Intenst stjernestøv
Populær
Farflung har muligvis ikke opfundet den mest originale spacerock, men de har stadigvæk succes med at levere den, ikke mindst live.
Det spacerockende, neopsykedeliske vestkystband, Farflung, havde fået fornøjelsen af at spille i det såkaldte Green Room, der har Roadburns næstmindste scene, som ikke desto mindre også er festivalens næstbedste. Modsat festivalens mindste scene, den charmerende men evigt crowded Batcave, bliver der nemt en ganske særlig stemning i Green Rooms tætte, kubistiske lokale.
Tilrøget lir
Der var dog ikke meget sødt over Farflungs kraftskud af en rockkoncert, der til tider tenderede på én gang at være en både ubehagelig og imødekommende sonisk voldtægt, så højt var det. Ubehagelig, fordi det gjorde ondt, imødekommende, fordi det lød pissefedt. Med en god blanding af Hawkwind, en melodiøs tilgang til psychrocken og selvfølgelig en god portion synthflader, var der nu også tilpas meget lir, der blev spyttet ud af højtalerne, til at blæse Roadburn publikummets tilrøgede øregange omkuld.
Indlevelse og overskud
Fra start af stod det skrevet med stjernestøv, at det skulle blive en af de mere dansevenlige koncerter, og at den skulle blive leveret med seriøs indlevelse og imponerende overskud, opdagede man også allerede under sætlistens første nummer, 'Unborn Planet', hentet fra 'A Wound in Eternity' (2008).
Placeret forrest på midten af scenen havde synthkontrollør og sanger Tommy Grenas publikums opmærksomhed med sikker overbevisning. Kombineret med åbningssangens musikalsk drive, der nærmest hører stadionkoncerterne til, havde Grenas’ intense personlighed en ubestemthed, der ligesom gjorde indlevelsen dét mere vild at være en del af.
Seriøse sange
Sætlisten kom blandt andet også omkring bandets vel største hit til dato, 'Endless Drifting Wreck', hentet fra samme førnævnte plade og i øvrigt leveret med en forbandet cool attitude, ligesom sætlisten også kom igennem den forrygende lukker, 'R-Complex'.
Farflung kan vel kaldes en slags undergrundens Primal Scream dog med en tydeligere forkærlighed for 70’erne. De er velspillede som bare pokker, og de nærmest står og falder med deres klare dedikation til den musik, de spiller.
De er dog også et så seriøst liveband, at det tenderer det højpandede, som godt kunne lære at slippe tøjlerne en lille smule mere Måske bytte indædtheden ud med en dans? Under alle omstændigheder spillede de dog imponerende og med en lyd, der sad præcis, hvor den skulle.