Spark til lortet!

Populær
Spark til lortet!

Sidste uges første dag sluttede i Basement, en kælder på Vesterbro, hvor fire meget forskellige danske bands blæste vinterkulden ad helvede til.  

Plakaten annoncerede aftenen som en releasefest for noise-punk-bandet The Monoliths og deres debut-7”'er, som dog ikke var klar endnu. I stedet blev det en herligt differentieret koncertaften med fire bands med hver deres musikalske vinkel. Denne mandag aften var desuden rosinen i pølseenden for såvel The Monoliths som Dogmatist, der i dagene forinden havde spillet fire koncerter sammen over en forlænget weekend i Tyskland, Holland og Belgien. For de to bands resulterede det i henholdsvis det uhyre stramme og velspillede samt det trættende, ringe og alkoholtågede. Derudover var der yderligere to bands på plakaten, henholdsvis Spost og Angkor Wrack.

Maniske nuancer

Og første band for aftenen var netop Spost, som i mangel på en bedre klassificering kan siges at spille en form for eksperimenterende støjjazz af et enormt indlevelsesstærkt format. Denne aften var bandet en kvintet bestående af en trio af gakkede elektriske guitarer, et sæt rytmiske, hmmm, skal vi kaldet det verdenstrommer, samt ikke mindst en dissociativ konversationsvokal på et slags nyopfundet ketamin-dansk. Det, som bandet i denne opsætning fandt frem til under deres omtrent halv time lange optræden, var ikke mindre end suverænt.

Vokalen håndteres af en overlagt performance-spastiker ved navn Jonas Okholm, som vist roligt kan siges at være en smagssag, men som - hvorvidt om man kan lide det eller ej – i det mindste forsøger at tage sin rolle som performer helt ud til den introverte maniske kant. De tre guitarer, der gemmer sig under den høje vokal, håndteres på forskellig vis, men præsenterer samlet set én imponerende standard: Kristian Poulsen, der rent tonalt har en lækker Beefheart-ting kørende, har den mest avantgardistiske streng i truppen, og det er da også hans staccatospil, der fylder mest i lydbilledet; Claus Haxholm synes at lægge meget af dén underliggende rytme, de andre i bandet spiller op ad og i forlængelse af, men markerer sig desuden fremtrædende, når han i ny og næ finder en mere melankolsk stemme på sin guitar, som muligvis kun lige akkurat gisnes som den mindste nuance i musikkens hektiske lag på lag-stilistik, men som ikke desto mindre er en helt essentiel brik for helhedsopfattelsen; den tredje guitarist (som jeg ikke kender navnet på) var mindre iøjefaldende imponerende, men syntes mere at virke som en musikalsk medløber til resten af truppen. Derudover er der Toke Flyvholms trommespil, der kører sit helt eget suveræne og nærmest jazz-psykedeliske spil. Dette var denne skribents anden koncert med Spost, og forhåbentlig venter der meget mere fremover.

Spost: 4/5

Arrig hud & styrthjelm

Derefter gik Angkor Wrack på, der var et fuldstændig ukendt navn for denne skribent. De to sange, som bandet spillede, var ganske forskellige - én havde en støjende elektronisk vibe kørende, mens et andet var et psykedelisk og insisterende nummer, hvis vrede lænede sig mere op ad Farflung end af Hawkwind. Det psykedeliske nummer var det fedeste.

Forsangeren fra Angkor Wrack, Klaus H. Hansen aka Ashley C., er omtrent det sikreste kort af en frontmand, et band overhovedet kan komme i nærheden af. I kælderen på Vesterbro var der kort sagt tale om et uforglemmeligt møde, sådan som denne solide statuette af en mand med huller i det stramme denimskræv kombinerede hooliganens slagsangskropssprog med punkerens mentalitet og med en konfronterende take-it-or-leave-it-jargon, der mindede om en fascistisk udgave af Erik Clausen på ritalin. Man var lige dele imponeret, fascineret og forbavset, og man glæder sig som bare fanden til at opleve dette underlige samt ganske velspillede band igen. 

Angkor Wrack: 3/5

Kedelig dåseoptræden

Under koncerten med Angkor Wrack var forsangeren fra The Monoliths så småt begyndt at varme mentalt op til sin egen koncert ved at gå og sparke tomme dåseøl arrigt rundt på betongulvet foran gearet. Og da bandet gik på, fandt man så hurtigt ud af, at vi her har et navn, der da også skal finde en attraktionsværdi i andre faktorer end det musikalske. The Monoliths var virkelig ikke gode, og det var nærmest umuligt at leve sig ind i det punk-/støj-inspirerede univers, der er deres stil. De syntes ikke at havde det fjerneste kørende for sig selv - overhovedet. Noget musik tager det tid at ”komme ind i”, andet musik har muligvis noget særligt kørende for sig, som bare ikke tiltrækker én, og så er der det, der altså bare ikke er særlig godt. Her finder vi The Monoliths. Attraktionsværdien i en forsanger, der muligvis havde fået for mange bajere eller muligvis forsøgte at plagiere de mere uvedkommende sider af indbegrebet af rockstjerne-patos, holdt ikke ret meget længere end til et halvt nummer og det blev hurtigt decideret svært at stå igennem koncerten. Hvor de andre bands denne aften desuden motiverede deres ganske høje volume, var det fuldstændig meningsløst at skrue så meget op, som The Monoliths gjorde. En mere sensationsliderlig, umusikalsk optræden skal man lede længe efter.

The Monoliths: 1/5

Forfriskende stramt

Afslutningsvist gik Dogmatist heldigvis på. De fungerede som aftenens mest regulære metalband, hvilket på befriende vis heldigvis ikke betyder, at de er lette at kategorisere. Dette var denne skribents tredje koncert med trioen, og de bliver kun bedre for hver gang.

Det tyve minutter korte sæt, de spillede i Basement, startede ud med to korte crust-inspirerede skæringer, der førte sætlisten videre til en række mere klassisk inspirerede metalnumre, hvor der både var plads til diverse soli og rivende hooks, og som inviterer til at holde næven i vejret. Det er i kombinationen mellem det klassisk metalmelodiøse og det konfronterende punch, at det nærmest bliver en forfriskende fornøjelse at være til koncert med Dogmatist.

Dogmatist: 4/5

Alt i alt var det en skøn mandag aften, og med en indgangsbillet til 40 kr. og desuden øl til 10 kr. pr. dåse kan man ikke forestille sig et sted på Vesterbro, man hellere ville have været. Basement viste sig desuden som en forrygende spillested, der uden tvivl har bedre lyd og priser end fx det lignende KB18.