Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Japansk attitude

Populær
Updated
Japansk attitude

Titel
+ Dogmatist
Spillested
Dato
03-04-2012
Genre
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
3

Japanske Church of Misery leverede oplagt, attitudepræget doommetal foran et medrevet og velbesøgt Loppen. Danske Dogmatist leverede suveræn opvarmning.

Tirsdag aften fik Loppen besøg fra Japan, da Church of Misery gæstede den vellydende bjælkehytte på Christiania. Denne aften var lyden i hytten på 1. Sal i øvrigt lige dét ekstra sprød, eftersom det var den københavnske metalarrangør, Doomed Denmark, som stod for aftenens forløb; som altid er de så godt som et sikkert tegn på mildest talt ordentlige soniske forhold.

Lyden var hele koncerten igennem en god solid mur med suveræn akustik, som publikum levede sig ind i ved at bidrage med røgen fra joints samt entusiastiske næver i luften oppe foran scenen. Church of Misery gengældte de gode betingelser ved at præsentere materialet oplagt om end med en halvkedelig professionel distance, der ofte prioriterede attitude over musikken.

Skæv opvarmning


Men først lidt om opvarmningsnavnet, hvor arrangøren havde valgt et forholdsvist skævt navn at parre med så tungriffet et navn som Church of Misery, nemlig de københavnske crust-hoveder-med-mere, Dogmatist. De skulle dog vise sig at være et forbløffende fornuftigt valg, som de kort sagt sparkede benene væk under én. De leverede skidtet suverænt. Angiveligt var det kun trioens tredje koncert nogensinde, hvilket ikke gør denne aftens beskidte musikalske overfald mindre imponerende.

Stor set alle bandets numre var af en relativ kort længde a la sådan cirka et par minutter. Det betød dog ikke, at der manglede hverken variation eller melodiøs kant numrene imellem. Den var der masser af. De tre gutter, som sideløbende med Dogmatist også kan findes i bands som Death Token, Love Potion og Hjertestop, præsterede at lade numrene forplante sig i kroppen på én, således at man ikke kunne lade være med at leve sig ind vanviddet.

Overlegne Dogmatist


Til sidst under opvarmningen formåede Dogmatist at få deres eneste doomsang for aftenen til at virke svært overlegen. I en tyve minutter lang sætliste, der som nævnt hovedsagligt bestod af crust-numre med behageligt mange breaks, virkede det afsluttende doomnummer næsten som "made for the occasion", hvilket gav det en imponerende skråsikkerhed.

Det skal blive spændende at høre det demonbånd, der angiveligt skulle udkomme snart. Bliver Dogmatist ved med at gøre, som de gør, så spås der i hvert fald kommende herligheder fra dem. Bravo altså!
(Karakter: 4)

En dejlig nerve


Church of Misery leverer catchy stoner-/doommetal med hårde, imødekommende riffs samt et lille twist bestående af lyden af et spacey synth-pop keyboard, som dog ikke fylder alverden i lydbilledet. Der er ikke så meget nyt at komme efter her, ud over selvfølgelig en fandens sej musikalsk nerve, som for størstedelen af musik anno i dag vel egentlig alligevel er noget ganske nyt. Er man til heavy, er man formentlig også til Church of Misery. Så simpelt kan det vel næsten siges. Spørgsmålet er så bare, hvor meget man er til det.

Det var denne skribents første koncert med japanerne, og rent musikalsk tog den kegler, hvilket den tydeligvis også gjorde hos specielt de første par publikumsrækker, der gengældte hver riff med spyt, råb og headbang. Church of Misery startede en gedigen fest med store, fede musikalske muskler.

En påtaget attitude


Der er dog noget påtaget over Church of Misery, som denne skribent står af på. Bandet har ofte branded sig selv med tekster, der omhandler serie- og massemordere, hvilket jo er et fantastisk smart gimmick i sig selv, hvis man skal have opmærksomhed og sælge nogle plader. Man kan vel sige, at der her dyrkes en kliché indenfor metalmusikken, om at se de mørkere sider i øjnene.

Kombineret med en fremtræden, der er en blanding mellem hippieland og hillbillyland, i den forstand at der hentes omtrent lige så meget inspiration hos Woodstock, som der hentes hos amerikanske blues-metalliske sydstatsnavne som Philip Anselmo og Down. Denne aften var det i hvert fald som om, at Church of Misery gemte sig bag et filter af påtaget coolness, hvilket til tider overskyggede for musikken. Det bliver aldrig helt så mørkt og ondt, som det er hensigten, det er skal være, hvilket skyldes den distancerede attitude.

Spørgsmålet er så, om de på naturligste vis er japanere med alt hvad der hedder whacked, farverig japansk kulturforståelse, eller om de er japanere, der forsøger at tilnærme sig en vestlig attitude.

Afsluttende 70'er-trip


Afslutningsvis blev det dog uventet stort rent musikalsk, da der gik vildt medrivende improviseret jam-feel i den i form af en vanvittig fed femten minutter lang udgave af 'For Mad Men Only', et covernummer af den undervurderede, britiske 70'er-gruppe, May Blitz.

Church of Misery greb fat om den 40 år gamle tidsånd med imponerende overlegen stil, og det var især forbløffende at se trommeslager, Junji Narita, træde i 70'er-mode, bryde heavymaskineriet og spille luftige, psykedeliske spacetrommer, som ville været blevet applauderet af selv Cans Jaki Liebzeit, så godt var det. Der ud over mindede bandets australske guitarist, Tom Sutton, én om Color Hazes Stefan Koglek under dette nummer, hvilket formentlig skyldes blandingen mellem en lang, psykedelisk solo og et langt krøllet lyst hår.

Veloplagt konklusion


Det afsluttende May Blitz-nummer forblev dog også det store højdepunkt denne aften. Church of Misery er altså lige dén tand for konservative og attitudefikserede i deres tilgang til metalmusikken til at de får denne anmelder helt op at ringe. Til gengæld så leverede de japanske gutter den konservative metal både velspillet og ikke mindste forbandet veloplagt, og det er første og fremmest dét, denne velarrangerede aften vil blive husket for.