Krabbedans med stiv nakke
Populær
Showmanden Abbath leverede sent fredag aften en hårdtslående metalkakofoni, hvor det lykkedes ham at få det primitive og det pøllede løftet op til avancerede højder.
Nebular Ravens Winter
Warriors
In My Kingdom Cold
Winterbane
Ashes Of The Damned
Tyrants
Fenrir Hunts
Count The Dead
Solarfall
All Shall Fall
One By One
Det var tydeligvis ikke noget, der plantede respekt hos ens medskribent, da man sent fredag aften rendte ind i ham foran Hades, netop som Abbath skulle til at gå på. Medskribent Daniel Pilgaard er alt for indifferent til direkte at håne dem, der i hans bog ikke er trve nok, men er samtidig den ringeste til at skjule sin foragt, når han konfronteres med black metal-uvidenhed. Når det tilmed er en black metal-musiker, hvis fanklub han angiveligt har været medlem af siden teenageårene for tyve år siden, man nysgerrigt og uerfarent spørger til, skal man åbenbart vente forgæves efter et svar. Denne aften syntes han dog alligevel at have en skjult dagsorden med stilheden, black metal-snobben Pilgaard, det ved man nu, hvor man igen har oplevet Abbath live for første gang siden hans forrige besøg med Immortal på Copenhell i 2012.
Sidste gang, Abbath besøgte festivalen, var det selvfølgelig som frontmand i mægtige Immortal – et af de tidlige norske black metal-bands, dannet i Bergen i ’90 med blandt andet Abbath som ophavsmand. Selv de mest langtidsholdbare ægteskaber gror dog sine torne, og hos Immortal har der været sølvbryllupskrise, hvorfor Abbath sidste år forlod bandet. Med sig ud af døren skulle han angiveligt have taget et par håndfulde sange, som han og hans Immortal-partner in crime Demonaz havde tiltænkt bandets niende studieplade. Disse sange udgav Abbath så tidligere i år på sin første plade under sit eget navn.
Og fra netop den selvbetitlede soloplade blev der også i koncertregi lagt fra land med åbningsskæringen, ’To War!’, der har så bulldozertungt og selvsikkert et guitardrive, at det giver fint mening, at High On Fire tidligere på året har ageret opvarmning for Abbath på hans amerikanske turné. Selv om man ikke er velbevandret inden for black metal, bliver det med et nummer som dette tydeligt, at Abbath på befriende vis synes mest at have skuldertræk til overs for genreinddelinger. Skal der spilles metalmusik, skal der sgu da bare spilles metalmusik.
Og metalmusik skal man da lige love for, der var på programmet. Black metallen viste selvfølgelig sit ansigt allerede i aftenens andet nummer, hvor Abbath i front, King ov Hell på bas, en Nameless Ghoul-lignende fætter på tønder plus rytmeguitarist leverede en grov udgave af Immortals ’Nebular Ravens Winter’, inden den nyere skæring ’Warriors’ ikke kunne vriste Abbaths tydelige forkærlighed for Motörhead af sig. Nogle ville måske pege fingre ad et nummer som dette og kalde det for en black metal-gimmick-omskrivning af ’Orgasmatron’, hvilket i sagens natur imidlertid fungerede som et noget nær optimalt indslag klokken lort under en tåget brandert. Og var der for meget stereotypt headbanger-fiksfakseri over dette nummer, kan Abbath jo altid snige et Immortal-nummer som ’In My Kingdom Cold’ ind i sætlisten. I ved, bare lige for at gøre de folk blandt publikum med knogle-g-strengen fugtige i trussen.
Som frontmand vraltede Abbath til tider rundt som en legesyg, uhøjtidelig landkrabbe, der på cool, parodierende vis møvede sin store krop og dertilhørende rustning fra den ene ende af scenen til den anden med små rapsodiske, bidende krabbetrin. Også selve hans alias, Abbath, blev der flere gange taget pis på af manden selv, hvilket tilføjede den fest, som koncerten uden tvivl var, en forfriskende lethed. Der synes i det hele taget at være mere folkelig, pøllet rockstjernelevemand over Abbath, end han på nogen måde afspejler det menneskefjendske billede, black metalmusikere på klichéfuld vis ofte associeres med. Man er lige ved at sige, han viste sit publikum kærlighed.
Måske det er derfor, black metal-snobben hos medskribent Pilgaard, stiltiende krøb udenom, da man før koncerten spurgte til den musikalske sti, Abbath p.t. befinder sig på. Black metalmusikere bliver vel også ældre, og er der ikke noget med, at ni ud af ti kunstnere afviger fra det, stort set altid mere radikale, udgangspunkt, der i sin tid var deres katalysator? Har Abbath i en alder af ikke engang halvtreds nået hertil? If so, then be it – siger fyren med laissez faire-forholdet til black metal. For selv om der ikke var meget ondskabsfuld revolte på spil under Abbath, og selvom man eksempelvis aldrig mærkede samme musikalske knytnæve, som man natten forinden havde fået i selskab med anderledes arrige With The Dead, så leverede Abbath en sikker musikalsk fest af de klart bedre.