Sitrende overlegen

Da man en onsdag aften i september sidste år besøgte det københavnske spillested Jazzhouse for at se en af sine personlige undergrundsfavoritmusikere Aidan Baker give dronet improvisationskoncert med den svenske trommeslager Tomas Järmyr som musikalsk legepartner, blev ens nysgerrighed fodret, dog uden at man blev helt mæt. Järmyr er et navn, der via internettets nørdede samtaler de senere år er dukket op på radaren i flere sammenhænge, og med tiden har han igen og igen har vakt ens interesse.

Hvorfor har han så det? Jo, Järmyr er musikeren, der p.t. sidder på trommetaburetten i det saxofonfrenetiske italienske kaosband ZU. At man i det hele taget kan sidde på ZUs taburet med selvsikker, opret ryg uden at falde igennem og gå bandes oprindelige trommeslager Jacopo Battaglia i bedene også uden at skuffe, er en bedrift i sig selv. At Järmyr derudover har spillet doom-jazz med Spidergawds afløserbassist Trond Frønes i Sunswitch, angiveligt stadigvæk praktiserer grindcore i Forræderi og derudover for ganske kort siden blev annonceret som det nye medlem i vort alle sammens yndlingsrockband Motorpsycho, well, it better leave you curious!

Det var derfor med begejstring, at man fredag aften i sidste uge på ny tog til Jazzhouse for igen at tjekke Järmyr ud, og denne gang tilmed med trioen Yodok III, der har belgiske Dirk Serries på guitar. Oprindeligt foranlediget af pladeselskabet ToneFloat samt Serries' samarbejde med Porcupine Trees Steven Wilson under aliasset Vidna Obmana har denne skribent i nu længere tid været begejstret for flere sider af den belgiske guitarists oeuvre, og så vidt jeg ved, var besøget i fredags hans første i Danmark siden 2010, hvor han dengang gav koncert henholdsvis i BIffen i Aalborg og på Det Poetiske Bureau i hovedstaden.

Serries har på en gang været incitamentet for selve tilblivelsen af Yodok III, samtidig med at han kan siges at være jokeren i bandet. Før han hookede op med Järmyr og tubaisten Kristoffer Lo, det sidste medlem i trioen, jazzeksperimenterede Järmyr og Lo allerede under navet Yodok. De inviterede Serries med for fire år siden, hvorefter Yodok III blev til. Med indlemmelsen af Serries i bandet bevægede bandets dronelyd sig fra ofte at være angribende til at være mere afventende, dog med flere seriøst noisede undtagelser smidt ind hist og pist. Serries har almindeligvis en mere minimalistisk tilgang til noise og drone, hvilket har sat sit præg på Yodok IIIs materiale, der dengang som nu angiveligt er 100 % improviseret.

Fredag aften i sidste uge var vi så omkring 50-60 publikummer, der havde fundet vej til Jazzhouse, hvilket egentlig ikke er et ringe fremmøde til en koncert af denne art. Det er i hvert fald flere, end der var til stede, da Järmyr besøgte Jazzhouse med Baker, ligesom det er væsentlig flere, end der var til stede, da Serries under navnet Microphonics besøgte Det Poetiske Bureau i 2010. Det er generelt rart, at musikere, når de vender tilbage til Danmark, bliver mødt af et større publikum, end der var til stede under forrige koncerter i landet. Det er vel blandt andet sådan, man sikrer snævre, interessante koncerter også fremover.

Selvom Yodok III angiveligt improviserer ikke kun på plade, men også under deres koncerter, lød dele af aftenens åbning nu som en let improviseret omskrivning af 'In a Realm of Wander Behold the Fleeting Shadows Exclaim in Delight', der er at finde på trioens seneste fuldlængde, sidste års 'The Sky Flashes, the Great Sea Yearns'. Godt det samme, for det er et fantastisk nummer. Aftenen startede således ud nærmest hyper-minimalistisk med et langsommeligt opbyggelig dronesamspil mellem Serries på guitar og Lo, der skiftede mellem to forskellige størrelser tubaer tilsat pedaler og diverse electro-gøgl-knapper, jeg ikke skal forsøge at gøre mig yderligere klog på. Jeg vil gætte på, det tog et kvarter, før Järmyr besluttede sig at indtræde i lydbilledet, der i Jazzhouses gode rammer desuden var ramt flot i røven.

Aftenens publikum var i øvrigt nænsomt lyttende og syntes på forhånd at vide, hvad de var gået ind til. Allerede inden bandet gik på omkring klokken 22:30, havde størstedelen i hver fald fundet sig til rette i tilfældige, siddende  klaser på gulvet foran scenen.

Da Järmyr kom med, tog aftenen for alvor til, og er der et af Yodok IIIs medlemmer, publikum efterfølgende snakkede om, var det trommeslageren. Det forstår man. Med en enkelt trommestik lagde Järmyr ud med at spille på sit bækken. Én trommestik, et bækken, samme sitrende musikalske struktur i godt og vel 10-15 minutter. Det skal siges, at lyset i kælderen på Jazzhouse var dæmpet på grænsen til mørke. Ikke slukket selvfølgelig, men skruet behageligt langt ned. Specielt på scenen var lyset næsten ikke til stede, hvilket til at begynde med gjorde det svært i det hele taget at se Järmyr. Af samme årsag, det indrømmer man gerne, tog det denne skribent tid at komme frem til, at det var Järmyrs trommespil, der lavede de sitrende lyde, som omringede kompositionens dronekrop bestående ellers af guitar og vekslende blæseinstrumenter. Sonisk set mindede Järmyrs bækkenspil mere om visse aspekter af techno, som man eksempelvis har hørt det hos den senere Vince Watson, hvorfor jeg til at begynde med troede, at lydene var et mekanisk loop af en art. Desto mere nysgerrig og ditto imponeret blev jeg, da det gik op for mig, at det var Järmyrs løse håndled, der brillerede. Accentueringen på det bækken var direkte mind-blowing.

Dette var tilmed kun begyndelsen på det ene nummer, som aftenens omtrent timelange koncert bestod af. Fra henholdsvis det minimalistiske og afventende, til det sitrende og vibrerende, bevægede kompositionen sig efterfølgende til det noisede for afslutningsvis at runde af med det direkte balstyriske. Järmyrs afsluttende trommespil, der rundede koncerten af, var på en gang så heavy og æggende, at man efter koncerten, som man forlod Jazzhouse, storsmilede med tanken om ham som nyt medlem i fremtidens Motorpsycho. Og med det stadig rumsterende i tankerne: Motorpsycho på Jazzhouse? Wauw, make it happen, tak.

Tak til Jazzhouse og Yodok III for en fremragende aften.