Punk-ånd i behold på udebane
Iggy Pop kørte stilen med beskidt attitude og rå nerve på en festival, der skortede på samme, og vandt hjerter på Stooges-klassikere og smagen af evig ungdom.
Five Foot One
TV Eye (The Stooges)
Modern Day Ripoff
Raw Power (The Stooges)
Gimme Danger (The Stooges)
The Passenger
Lust For Life
Death Trip (The Stooges)
I'm Sick of You (The Stooges)
I Wanna Be Your Dog (The Stooges)
Search and Destroy (The Stooges)
---------------
Mass Production
Down on the Street (The Stooges)
Loose (The Stooges)
Det er efterhånden 19 år siden, jeg sidst så Iggy Pop, ledsaget af de dengang nyligt gendannede Stooges på Roskilde Festival.
Seks år efter min barndomsven og jeg sad med vores ghettoblaster samme sted og varmede op til et show med Iggy på egen hånd med 'Raw Power' og 'Fun House'-pladerne, fordi vi jo næppe ville få ret meget at høre fra de spæde punkrødder i Detroit – men hvor han helt mod forventningen primært fokuserede på netop de skarpe skud fra The Stooges-dagene.
Med et af hans bedste albums i hele solokarrieren i baghånden, i form af den aktuelle 'Every Loser', er forhåbningen, at han vil tage mere udgangspunkt i sin egen karriere – uagtet hvor meget man end må respektere ham for at sætte dagsordenen for punkens udvikling dengang i de tidlige 70ere. Ungdommens vildskab fortager sig da heller ikke, som han entrerer scenen efter sin syv mand stærke backinggruppe, iført sorte bukser og en lædervest, der kun får lov at blive på den hærgede overkrop 10 minutter ind i sættet. De, for Iggys vedkommende, velkendte stønnelyde i den indledende 'Five Foot One' flankeres af lækre basforløb og truttende trompeter, der begge dele bliver gennemgående elementer i koncerten, som den skrider frem – men hvor er guitaren? En problematik, som kun bliver mere alarmerende i 'TV Eye', der er så guitardreven, at det er kritisk at tage den så meget ud af ligningen. Den er i hvert fald ikke hørbar oppe foran, så om den kun bliver tilstrækkeligt tilgodeset for pøblen bag monitorerne længere tilbage på Søndermarken, må stå hen i det uvisse. 'Gimme Danger' lyder fx så off pga. guitarens fravær, at jeg tager det for at være en sloppy udgave af 1993-bangeren 'Wild America', indtil teksten tydeliggør, at vi stadig er i Stooges-land, og det tager tre kvarter, før lydmanden får rettet til under en sejlivet udgave af 'Death Trip'. En sjusket omstændighed, der dårligt kan lastes de udførende musikere, men nok snarere bunder i at finde sted på en hip festival, der har alt andet end rockens pulserende rødder på dagsordenen.
Det begrænser dog på ingen måde herren i front, der stadig i den modne alder af 76 år drøner rundt på scenen med al den rå attitude, han har levet højt på gennem årene. Om det er hoften eller det venstre ben, der gør hans gang lidt aparte, er for så vidt ligegyldigt, for vi er vidne til en ildsjæl, der ikke lader slige skavanker styre ham, mens han vrider sig i kæder i hjørnerne af scenen eller dekorerer gulvet med potente klatter spyt og snot, fordi netop han kan tillade sig den slags. Som da han under 'Raw Power' peger en dame ud på forreste række med støvlen fremme og vrænger linien ”Get up baby and kiss my feet”, eller da han i 'I Wanna Be Your Dog' lader rytmesektionens primitive fundament tale sin egen sag, mens han foran storskærmen trækker ned i bukserne og lufter den ene balle. 
Provokatøren lever videre i bedste velgående, men det samme gør desværre også den manglende tiltro til egen solokarriere. Måske det bare er den side, han prioriterer på festivalshows, hvor flere ikke er bekendte med hans bedrifter, men ikke så meget som eet eneste nummer i årrækken mellem 1979 og 2023 bliver det til, og selvom han trods alt spiller den fremragende 'Modern Day Ripoff', så bliver det så tidligt i sættet, at rytmesektionen fortsat er helt fejlkalkuleret i lydbilledet, og de rablende skørheder bliver gemt til encoren. At tilgodese så fremragende en ny udgivelse med blot det ene nummer, og ellers køre den hjem på Stooges-hits over halvdelen af tiden, kan undre, men omvendt skal man være upassende trodsig for ikke også at nyde, når fx han hiver fremragende takes på 'Loose' og hvad han præsenterer som sin personlige favorit fra band-tiden 'I'm Sick of You' op af hatten. 'The Passenger' sikrer den lallede fællessang, og det letgenkendelige trommebeat fra 'Lust for Life' sætter midlertidigt danseaktiviteten i gang blandt de forreste rækker, men mest overbevisende er det nu engang, når afskygninger af den unge Iggy står tydeligst. Som da han i førnævnte, fræsende udgave af 'Death Trip' står ude på yderste tip af scenen opkørt med blanke øjne, lige som vi ser ham på de begrænsede live-optagelser fra over 50 år tilbage, rå og farlig.
Det kan godt være, at han på 'Every Loser' anerkender, at alderen har sat sit præg, men når vi ser ham her på Søndermarken, så ligger ungdommens nerve stadig stærkt indlejret i hans personlighed. At han så rent fysisk er begrænset af bentøjet ændrer gudskelov ikke på, hvor karismatisk en performer han stadig er her i karrierens efterår – hvor synd det så end er, at hans musikere må tage til takke med så blodfattigt et lydbillede over halvdelen af koncerten.
Får jeg chancen for at se ham en sidste gang, så vil jeg dog prioritere et soloshow udenfor festival-regi, så der forhåbentlig er lidt bedre chance for også at opleve nogen af de perler, han har bedrevet på egen hånd – uden Asheton-brødrene som sine sidekicks.