Uglekronen på værket

Populær
Uglekronen på værket

En tilsyneladende febrilsk lydmand kostede Kvelertak topkarakteren i Malmø, men derudover var der nærmest ikke en finger at sætte på et stramt eksekveret og energisk rock og rul-show.

Kunstner
Titel
+ Truckfighters + Purified In Blood
Dato
10-04-2013
Distributør
Trackliste
Åpenbaring
Spring fra livet
Mjød
Fossegrim
Ulvetid
Bruane Brenn
Nekrokosmos
Sjøhyenar (Havets herrer)
Evig Vandrar
Nekroskop
Månelyst
Offernatt
Blodtørst

Ekstranumre:
Kvelertak
Utrydd dei svake
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
4

Tyveri ved højlys dag - eller aften

Det var imidlertid ikke kun Kvelertak, der led under dårlige lydforhold. Til trods for en egentlig energisk optræden, der kulminerede med den nu enlige forsanger Hallgeir S. Enoksen blødende fra panden, led aftenens åbnere, norske Purified In Blood, så meget, at det var decideret tyveri. Den helt igennem forfærdelige lyd berøvede dem alle muligheder for at vinde nye fans på Kulturbolaget. Synd for bandet.

Truckfighters kæmpede lidt med sig selv

Såvel lyd- som stilmæssigt tog aftenen en radikal drejning, da svenske Truckfighters kort efter indtog scenen. Fra metal(core) slog aftenen over i stoner rock a la ligeledes svenske Graveyard, og man kunne pludselig høre, hvad musikerne forsøgte at kommunikere til publikum. Truckfighters åbnede stærkt, hvor især guitaristen med tilnavnet Dango udviste stor energi og leverede et medrivende sceneshow. Men allerede efter tredje nummer faldt Truckfighters i kadence, den habile stoner rock sivede langsomt ud, og man følte sig pludselig hensat til en ungdomsskolefestival. Mod slutningen skruede Truckfighters dog igen op for blusset og reddede æren på fin vis.

Hvad er smukkere end en uglekrone?

Men det skulle blive endnu bedre. Jeg havde æren af at opleve Kvelertak på Copenhell i 2011, hvorefter jeg nærmest jublede over, hvor (noget nær) perfekt musik, attitude og sceneshow var afstemt. Det var derfor med store forventninger om endnu en overlegen rockkoncert, at jeg tog over sundet. Derudover trængte spørgsmålet sig på, om de nye numre kunne facilitere et højintenst show, som de gamle kunne.

Kvelertak gjorde det bagvendt og satte prikken før I’et. På sin indmarch under guitarintroen til det velvalgte åbningsnummer, ’Åpenbaring’, bar Erlend Hjelvik (vokal) en såkaldt ”ugle-krone”. En helt igennem prægtig anordning, som kan siges at være det nordiske sidestykke til en indiansk fjerkrone – og så kunne den tilmed lyse ud af øjnene. Ugle-kronens dyrebarhed understregedes, da Hjelvik knælede for baggearsmanden, der forsigtigt afmonterede anordningen og bar den ud bagved i tryghed.

En lydmands kamp med niveauerne

Generelt var lyden okay, men lydmanden havde sit hyr med at få passet lead-vokal og lilletromme ind i mixet. Koncerten igennem skruede han op og ned for disse, og når man først lagde mærke til det, var det svært at abstrahere fra. Det var først hen mod slutningen, at han tilsyneladende kastede håndklædet i ringen og lod det være ved et tilforladeligt mix.

Kvelertak kan alligevel

Men, men, men: Det skal absolut ikke tage noget fra Kvelertak, der leverede et medrivende, energisk og ikke mindst topprofessionelt show. Sættet var godt skruet sammen. Sangene flød lækkert over i hinanden og begrænsede al unødig snak og stilhed mellem numrene. De indlagte pauser var perfekt længde til, at publikum kunne samle kræfter til næste dans. Det hele var (igen) afstemt på fremragende vis.

Gammelt bedre end nyt

Om det skyldes manglende kendskab til dem, eller live-kvaliteten af de nye numre, skal jeg lade være usagt, men de gamle overstrålede de nye. Kun ’BruaneBrenn’ syntes at holde dampen helt oppe, og desværre faldt første ekstranummer ’Kvelertak’ lidt igennem. Det rettede ’Utrydd dei Svake’ som allersidste nummer imidlertid op på, hvor også bassist Marvin Nygaard tog sig en gåtur oven på publikum. 

Det var i det hele taget en underholdende aften i Malmø, der smukt forenede Skandinavien med norsk og svensk musik for et publikum, som talte en god portion danskere.

Karakterer:
Purified In Blood - 2
Truckfighters - 3