Copenhell 26: Introverthed vs. solskin
Den introverte, mørkemelankolske metalcore fra svenske Imminence var ikke uinteressant, men gik skidt i spænd med sommersolskinnet og en alt for stor scene.
Svenske Imminence er endnu en repræsentant for den hyppigt forekommende "metalcore", der for særligt gamle metal-øren kan virke lidt generisk: mega-melodiøse melodilinjer og omkvæd skiftende til hårde, thrash-groovende temposkifts med growl og skrigeri i lange baner. Indimellem, eller måske i værste fald, mere skizoidt end afvekslende.
Svenske Imminence hører også til i denne stilistiske skole, men bandet indeholder også en markant mørkemelankolsk og symfonisk stemning i frontmand Eddie Bergs følsomme passagerer med sin violin. Det giver selvfølgelig Imminence et helt særligt element, hvilket vi også tydeligt kunne høre det fredag eftermiddag på Copenhell.
Undervejs slog det mig, hvilke forskellige bandreferencer, man kunne hive ud af det her, hvis man skulle gøre sine musikvenner nysgerrige. Jeg nåede eksempelvis at tænke både Paradise Lost, My Dying Bride, Blazing Eternity, Killswitch Engage, Feat Factory og... flere endnu, faktisk. Muligvis noget associationsmæssigt nonsens, men det var nu en gang, disse associationer jeg blandt andet fik i løbet af Imminence-koncerten.
Man kan faktisk nok få noget tilpas spændende ud af det 100% sortklædte Imminence, hvis man lader sig suge ind i bandets pro-dunkle stemning, men på Copenhell blev det noget vanskeliggjort af det super-solbeskinnede, midsommerlige vejrlig, og af at bandet var tildelt en lidt for stor scene, de næstestørste Hades.
Eddie Berg, forsøgte sig med et par engelsksprogede henvendelser til publikum, hvilket virkede ret latterligt, når nu en stor del af de tilstedeværende var svenske Copenhell-deltagere og manden kommer lige ovre fra Trelleborg! Seriøst, Eddie, øver du dig allerede nu på turen til Madison Square Garden?
Alt i alt virkede han og bandet for distanceret til at føre dette show op i nærheden af noget mindeværdigt. Som nævnt var konteksten scenetid- og placering også kontraproduktiv.

