Krybende kold hygge

Der var højt til loftet, da canadiske Aidan Baker og svenske Tomas Järmyr onsdag aften begyndte en kortere fællesturné med at lægge vejen forbi Jazzhouse på Niels Hemmingsens Gade 10  i indre København. Som et afbræk fra henholdsvis Nadja og Yodok III, der er navnene på de to orkestre, de respektive musikere i hvert fald for denne skribent hovedsageligt er kendte for, har de som duo en fællesudgivelse lige på trapperne. 'Werl' hedder pladen, der er sat til senere denne måned at udkomme på Bakers eget selskab, Broken Spine Productions, og som at dømme efter aftenens koncert er en plade, man kan se frem til.

Modsat de par gange, man har oplevet Baker live sammen med sin bedre halvdel Leah Buckareff i duoen Nadja, var det muligvis ikke nogen decideret overvældende koncert, han gav sammen med Järmyr. Det var dog alligevel en koncert, der var så legende rig på jazz-avantgardistisk åbenhed, at det aldrig krævede mere end ro i kroppen at falde hen til og ind i musikken og kort sagt få en masse ud af koncerten. Havde man ikke roen i forvejen, inden koncerten startede, er der desuden en god sandsynlighed for, at musikken har fået den frem i en, mens den stod på. 

Taget i betragtning at den omtrent fem kvarter lange, instrumentale koncert i 3/4 bestod af henholdsvis delvist analoge/delvist loopede subtilt vinteragtige lyde fra bue på guitar samt delikat raslende bækkener og et sirligt spillet lilletrommeskind, er det i sig selv en bedrift, at de herrer har formået at stykke en koncert sammen, det ikke kræver andet end ro og tålmodighed for helt og holdent at indoptage. Det har vi først og fremmest Baker at takke for, der – når det kommer til det at male billeder og med sit soniske værktøj fortælle historier med noise-flader og nuancerne i kabinettets feedback som den dramaturgisk udvikling – er noget nær en mester.

Järmyr gjorde det ligeledes godt, om end man i ens nøjere aflæsning af kropssprog og spillestil syntes at kunne spotte et par stunder af en form for fremmedgjorthed. Om de 4-5 længere stykker, duoen spillede, var improviserede, om de var delvist improviserede, eller om de rent faktisk vil være at høre mere eller mindre akkurat som leveret også på den plade, der er på vej, kan man kun gisne om. Järmyrs momentvise fremmedgjorthed og overordnede tilgang indikerer dog, at numrene på Jazzhouse formentlig i hvert fald var delvist improviserede. Ligeledes kan man også kun gisne om, at han formentlig vil føle sig mere hjemme på en scene, hvis han deler den med sine fastere partners in crime, Dirk Serries og Kristoffer Lo. Det gad man godt på et senere tidspunkt få muligheden for at finde ud af, Jazzhouse.

På den anden side har det også sin helt egen charme at se to musikere tilnærme sig hinanden og, i takt med at musikken spiller, gradvis lære hinanden bedre at kende, som det her synes at have været tilfældet. Tilnærmelsestilgangen er muligvis ikke den, metalpublikummet oplever til de ofte mere planlagte koncerter, de går til, og kræver sandsynligvis også et anderledes koncertøre, end de er vant til. Den resterende 1/4 af aftenens koncert var imidlertid så pulserende rytmisk, at den sagtens vil kunne have fået fans af både Melvins og Sunn O))) til at stå op på stolene af indskudt begejstring. Her blev der spillet lirende og imødekommende tungt på guitaren samt jazz-metallisk på kedlerne i en sådan grad, at selv de mest bøvede kunne være med. Om der var mere end undertegnede ene bøv blandt de omtrent 30 lyttende publikummer denne aften, ved jeg ikke. Det bør der dog være fremover.

 

En dejlig aften på Jazzhouse var det.