Musikalsk overlegent, performancemæssigt underspillet
Populær
Solbrud fortsætter deres sejrstogt over Danmark og lagde fredag turen forbi et udsolgt Beta med en næsten perfekt koncert.
En af mine første oplevelser af et udsolgt Beta var Wolves In The Throne Room i 2011, og jeg tror ikke, det har været mange gange siden, at det har været black metal, der har fyldt salen og solgt ud inden showstart. Heldigvis klæder det spillestedet at være pakket, og det klæder black metal at blive spillet i den intime, vellydende sal. Solbruds har været aktive på det seneste, og vi har anmeldt dem flere gange, hvor de gang på gang høster fine ord. Deres nærværende danmarksturné har budt på en hel del interessante opvarmningsbands, og fredag aften var ingen undtagelse.
Genfærd startede aftenen med musik, der imponerede mere end deres corpspaint. Black metal med norsk indflydelse, mens backpatchet på forsangerens ryg ikke lagde skjul på inspiration fra Tsjuder, frisk blandet op med et skvæt black ’n’ roll a la Taake. På trods af at alle 150 publikummer ikke var troppet op endnu, begyndte den velkendte varme i det lille lokale at brede sig, og Genfærd fungerede godt som opvarmning. Stemningsfuldt, med et godt mix af det atmosfæriske og det, man nikker rytmisk med til, og passende fjernt fra hovednavnet i stil.
Med Solbrud kom duften af røgelse og en undren over, hvor lav musikken egentlig var, selv når man stod helt foran. Som en af dem, der har lagt firecifrede beløb for sine ørepropper, ser jeg altid en grund til at bruge dem, men ikke i fredags. Fornemmelsen var derimod som at høre Solbrud på album på et rigtig godt anlæg. Skruet godt op, vel at mærke, men fjernt fra den mur af lyd, man måske forventede ville ramme en. Fra koncertens start blev der også leget med musikkens stille passager, mens lydniveauet gav plads til høre alle de – tør jeg godt sige – fine detaljer i musikken. Det er nu engang det, der skiller Solbrudsbukkene fra fårene, at der i kakofonien er plads til understrømmen af melodi.
Det er musikken, man kommer for
Trods den indledende løften af øjenbrynet over volumen, endte Solbrud med at fylde hele rummet og opfylde alle forventninger om en tryllebindende koncert. Muligvis endte der med at blive skruet stille og roligt op i løbet af koncerten, måske var det indtagelsen af øl, eller også var det bare et meget godt sammenskruet sæt, der gjorde det – akkompagneret af varme, lys og intime omstændigheder. Der er nu noget skønt ved at stå badet i strobelys til lyden af Solbrud. Givet at man nu engang er fan af Solbrud, for jeg skal give dem, der ikke er, ret i, at en aften som i fredags nok ikke er en ren oplevelse i sig selv. På trods af bandets mangeårige erfaring optræder de hver gang med en lettere introvert performance, der understreger, at det er musikken, man kommer for. I et udsolgt Beta må der dog være få blandt publikum, der ikke ikke søgte akkurat det. Og der lod til at være bred enighed om tilfredsstillelse, resulterende i at Solbrud såmænd blev klappet op på scenen igen og spillede ‘Dødemandsbjerget’ – muligvis på opfordring fra et råbende publikum.
Aftenen bar præg af Solbruds tiltagende status som et Københavns bedste metalnavne, som både billetsalg og koncerten i sig selv er vidne om. Musikalsk overlegne, performancemæssigt underspillede, leverede de en koncert, der krydser de rigtige kasser af, omend oplevelsen var lidt anderledes end forventet. Mere afdæmpet, har jeg lyst til at kalde det, og det er, hvad der afholder koncerten fra at nå toppen af karakterskalaen.