Lunken Leaf

Populær
Lunken Leaf

Veteranerne i Leaf Hound gav en svingende koncert, der ikke var direkte skuffende, blot noget svagere end forventet.

Kunstner
Dato
14-04-2012
Genre
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
3

De, der ikke er bekendt med britiske Leaf Hounds 1971-klassiker 'Growers of Mushroom', vil nok forvente en syrerock-plade af dimensioner, bandnavnet samt titlen og coveret på albummet taget i betragtning.

I så fald bliver man svært skuffet. Albummets bluesede progressive hardrock, som stilmæssigt leder tankerne hen mod Led Zeppelin, Dust, Sir Lord Baltimore og til tider Uriah Heep, indbyder ikke direkte til hede syredrømme.

Det eneste originale medlem der er tilbage i bandet, er forsanger Peter French, ærgerligt selvfølgelig, men forventningsglæden ved at skulle rocke til udødelige, om end ukendte, klassikere som 'Freelance Fiend' og 'Drowned My Life in Fear' overskyggede klart dette faktum. French, en erfaren herre, der ud over Leaf Hound har været en del af Atomic Rooster og Cactus, havde et ungt, og forholdsvist ukendt, band med sig på Roadburn.

Rockforræderi

Frenchs kumpaner gjorde deres ypperste for af levere rå og upoleret rock til forsangerens bluesede vokal, men det er ikke nemt at løfte den opgave det er at formidle 70'er-følelse og lyd, uden at det tangerer pøllet farrock-kategorien.

Koncerten gled af og til over i netop den slags rockforræderi, og værst var det under sidste nummer, hvor bandet så deres snit til at spille 'Too Many Rock 'n' Roll Times' fra albummet 'Unleashed' (2007). En større miskmask af klicheer skal man lede længe efter.

De lettere forkølede forsøg på at udbygge nogle af numrene med lidt ekstra guitarlir, trommesolo og noget der lød som et spædt forsøg på en jamoptakt, tog pusten fra koncerten og enkelte af numrene til tider, blandt andre 'Sad Road to the Sea'. Det virkede halvfærdigt og uovervejet.

En blandet oplevelse

Af og til lykkedes det for bandet at ramme et groove, der ikke lå langt fra det tilfældige, grovkornede og beskidte udtryk der præger studieversionerne af størstedelen af sangene. I kombination med Frenchs upåklagelige vokal er det en potentielt vild cocktail, og vi fik da også leveret en stærk omgang 'Freelance Fiend', der i hvert fald vidner om, at Frenchs nye legekammerater potentielt har hvad der skal til for at lyde som nådesløse hardrock-bøller. Det var bare ikke altid, at dette manifesterede sig.

French holdt gennemgående fanen højt med indædt rockattitude og flagrende åbenstående skjorte, så man i det mindste fik lidt af fordums fede 70’ere at føle, og distancerede sig en anelse fra de momentvist kiksede øjeblikke.

Koncerten var ikke en decideret skuffelse, blot en blandet oplevelse. Den kunne være blevet lidt mindre lunken og lidt mere hed, havde hundene holdt sig fra de unødvendige udbygninger af nogle af numrene. Albummet fremstår så stærkt i sin helhed, med en tempomæssig perfekt balance af råt angreb, tonstunge hardrock løg samt afdæmpede passager. Hvorfor forsøge at peppe noget op der i forvejen er så skide gennemført?