Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

House of Franco #45

Populær
Updated
House of Franco #45

Jens Franco starter 2012 med et interview med den unikke københavnske biker-spacepunk-duo Angkor Wrack.

Kunstner
Titel
Angkor Wrack
Dato
09-01-2012


Billede

Angkor Wrack består af de samme medlemmer som Mok Nok. To rimeligt forskellige bands...

Zven: Jo. Mok Nok er viking folk space metal, hvor Angkor Wrack er en slags biker punk...men også med et space vibe.

Søren: Det kunne ikke siges bedre. Rent teknisk spiller Angkor Wrack hurtige sange, man kan synge med på, mens Mok Nok er lange, angstfyldte instrumentale sange.

Der er lidt Chrome vibe over Angkor Wrack. Eller tager jeg helt fejl?

Zven: Chrome. De er gode.

Jeres 7” fra 2011 er en af årets mest originale danske udgivelser. Cult Pump er jeres eget pladeselskab?

Zven: Tak! Cult Pump er mit mikroforlag.

Singlen er nu udsolgt. Tillykke med det. Fortæl lidt om indspilningen.

Zven: Det var rimelig dramatisk. vi havde netop indspillet 4 fede tracks, men så gik vores Yamaha-kassettebåndoptager i stykker. Tracks'ene er forsvundet for altid! så vi måtte indspille dem igen, på en spolebåndoptager. det blev aldrig nær så godt som det første vi indspillede; plus vi fik stjålet vores guitar.

Søren: Det havde jeg helt glemt, de brød ind og stjal vores Hefner-spade. Heldigvis fik vi en ny, en Höfner.

Hvordan kom Loke fra Sexdrome med på ’Bolivian Ants’ nummeret?

Søren: Loke, ham kender vi fra vi alle tre delte arbejdsplads på Vesterbro i 00'erne. Og han synger jo godt, og er en flot fyr, så vi bad ham hjælpe os.

Det engelske rockkultikon Julian Cope (bl.a. forfatter af 'Krautrocksampler' og 'Japrocksampler' bøgerne) gav jeres 7" en ret god anmeldelse på sit legendariske site. Hvordan opstod kontakten?

Zven: Vi sendte ham Mok Nok LP'en, og den var han meget begejstret for. Han er generelt meget interesseret i lettere obskur dansk rock, så det var oplagt at sende ham Angkor Wrack-7'eren.

I er kun to i lineuppen, og alligevel spiller I live med både guitar, orgel og trommer?

Zven: Ja.

Søren: Nu er det jo så heldigt, at vores orgel spiller trommer.

Haha. Mig bekendt har Angkor Wrack kun spillet to shows sidste år. Hvorfor så få?

Zven: Til hverdag er vi to fandens karle, men når vi optræder er vi Torben og Carsten, også kendt som brødrene Midgaard. Problemet er bare at de to alter-egoer lider af en ekstrem form for sceneskræk.

Søren: Plus at Torben har tilbragt lange perioder i udlandet, ellers tror jeg at vi havde spillet mere live.

Da jeg så Yoke & Yohs til en Smittekilde-reception på Vesterbro for 3-4 år siden, var det nok første gang jeg stiftede bekendtskab med Smittekilde. Fortæl lidt om jeres aktiviteter.

Zven: Smittekilde var et label/forlag/atelier m.m. Det greb om sig til sidst og blev alt for ambitiøst, så det gik ned. ud af asken opstod Cult Pump.

Jeg har Masonic Youth og Kommissar Hjuler Und Mama Baer singlerne. Hjuler er ret unik herre?

Zven: Kommissar Hjuler er en politibetjent der bor i dejlige Flensborg. I sin fritid laver han sådan nogle fluxus pornokollager og optager lyd.

My kinda cop! Angkor Wrack er tilknyttet Mayhem, et sted der specialiserer sig i eksperimenterende musik.

Zven: Ja. Vi har øvelokale i Mayhem, og vores to eneste koncerter er foregået der.

Søren: Der er vi nu engang tryggest.


(Angkor Wrack/Mok Nok på Rabalder Radio i Helsingør)

Zven, du laver også artwork til covers for andre bands?

Zven: Jeg har leveret en del artwork for plakater og pladecovers. Nogle bedre end andre. Det er sjovt at lave, men røvsygt hvis bands'ene/arrangørerne stiller for mange krav. Så skal de betale!

Drømme koncert-lineup for Angkor Wrack?

Zven: Angkor Wrack + Johnny Hallyday + Guns N' Roses.

Søren: Angkor Wrack + Fricara Pacchu + Crime. Jeg gider ikke spille med Guns N' Roses uden Slash.

Hvilke danske og udenlandske bands dyrker I for tiden?

Zven: Pan Ron, King Diamond, Oltretomba, Yoko Ono, Repulsion, Carbonized og Berurier Noir.

Søren: Hvem er Pan Ron? Nastran, Akitsa, Ride for Revenges nye, Fabio Frizzi, John Carpenter, Claudio Simonetti, Space Art, Black Hole og Witchfinder General.

Hvilke personer/kunstnere har betydet mest for jer?

Søren: Mad Max, Maniac Cop og Mel Gibson.

Zven: Satan, Bono, Hulk og Charles de Gaulle.

Burzum vs. Mayhem?

Søren: Den står vel fortsat 1-0 til Burzum.



Fortæl noget ingen ved om jer...

Søren: Næh.

Zven: Min pinkode er 4432.

Tak! Til aller sidst, hvad er fremtidsplanerne for Angkor Wrack?

Zven: Vi er ved at lægge sidste hånd på en LP. Og så har vi nogle sideprojekter som Karaoke Man, Heksehyl og Oltretomba, der mangler at se dagens lys. Og fra april 2012 er vi klar til live shows igen.

Søren: Desuden ønsker vi os en Boss DR 55 rytmebox, og en flot Prophet 1 syntheziser, som kan fås på eBay. Det er til vores næste sideprojekt.

Se mere til Angkor Wrack HER!