Copenhell 2013: Halvtamme flammer

Copenhell 2013: Halvtamme flammer

Uden at være decideret skuffende stod In Flames for en lidt kedelig dag på det melodiske dødskontor. 

Kunstner
Dato
14-06-2013
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
3

In Flames har efterhånden nået en status i metalverdenen som et af de helt stor bands lige et nøk under de allerstørste. Helt klart fortjent, når man tænker på, hvor mange hits de har kastet om sig, og hvor gode de kan være live. Dermed har de også en vis forpligtelse, når de står næsten øverst på plakaten og har fået et ret godt tidspunkt.

Men første skuffelse var lyden. Som det desværre var tilfældet ved alt for mange koncerter på dette års Copenhell, blæste sammenhængen mellem instrumenterne væk, og de fremstod som et større rod af miskmask, der kun i perioder gav større mening. Til In Flames var det dog meget afhængigt af, hvor man placerede sig. Således kunne man et stykke bagud og til venstre for scenen opleve et formålsløst virvar, hvorimod samme sted til højre gav betydeligt mere mening, og lige foran var det ligefrem hæderligt. Dog uden at være, som man bør kunne forlange at et stort band på en stor scene, hvor udstyret naturligvis er i orden.

Af samme grund skulle man rimeligt tæt på, før svenskerne bed sig fast i publikum og leverede en medrivende koncert. Her kunne man fornemme professionalismen og den enorme erfaring, som bandet har, men trods de store smil føltes det også, som om rutinen spillede for meget ind og ikke gav plads til de vilde udskejelser.

Der manglede i hvert fald det særligt indlevende, som til tider gør In Flames til et vedkommende og indlevende band, der kan levere et orgie af vellyd i den stærke blanding af brutalitet i riffs og vokal, og så det ekstremt catchy, der tangerer pop i støjende indpakning. Selv midt i de træfsikre hits som 'Drifter' og 'Take This Life', og den megen fællessang til trods, blev koncerten en kedelig affære, når den var set på afstand, og selvom det altså blev bedre tæt på scenen, var det stadig kun godkendt, men heller ikke mere end det. Man ventede på sine favoritnumre, nød dem, men gik også derfra med en følelse af, at det kunne være blevet til langt mere.