Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Ny luft til lyden af vrede

Updated
LLNN

For første gang i syv måneder var det muligt at tage til en metalkoncert på et spillested i Aarhus. Og aftenens bands satte musikken til den frustration, der har opbygget sig gennem et halvt år.

Kunstner
Titel
+ Hiraki
Spillested
Dato
17-10-2020
Fotograf
Svend Lokjær
Forfatter
Karakter
4

”We're all in this together!”

”We're all in this together except me!!”

Den tynde mand med den moderigtige hipster-frisure og et orange outfit, der til forveksling ligner en fangedragt, skriger manisk, mens han afmægtigt hænger ind over sit keyboard og vræler sine frustrationer ud. Over livet, over samfundet, over den situation, vi står i. Den første optræden i Aarhus i mere end syv måneder, der bare minder om en traditionel metalkoncert på et spillested, er undervejs, og Hiraki-frontmand Jon Gotlev skriger den smerte ud, som vi alle føler, mens vi sidder, ret op og ned på snorlige rækker med den obligatoriske meter til sidemanden og forsøger at bilde os selv ind, at det vel er bedre end ingenting, det her.

Og ja, det er vel bedre end ingenting. Vi gør, hvad vi kan for at tro det.

På Radar er en aflang scene rykket ud midt på gulvet og på tre sider omkranset af stolerækker, hvor de godt og vel 50 personer kan sidde på Corona-sikker afstand og nyde musikken. Og selv om man allerede inden koncerten kunne fornemme den opgivende følelse hos et publikum, der på forhånd vidste, at de ikke ville få, hvad de kom efter, så gjorde begge aftenens orkestre godt og vel det bedste, de kunne, i en ret umulig situation.

Den lokale noiserock-trio med Gotlev i spidsen vidste udmærket, at der ikke var nogen pointe i at opildne et publikum, der alligevel ikke havde nogen reelle muligheder for at vise, at de levede med i koncerten. I stedet hamrede de, uden ophør, deres hidsige og dystopiske lydinferno af noise, ambient, støj og stød ud med en energi, der, trods en ikke helt optimal lyd, hvor trommeslager Tim Frederiksens tønder fyldte meget i billedet, stadig var prisværdig og fik de tre musikere til at ligne løver i bur, der mere end noget andet bare havde lyst til at fare ud blandt publikum, vælte de sirligt opstillede stolerækker og skrige folk ind i ansigterne om alt det, der er galt i samfundet af narcissisme, misforstået individualisme og snæversynethed.

Stilsikre skæringer som 'Brusque' og 'Soft Tusk' fra bandets debut 'Modern Genes' blev blandet med nyere materiale fra en udgivelse, bandet tidligere har proklameret, skulle udkomme i år, og helhedsindtrykket var ganske imponerende trods omstændighederne, der ikke gjorde noget nemmere for Hiraki. Vi var i gang. Live-musikken var tilbage i det århusianske, om end i et kejtet format, der var svært at forlige sig med.

Hiraki

Et kaos, der giver mening
Var hele situationen en smule skæv og sær, blev det kun understreget af den spillestedsansatte, der kort inden LLNN's koncertstart hjælpsomt proklamerede ud i lokalet, at ”baren lukker om fem minutter”.

Nåja. Det skulle man også huske. Vi må jo passe på, at vi ikke køber drikkevarer sent om aftenen. Corona og sådan. Frustrationerne byggede sig stille op igen, og det lydhelvede, der er LLNN's dystopiske kaos-hardcore, lukkede vreden og afmagten ud i lokalet.

Københavnernes lyd var mere afbalanceret og massiv end Hirakis, og resultatet var en voldsom lydeksplosion, der trængte helt ud i krogene af det lille spillested. Kaotiske riffstrukturer hamres ud over tampende, skæve trommespor, mens bandet selv kaster sig rundt på scenen, så godt det nu lader sig gøre, og diskrete keyboardspor og frontmand Christian Bonnesens raspende skrig tilføjer både lidt blødhed og en ekstra skrattende kant i hver sin ende af lydspektret. 'Parallels' bliver hamret af sted, inden den nye 'Interval' kortvarigt giver publikums ører en melodisk puster, inden også den eksploderer i et voldsomt, aggressivt udbrud.

LLNN's udtryk er, mildt sagt, en tillært smag. Det er ikke et band, hvor du lige traller lidt med i omkvædet, eller hvor du kan kalde et breakdown komme på to minutters afstand. Det er abrupt, det er kaotisk, det er fandens vredt. Og det passer perfekt til den situation, vi står i her til aften. Ja, vi har musikken tilbage på scenen. Men vi kan ikke være tilfredse med omstændighederne. Ingen af os, hvad enten vi står foran, på eller bagved scenen. Begge bands i aften formår på hver deres måde fint at sætte lyd på den følelse, vi sidder med. Der er ikke noget, der er rigtig godt, bortset fra den lyd, vi trods alt får fra scenen.

Et mikrofonudfald hos Bonnesen giver plads til en sangerjoke om, hvor fedt det er at være tilbage i Aalborg. Vi smiler, vi griner. Vi kan stadig grine, trods alt. Frontmanden introducerer, meget symptomatisk, LLNN's sidste nummer med ”det her nummer handler om at være sur”.

Det forstår vi. Vi er fandeme alle sure. Og vi groover med. For i aften fik vi, i det mindste for en kort stund, sat lyd på den frustration, vi metalfans lever med dagligt. Dystopien og vreden blev hamret ud i hovedet på os, og det lunede. Vi er trods alt ikke alene.

We're all in this together.