Fyldt med gnister i den aldrende læderhudspunker
”Every loser needs a bit of joy” lyder det selvironisk fra Iggy Pop på hans 19. studiealbum – fornøjelsen er helt på vores side.
2. Strung Out Johnny
3. New Atlantis
4. Modern Day Rippoff
5. Morning Show
6. The News for Andy (interlude)
7. Neo Punk
8. All the Way Down
9. Comments
10. My Animus (interlude)
11. The Regency
Citatet, som også lægger navn til pladen, er egentlig taget ud af teksten til Facebook-kritiske 'Comments', hvor alle og enhver kan få deres 15 sekunders opmærksomhed på at skrive en kæk kommentar. En hyldest til det billige SoMe-grin, hvor Pop også i broen får flettet sin egen distance til fænomenet subtilt ind med linien ”The problem with life is, that it stops – hey you kids!”
Et glimrende eksempel på, hvor 'Every Loser' står 55 år inde i karrieren for James Osterberg, som er hans borgerlige navn.. En produktiv herre, der i de bredere kredse hyppigst fremhæves for de tidlige bedrifter med protopunkede The Stooges og samarbejdet med Bowie på de første solo-udgivelser. Selvom stofferne og de selvdestruktive eskapader for længst er fortid, har hans trodsige udtryk dog ikke fortaget sig på kunstnerisk vis med årene. Nogle gange i mere traditionelt rockede afgreninger som fx Stooges-gendannelsen på 2013s 'Ready to Die' eller den forrygende 'American Ceaesar' (1993), andre gange med helt andre indflydelser som fx den meget oversete New Orleans-jazzede 'Preliminaires' (2009) eller den forrige, usædvanligt drømmende og introspektive 'Free' (2019).
Ovenpå 'Free' er posen blevet rystet gevaldigt på 'Every Loser', hvor han er ledsaget af backingbandet The Losers inklusiv velkendte kræfter som Duff McKagan (Guns n Roses), Chad Smith og Josh Klinghoffer (begge Red Hot Chili Peppers), Stone Gossard (Pearl Jam) og nu afdøde Taylor Hawkins (Foo Fighters). Den væsentligste ingrediens i denne ombæring er dog producer Andrew Watt, der, ud over at bidrage til instrumenteringen på hele pladen, også er en navnkundig herre for blandt andet at have arbejdet med Ed Sheeran, Miley Cyrus og Justin Bieber, for ej at forglemme de seneste bedrifter fra Ozzy. Watt er, ikke ulig Rick Rubin, den type producer, der søger at få det mest autentiske udtryk frem i de kunstnere han arbejder med, og gør denne brede brug af gæstemusikere til en del af netop det at få det bedste frem i den Iggy Pop, vi alle kender. En proces, det lykkes ham overraskende godt på en plade, der både kommer vidt omkring i Pops udtryk, men som også samler noget af det bedste materiale, han har udgivet i, om ikke andet, så i hvert fald de sidste 30 år.
”Got a dick and two balls, that’s more than you all” lyder det fra første linie i den fuldfede åbner 'Frenzy'. En ligefrem rocker fyldt med bandeord og rå attitude for ligesom at sætte tonen, inden Watt selv lægger bas til den New Order-klingende 'Strung Out Johnny'. 'New Atlantis' er Pops hyldest til sin nuværende hjemby Miami - ”A beautiful whore of a city”, pakket ind i sommerlig earcandy, hvor Watts erfaring som popproducer i stor stil sætter sit aftryk til Pops fordel. Efterfølgende er det umådeligt svært at stå for den rablende og fræsende 'Modern Day Ripoff', hvor Pop ironiserer over det svære i at holde festgenet kørende, når man er rundet de 75 år, som fx i den herlige linie “I ran out of blow a long time ago, I can't smoke a J or my guts fly away”, inden han bevæger sig helt ud i drugged-out, kaglende galskab i nummerets afrundende fase.
Pladen lykkes på den måde med både at fremhæve den rockede gnist, den skarpe lyrik og de mere melodiske kvaliteter, der i perioder er kommet med mere spredt mellemrum end andre. Watt får det bedste frem i Pop, lige fra førnævnte, catchy synth-rocker 'Comments' til 'Neo Punk', hvor han ledsaget af Travis Barker (Blink-182) ironiserer over, hvad punkkulturen er blevet til, siden han var med til at lægge grundstenene med vers som:
”Got a custom Rolls 'n' Royce, got a spot on The Voice, old ladies cum when I flash my junk, I'm a hunky Gucci-model neo punk.”
Selvom 'Morning Show', bag teksten om at nedtone rynker til alverdens svar på Godmorgen Danmark, prøver at matche samme luftige sommertone som 'New Atlantis', og den afrundende 'The Regency' bedst lykkes med refrænet om at fucke regensen op og netop det at runde pladen af på mere afdæmpet vis, så har pladen dog rigeligt med andre, stærkere kvaliteter. Ikke mindst, hvis du har et soft spot for Pops grovere, lyriske side, og du har savnet en plade, der forener hans punkede og melodiske kvaliteter uden de kompromitterer hinanden.
'Every Loser' er uden tvivl den bedste produktion jeg endnu har hørt fra Andrew Watt, der netop får Iggy Pop til at lyde som den Pop, vi elsker bedst – med masser af gnister, sarkasme og rå attitude uden at lade, som om han er yngre, end han er. Iggy Pop bekræfter her, at man stadig kan både føle punken syde og have masser på hjerte i livets efterår, og det i sig selv, koblet med den stærke sangskrivning, gør 'Every Loser' til en af de bedste udgivelser i hele solodiskografien – og en værdig afrunding på karrieren, hvis det (forhåbentlig ikke) ender så vidt.