Behov for opstramning
Populær
Jesper Binzer er på tur for at promovere sit soloudspil ’Dying Is Easy’ fra sidste år. Det blotlægger desværre, at materialet fra albummet er for tyndt.
Jesper Binzer ramte på den igangværende turné Godset i Kolding lørdag den 10. marts 2018. Det blev på trods af enkelte formildende momenter ikke nogen udelt succes.
Binzers solo debutalbum ‘Dying Is Easy’ er temmelig magert. Men man kunne håbe og forvente, at sangene fik lidt mere kant live. Det skete imidlertid ikke på Godset. Binzer har samlet sig et velspillende hold på turneen. Men de fire musikere, som bakker Binzer, synes at være dybt forankret i den hårde rock, hvilket ikke nødvendigvis er en fordel for de ganske mange sange på ’Dying Is Easy’, hvor Binzer har kastet sig over noget mere americanainspireret rock. Ikke desto mindre har Binzer på turen valgt at satse på debutalbummet sange i en grad, så vel sagtens alle sangene fra albummet fik en tur på scenen.
Det fungerer desværre ikke særlig godt. På trods af den semi-nye stil fremstår han fortsat som et hard rock-ikon, og med holdet af hard rock-musikere virker det malplaceret med alle de mere eller mindre semi-akustiske sange fra ’Dying Is Easy’.
Big Fat Snakes arvtager?
Det går rimeligt godt, når bandet kaster sig over de mere D-A-D-lydende sange fra albummet, men der kommer for meget stilstand i de mere slæbende sange. Flere af sangene på albummet har en karakter, hvor man ser Binzer som arvtager til Big Fat Snakes position, når parcelhus-Danmarks yndlingspartyband snart endegyldigt stopper. Eksempelvis er sangen ’Saint Fantasia’ så Big Fat Snake-lydende, at den kunne have samme band som ophavsmænd. Men måske er det Binzers skæbne, for det var netop denne sang, som høstede størst bifald hos de fremmødte i Kolding.
Men det blev en noget haltende koncert vekslende mellem de halvhårde rockere som albummets titelsang og ’The Future Is Now’ og så debutalbummets mange slæbere. Særligt første halvdel af sættet var præget af alt for megen stilstand i sangvalget og i lange taler mellem sangene. En enkelt ny sang blev der plads til. Men den skilte sig desværre heller ikke ud fra det middelmådige niveau, som var kendetegnende for sættet.
Bedst hvor man så var ved fuldstændigt at miste håbet, dukkede der alligevel en enkelt svale op i form af en virkelig velfungerende liveversion af den tunge ’Tell Myself to Be Kind’. Det var godt. Det skal Binzer og band have! Men som det er skrevet, så gør en enkelt svale ingen sommer.
Koncerten blev afsluttet med ekstranummeret i form den forventelige coverversion af den gamle Savage Rose-sang ’Wild Child’, som Binzer præsenterede med, at han ikke var verdens bedste til at synge den, men det ville han skide på. Og det gjorde han så – og helt ret havde han. Han synger den virkeligt ikke godt. Det var mest som at opleve den pinlige onkel, der insisterer på at give den fuld gas på karaokebaren og råber sig igennem et udvalgt hit. Flere blandt publikum stod da også med forbløffelsen malet i ansigtet. Oplevelsen gav mindelser om Bad News version af Queens 'Bohemian Rhapsody', selv om det må tilføjes, at Binzers band bestemt spiller ganske udmærket.
Søren Andersen, som også har produceret og spiller på ’Dying Is Easy’, gør det godt som leadguitarist, selv om det kan virke en lille smule påtaget, at han fremfører selv de simpleste guitarlicks, som gjaldt det menneskehedens overlevelse, med en attitude og engagement, som var han oppe mod Blofield i en James Bond-film. Men sådan er det jo med guitarister, som er inspireret af idoler fra Amerika, og det er til at leve med – selv her i Janteland.
Havde publikum sat næsen op efter nogle solofremførelser af D-A-D-klassikere, gik de forgæves. Det ville nok heller ikke have været en oplagt god idé. Men når regnskabet skal gøres op, må det konstateres, at sangene fra ’Dying Is Easy’ ikke kan bære en hel koncert. Der er behov for en ordentlig opstramning af sættet.