Roskilde ’18: In space, no one can hear you scream
Populær
LLNN lukkede festen fredag med et dejlig højt og interresant show på Gloria, hvis indendørsscene var et perfekt match.
2. Armada
3. Parallels
4. Appeaser
5. Rapture
6. Structures
7. Deads
8. Deplete
9. Monolith
Det var vel optimistisk at tro, at man både kunne nå at anmelde en komplet koncert med Watain og en time efter gøre det samme med LLNN. De svenske sort-metallere spillede godt og vel 70 minutter, så der skulle løbes hurtigt for at nå op til Gloria-scenen uden at komme alt for sent. Med høj puls, trætte lemmer og et fuldstændig smadret sind efter mange dages strabadser var det altså en umiddelbar svær koncert at få et godt greb om.
Det var på ingen måde LLNNs skyld. Bandets totallyd er ofte af gode grunde ofte blevet beskrevet som visuelt præget, der virker til at blive affødt af blandingen en energisk og meget massiv lyd fra baggear tilsat synth og samples. Det kommer derfor heller ikke som nogen overraskelse, at den danske lyddesigner Peter Albrechtsen bidrog med nogle lyde til fredagens sene koncert. Placeringen kunne ikke have været meget bedre. Glorias lukkede scene kan virkelig noget, som ingen anden scene kan på Roskilde. Foruden den underligt sure lugt finder man en helt anden intimitet, lyd og visuelt udtryk sammenlignet med de resterende scener. Med LLNNs inspiration fra og fascination af i særdeleshed et filmisk 80’er -dtryk in mente var det et oplagt og gennemtænkt sted at placere netop denne koncert.
Man var træt af at have misset danskerne på dette års Roadburn, hvor de spillede samtidig med Godspeed You Black Emperor! Og Wolfbrigade, der var prioriteret i denne anmelders program. Det tog ikke mange sekunder, før man forstod hvorfor, at dette for en del stadig ukendte band havde fået lov til at gæste en af verdens bedste festivaler inden for metal i den tungere ende af skalaen. Foruden at være et band, der er beslægtet med post-hardcore og post-metal, der selvfølgelig ikke er uvant i et Roadburn-lineup, så er der også noget ganske doomtungt over dem, som indimellem gav undertegnede associationer til Yob. Dette skyldtes især de til tider klattede, dissonante riffs, der var dejligt hidsige over for det mere melankolske udtryk, der dikterede de mange klangflader, som prægede lydbilledet. Ordet lydbillede er essentielt her – der er meget stemning, som man skal forholde sig til. Mit hjemmearbejde var ikke gjort helt tilstrækkeligt, så jeg har stadig en del lytninger tilbage, før bandets plader sidder nogenlunde på rygraden. I nummeret ’Deads’' mere stille stykker med lukket hi-hat synes man også at kunne høre nogle referencer til Cult of Luna. Her tænker jeg især på lyden af forsanger og guitarist Christian Bonnesens vokal, der besidder et helt anderledes nøgent udtryk i de mindre fyldige og hæsblæsende momenter i LLNNs lyd.
Mit eget musikalske smagsparameter kan dog godt have det lidt stramt med den vokalmæssige ensidighed, som præger post-hardcore. Genren giver mig ofte følelsen af at stå på en kløft og skrige ud mod intetheden, men denne følelse kan også blive lidt enerverende med tiden. Når dette er sagt, så ser jeg frem til at fange en fuld koncert med LLNN. Bedst blev det musikalske, når musikken synes at gå i mere flippede og gentagende retninger, hvor det groovende og flydende blev opgivet til fordel tonen og et hundred procent bastant udtryk. Det virkede flere af sættets sange til at besidde i mere eller mindre grad, hvor især den afsluttende ’Monolith’ gjorde indtryk.