Legendarisk afløser-thrash

Populær
Legendarisk afløser-thrash

Medlemmerne i Artillery havde ellers lige stemplet ud og gjort klar til weekend, da de blev hevet op af sofaerne og rykket ind på Copenhells største scene.

Kunstner
Dato
17-06-2011
Distributør
Genre
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
3

 

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at undertegnede var snot-fucking-sur over at Kyuss Lives aflyste det, der ellers skulle have været årets åbningskoncert på Copenhells største scene, Helvíti. Men forsangeren John Garcia sad angiveligt fast i en lufthavn i Canada, hvilket bandet så synes, de ville vente med at fortælle indtil selve koncertdagen. Av for dén, for en festival-start for Copenhell, der dog hurtigt fik hevet den danske thrash-kvintet Artillery ind som afløser.

Er Artillery så en fornuftig afløser fra Copenhells side? Overhovedet ikke. De danske thrash-legender taler jo til et helt andet rockgen i én, end Kyuss gør. Men fred være med det. Det har sikkert været en lige så frustrerende start på festivalen for arrangørerne, som det var for os Kyuss-elskere, og for en Artillery-rookie som undertegnede, var det nu også på tide endelig at få stiftet bekendtskab med disse danske thrash-pionerer i live-regi.

Rutineret og cool

Det var muligvis ikke meget plads det lille Artillery-banner fyldte på bagvæggen til festivalens største scene, men da først bandets fem medlemmer gik på scenen med den forholdsvis nye og enormt karismatiske forsanger Søren Adamsen i front, var det med imponerende stor selvsikkerhed. Det var tydeligt, vi havde med et band at gøre, der har rockrutinen placeret solidt på rygraden. 

Mest iøjefaldende var bandets nonchalante røvballe-stil, hvor guitarist Michael Stützer stjal sig mest opmærksomhed: Cool og koldblodigt og med omvendt kasket på en nær skaldet isse styrede han strengene med en så tilbagelænet naturlighed, at man kunne fristes til at tro, at han så Copenhell-gigget som denne weekendsøver med drengene. Det syntes som en skjult, ubevidst revolution og det var über-cool, altså.

Når det er sagt, må det også siges, at sætlisten til tider blev næsten enerverende. Bevares, thrash er ikke den mest differentierede metalgenre i verden, men det var nu heller dén musikalske vinkel, der blev trættende i længden.

Det var til gengæld, når powerrocken og det episke tog over, at det blev for meget. Der var alt for meget indfølthed til at undertegnede kunne følge med, og ærlig talt og med al respekt, så kom det som en overraskelse, at Artillery (legendariske Artillery, som man jo for fanden har hørt så meget om) brugte så meget tid på noget så... hmmmm... flat. Det var måske ikke noget man havde forventet som udefrakommende Artillery-noob og man fik sig aldrig indstillet på det.

Charmerende verdensklasse

Men tag så en sang som '10.000 Devils' fra den stadigvæk dugfriske udgivelse, 'My Blood', som er en sindssygt skarp og ekstremt dynamisk metalskæring med det ene guitarriff efter det andet og med en imponerende tyk fuldblodsvokal fra Adamsen. I live-regi fik denne sang en ellers lille og passivt startende publikumspøbel til at headbange synkront i anerkendelse og vifte nogle af dagens første djævlehåndtegn, hvilket manglede bare.

Rygtet vil vide, at Artillery har været en inspirationskilde for Metallica i de helt tidlige år, hvor de angiveligt skulle have haft øvelokale ved siden Ulrich og co., hvilket giver fint mening. Tager man eksempelvis en sang som 'Deeds of Darkness' fra debutalbummet 'Fear of Tomorrow' (1985), så kan man faktisk slet ikke komme udenom sammenligneligheden. 'Deeds of Darkness' er så helvedes fedt et nummer, at jeg alene af den grund er nyudklækket Artillery-tilhænger.

Det kan være helt befriende, når skuffelser bringer noget nyt med sig. Kyuss var muligvis strandet i Canada, men Artillery kom og blærede sig med deres naturlige kølighed, og den ville man ikke have været foruden.