Kvelertak har fat i noget...

Populær
Kvelertak har fat i noget...

Det var ikke norske Kvelertak, der stod øverst på billetten, men alligevel det band, der i konkurrence med Bison BC og Coliseum blev aftenens største oplevelse.

Kunstner
Spillested
Dato
10-11-2010
Genre
Forfatter
Karakter
4

Kvelertak er det nye hypede band fra Norge, og muligvis derfor var mange mødt op for at tage Stavanger-drengene i øjensyn. At skrive det er hypet, har en mere negativ klang end orkestret fortjener, for med dets selvbetitlede debutalbum fra tidligere i år, har bandet bevist, at det bestemt kan leve op til det voksende, gode ry.

Stilen ligger et sted mellem black metal, punk og rock 'n' roll – Hellacopters-style, og teksterne er på norsk – hvilket i sig selv er forfriskende. Kvelertak er hermed en del af en bølge fra nord, man kunne kalde "norsk fusionsmetal" for andre bands deroppefra har på lignende måde også krydset musikalske grænser, såsom The Shining og The Cumshots – dog uden at nogle af disse bands musik lader sig forveksle med hinandens! Det er den anarkistiske sammenblanding af forskellige stilarter, de har til fælles.

Som liveband viste Kvelertak sig at være ganske forrygende. Kvelertaks musik er bestemt ikke fortænkt, men i og for sig ganske simpel, uden dog at være uopfindsom, og det gjorde sig godt på Betas lille, men tjekkede scene. Ikke sjældent skal en koncert lige have et par numre for at komme i gang, men de unge mennesker i Kvelertak satte fuld skrue på fra start. Tight, larmende og vildt var det, men vigtigst af alt, spillede de som om de kunne lide det – ja, faktisk som om det var en nødvendighed. Kombinationen af spilleglæde og -evne med et friskt musikalsk projekt gjorde Kvelertak til aftenens bedste.

Og så var der Bison BC og Coliseum...


De to andre bands, som var kommet den lange vej fra det amerikanske, var sådan set ikke dårlige, men i opfindsomhed måtte de se sig slået af nordmændene. Hovednavnet var - ifølge plakaten - Coliseum, der spiller en art dunkelpunk som er hæderlig uden helt at være kontant nok til denne anmelders metalliske ører.

Det andet band, canadiske Bison BC, gjorde sig også godt, men dets musik giver en kraftig antydning af, at Mastodons eksistens ikke var trioen ubekendt, så rigtig originalt er det altså ikke. Det skal retfærdigvis siges, at de tre steppedyr ikke er de rene kopister, for numrene er mere metalliske, og det skal ikke udelukkes, at et par gennemlytninger mere ville åbne musikken op. Men skulle der være en ørehænger et sted, gjorde den i hvert fald ikke væsen af sig denne onsdag, hvor Kvelertak løb med magten og æren.