Lizzy tog stikket hjem
Populær
Et Phil Lynott-løst Thin Lizzy sparkede med flere gåsehudsmomenter en rigtig rockfest i gang og overstrålede klart skægge ZZ Top.
Jailbreak
Don't Believe A Word
Killer On The Loose
Dancing In The Moonlight
Massacre
Angel Of Death
Whiskey In The Jar
Suicide
Rosalie
Waiting For An Alibi
Black Rose - A Rock Legend
Cowboy Song
Boys Are Back In Town
Når Thin Lizzy træder op, er det hver evig eneste gang imod de stærkeste odds. Frontfigur Philip Lynott er død og har således (!) ikke optrådt med bandet siden The Farewell Tour i 1983.
Når man så samtidig tænker ind, at nogle af de overlevende Lizzier med en forfejlet John Sykes i spidsen smadrede gruppens eftermæle ved i en periode på ti år fra 1997 at turnere verden tynd som et småforkølet jamband, ja, så er den nye konstellation af Thin Lizzy i dén grad på vej op ad bakke, hver gang de entrer en scene.
Og det er sgu synd. For det "nye" Thin Lizzy har i dén grad taget sig sammen og taget opgaven, den tunge, tunge arv, seriøst. Udtrykket er ikke længe, at man blot vil hive penge hjem til huslejen og ellers spille Lizzy som på "Thunder And Lightning". Nej, Lizzy lyder i dag, som Lizzy ville have lydt, hvis Lynott stadig var her: Som et bluesrocket saftigt rykkende folkrockband dybt forankret i den irske klippegrund.
Besætningen
John Sykes, der om nogen blev personificeringen af plagiatet, blev smidt ud for at par år siden. Helt på sin plads. Tilbage kom det eneste helt originale medlem, trommeslager Brian Downey. Superbassisten Marco Mendoza kom ligeledes tilbage, og så tog man det irske guitar-es, Def Leppards Vivian Campbell (ex-Dio, ex-Whitesnake) med. Han blev hurtigt afløst af eminente Richard Fortus fra Guns n' Roses, og han er i dag afløst af en af verdens mest dedikerede Lizzy-fans, amerikanske Damon Johnson.
Thin Lizzys originale keyboardmand, Darren Wharton, kom også tilbage, og den ene halvdel af rockhistoriens stærkeste guitarduo, Scott Gorham, agerer fortsat kapelmester. Den anden halvdel af dén duo er naturligvis Brian Robertson (som desværre ikke er tilbage i folden. Det ville ellers have været et scoop). Gorham og Robertson kom med i Thin Lizzy i 1974 og introducerede sammen det, som blev et af bandets helt bærende karakteristika: guitarharmonierne.
Sidste mand i det nye Lizzy blev den største og mest positive overraskelse, den irske sanger Ricky Warwick, der med kyndig hånd på den lavthængende Les Paul og med rå stemme styrede seje The Almighty. Warwick har givet Thin Lizzy det, som bandet savnede allermest i Sykes-årene: Personlighed, nerve og kant. Det er helt tydeligt, at Warwick elsker det her band, sangene og at stå på en scene med Downey, Gorham, Wharton og de hyrede hænder.
Gåsehudsmomenter
Warwick er irer som Lynott og Downey - og afdøde Lizzy-guitarist Gary Moore for den sags skyld. Og det er så her, at det folkede, keltiske kommer ind i lydbilledet på behørig og fremragende vis.
Devilutions udsendte stiftede første gang bekendtskab med denne inkarnation af Lizzy på Sweden Rock 2011, og det var en åbenbaring af en musikalsk oplevelse, som Lizzy ikke helt matchede på Brøndby Stadions cricketbane. Men sine steder var det ganske tæt på. Der var i hvert fald indtil flere gåsehudsmomenter.
Sætlister kan altid diskuteres, også Lizzys i Brøndby. Vi kunne godt have undværet 'Killer on the Loose' og 'Angel of Death' og haft 'Wild One' og 'Still in Love With You' i det korte sæt. Men fair nok.
Thin Lizzy overstrålede med deres energi, indlevelse og musikalske kompetencer - samt ikke mindst sangene - i dén grad aftenens hovednavn, ZZ Top (som anmeldes andetsteds), der sine steder virkelig sparkede igennem og andre steder mest lød som en røv, der er træt af at skide. Det var nu mest i den lydkaotiske start. ZZ Top spillede sig klart op.
Keltiske højdepunkter
Aftenens to største højdepunkter havde keltisk snit. Først Damon Johnsons smukke og meget fine solo-optakt til en stærkt smittende 'Whiskey in the Jar' - og siden en utrolig tætspillet udgave af 'Black Rose', som var sat uhyggeligt balanceret ned i tempo. Wauv, siger jeg bare! Gåsehud! 'Suicide' sparkede totalt røv, og 'Cowboy Song' blev startet på den fedeste, mest stemningsfyldte måde.
Og når det nu er faldet i ens lod at holde med de gule fra Vestegnen, så kunne man ikke lade være med at smile ironisk, da Ricky Warwick i 'Cowboy Song' udbrød - et beroligende? - "It's okay, Brondby!". Mere ironisk blev kigget så ned ad sætlisten, som i dén grad skaber referencer til Brøndbys situation i røven af superligaen. Og lad os så håbe, at man på stadion griber pointen i Lizzys sidste nummer denne dejlige sommeraften i Brøndby: 'The Boys Are Back in Town'.