent var et spændende bekendtskab, som i det stærkt begrænsede scenelys, havde sine lyspunkter, men andre steder var det sært og indadvendt, så det blev lige langtrukkent nok. Og visse af de langtrukne dele undrede man sig over skulle prioriteres i et så kort show.
Levende lys og røgelse
Som det var tilfældet, da Wolves in the Throne Room spillede på Loppen sidste år, så var det igen noget med levende lys og kun en svag belysning af bannerne i scenens sider. Meget stemningsfuldt. I forhold til nævnte koncert var de mange små lys på scenegulvet erstattet af nogle færre, men større petroleumslamper. Det gjorde koncerten endnu mørkere end i tilfældet på Loppen. Røgmaskinen var flittigt i brug, og der kom derfor under showet til at lugte på skift af "disco-røgen" og så den røgelse, som blev brændt af, præcis som det hører sig til for de amerikanske ulve i aktion.
De små dioder på guitaren for at lyse gribebrættet op må siges, at være det eneste i set-uppet, som ikke var helt så gennemtænkt i forhold til det resterende enkle, men virkningsfulde scenarie. Dette samt savnet af lidt bund i musikken - en bassist i bandet havde været på sin plads - må blive Wolves in the Throne Rooms eneste kritik for dette show.
For resten af koncerten var virkelig fantastisk. Det var umuligt ikke at synke dybt ind i trommernes insisterende puls og guitarernes hurtige fræs, som skabte seje melodier i den vilde støj. Der var virkeligt godt gang i den, selvom bandet på ingen måde forsøgte at opildne publikum til noget som helst. Udover den hæse/skrigende vokal, så var det musikken som helhed, der talte og den kunne sagtens holde showet kørende uden alskens dikkedarer.
Der blev kun plads til et spagt "thank you" til sidst, for hyggesnak var ligeså sparsomt som antallet af lux i Betas sal. Men facaden og den nøje opbyggede illusion blev dog brudt lidt, og fans fik lov til at trykke næver med de seje amerikanere, som godt kunne trække et smil frem i benovelse over den meget varme respons, der havde været fra publikum under hele koncerten.
Et farvel?
Det siges, at den tour som Wolves in the Throne Room er i gang med bliver den sidste, fordi bandets kreative vision er opnået (jf. interview i Terrorizer, september 2011). Og skulle det så blive sådan, så kan man ikke være ked af den afsked bandet gav til Danmark.