AMF '19: ”Kærlighed og Satan og ethundrede bajere”

_XTD8202
_XTD8067
_XTD8071
_XTD7857
_XTD8445
_XTD8475
_XTD8602
_XTD8628

Katla var i det vittige hjørne, og fik trukket folket stærkt op som et af lørdagens første bands på programmet.

Kunstner
Dato
09-11-2019
Genre
Trackliste
1. Warcries
2. Satan
3. Man Slayer
4. Dragonlord
5. Warmongering Luciferians (brudstykke)
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
3

Sidstedagen oprandt, og efter mange timers gåen og ståen var AMF så småt ved at sætte sig i benene. Samtidig var sidstedagen der, hvor flere af højdepunkterne var i vente, så rask gik turen til Studenterhuset og Katla.

Det tog halvandet nummers tid, før de hårde tæsk på bækkenerne ikke overdøvede guitaren, og vi må af samme årsag undlade at kloge os på den første, nye sang 'Warcries', hvor Rasmus fuldkommen stjal lydbilledet bag trommerne.

Udover slagkraften har han også rollen som den kække indpisker, der med tørre kommentarer som ”Kærlighed og Satan og ethundrede bajere. Den her hedder 'Satan'” gjorde den lettere røgede stonerdoom mere spiselig for de mindre velbevandrede i genren. Nogle havde givetvis allerede bemærket dem på pissoiret, hvor deres klistermærker med mindeværdige slogans som ”Kærlighed og Satan” og ”Ethundrede bajere, mand” havde fået sparket mangen en samtale i gang med sidepisseren. Katla gør sig tydeligvis ikke i selvhøjtidelighed, og fortsatte med 'Satan' og 'Man Slayer' fra debut EP'en, hvor David og Marc, på henholdsvis bas/brøl og guitar, endelig fik de rette forhold og trådte i karakter med slæbende riffs og liv på scenen. Katlas liveerfaring skinner efterhånden tydeligt igennem, og selvom deres visuals ikke kom i spil, og Davids brøl det meste af koncerten druknede i mixet, er de tre lurvede Nordvest-rødder en stærkt sammentømret enhed, der virkelig vil ud med deres musik, og det kunne mærkes på trods af den beskedne halve times sendetid.

Virkemidlerne er for så vidt enkle. Det hele handler om riffet. Marc nailede det bedst i 'Man Slayer' og højdepunktet, den kontante banger 'Dragonlord', hvor Rasmus skruede markant op for galden med hårdere tæsk på tønderne og kradse brøl om Lucifer og Antichrist – hvis nu stadig man skulle være i tvivl om, hvor inspirationen kommer fra. Dopelord, der spillede dagen før, gør sig i samme utvetydige dedikation til riffet, men hvor deres forbilleder holdt sig til lettere gumpetunge 4/4-grooves, er Katla selv stadig friske fra hanen. Med blod på tanden og tør charme mellem numrene, og selvom 'Warcries' druknede i fraværet af guitar, og 'Warmongering Luciferians' var så kort et brudstykke, at det ikke gav et klart billede af, hvad det måtte føre til, var det om ikke andet klare tegn på, at Katla er en trio i fremdrift. Med løftet om nyt i vente i løbet af 2020 skal der nok være rig lejlighed til at se dem med skarpere lyd, end det var tilfældet denne fredag eftermiddag – og få drukket de der ethundrede bajere inden.