Copenhell 2015: Lyden, der svandt

Populær
Copenhell 2015: Lyden, der svandt

Copenhells mindste scene var måske lidt for lille til at skabe en ordentlig oplevelse, da danske Genfærd indviede Copenhate-scenen.

Kunstner
Dato
18-06-2015
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
2

Første koncert på den lille Copenhate-scene var med black metal-bandet Genfærd. Placeret diametralt modsat resten af scenerne var den gemt godt af vejen, selvom den lå lige ved indgangen – eller måske var det bare mig, der havde svært ved at finde den. På en måde var koncerten placeret lige i prime-time med showstart kl 00, men kombineret med Exodus på Hades og Night Fever på Pandæmonium var der som forventet ikke troppet den store horde mennesker op til Genfærds koncert.

Hele konceptet for Copenhate-scenen var også lidt svært at greje, da koncerterne ikke figurerede på Copenhells hjemmeside eller program, og det altså var op til bandene selv at skabe opmærksomhed om deres koncerter. Hvorvidt det var et fedt stunt, skal jeg ikke kunne sige, men rygtet havde da spredt sig til omkring 50 publikummer, der stod klar til en omgang true black på Copenhate.

Desværre var det ikke, som om man blev revet med fra start. På sådan en lille scene brølede lyden ikke ligefrem afsted, og musikken blev en anelse flad i udtrykket. Man skulle meget tæt på scenen for at høre ordentligt, og alligevel var det ikke en helt optimal lydoplevelse. Den atmosfæriske stemning formåede ikke at brænde igennem, og i stedet for at bygge op og eskalere rent stemningsmæssigt var det, som om lyden døde lidt hen til tider. Ikke helt den samme oplevelse som dengang, de varmede op for Solbrud i Beta. Måske det var lydomstændighederne, der gjorde det, men selve musikken føltes også lidt anderledes end ved mit første møde med Genfærd – mere atmosfærisk, mindre black’n’rollet. Et eller andet sted klædte det også lyden og kulden godt, og Genfærds optræden skal der ikke klages over. Vindmøller og et skærende scream, der imponerede, både fra forsangeren og guitaristen, der overtog vokaltjansen nogle gange.

Halvvejs inde i sættet kom der også nyt materiale på bordet, men på det tidspunkt begyndte lyden fra Pandæmonium og Night Fever at rode i lydbilledet, og resten af koncerten var præget af, at der altså var anlæg med mere kraft i gang. Ved næstsidste nummer begyndte lyset også at gå ud, som om der blev signaleret til afslutning. Vi fik en sang mere, og så var 45 minutters middelmådig oplevelse overstået. Bandets præstation skal ikke klandres, de gjorde det godt, med hvad de havde – her var det mere lydomstændighederne, der ikke skabte rammerne for en imponerende koncert.