WOA'13: Uforløst potentiale
Gode sange fra det nyeste album reddede Kryptos til et acceptabelt resultat, men en præstation, der virkede urutineret og ikke synderligt tight, trak ned.
I Devilutions optakt til årets Wacken Open Air nævnte vi Kryptos som absolut førsteprioritet. Det skal måske her forklares, at det var en håndfuld skribenters anbefalinger, der blev skrevet sammen til en fælles artikel med ordet "vi", hvor der før havde stået "jeg". Således må det også siges, at Kryptos var denne skribents favorit, men nok ikke så mange andre i redaktionens, da de befandt sig en 500 m fra teltet og gjorde klar til at se Meshuggah.
Med seneste 'The Coils of Apollyon' begik det indiske band en fantastisk skive i grænselandet mellem Venoms simple, bidske metal og Iron Maidens iørefaldende melodier. Så var der blot tilbage at fremføre sangene godt, og så var det perfekte show på banen. Men sådan gik det desværre ikke helt.
Inderne lagde ellers fornuftigt ud med en mørk og rød lyssætning mens stemningen blev bygget op med lidt baggrundsmusik. Da bandet så endelig gik på, var lyden ikke helt optimal med trommer, der var lidt for høje og "pappede". Det mindede om et gammelt demobånd, hvor mixet er lidt ud over det hele - det kunne på papiret have været en fordel for den lidt old school musik, men var det ikke. Samtidig virkede bandet lidt nervøse, så der blev ikke givet 100 % gas.
Der kom mere gang i den lidt efter lidt, ligesom de stærke sange faktisk formåede at hive flere folk ind i teltet, der dog langt fra var lige så fyldt som ved det tyske poppunk-band, der havde spillet forinden (Ibens møder Magtens Korridorer, tilsat hvad mange vil kalde "dårlig tysk smag"). Måske folk i stedet for Kryptos var til Meshuggah - hvad et par sidemænd i hvert fald skulle have været, da de spurgte, om det var Meshuggah på scenen. Nej du, så havde det nok været noget mere tight. Tempoet her gik op og ned på må og få og nogle 1-slag blev helt misset i et til tider ret rodet trommespil.
Geil!
Alligevel var der noget charmerende over bandet, som fortalte at de havde rejst langt for at være på festivalen. Og det takkede publikum for, selvom det for manges vedkommende publikum lod til, at bandet var en tilfældig overraskelse. I hvert fald spurgte et par folk yderligere, til hvad det var for et band (jeg ligner åbenbart et musikalsk orakel...). En enkelts reaktion på musikken var "das ist ja geil!"
Og jo - hen mod slutningen havde bandet løsnet lidt op og kom mere rundt på scenen, ligesom træffere som 'Serpent Mage' og afslutteren, den fede 'The Mask of Anubis', virkelig trængte ind i hjernebarken på selv den mest berusede headbanger her kort før festivalens musik-lukketid.
Nogen bliver nødt til at hyre dette band noget oftere, så de kan få en større erfaring med større scener, for det kunne være så fantastisk meget bedre. Gode sange er gode sange, men det skal stadig serveres ordentligt. Og overraskende at det ikke helt blev det, da bandet immervæk er dannet helt tilbage i 1998.