Lydfnidder på hjemmebane

Lydfnidder på hjemmebane

Energiske D-A-D på festlig hjemmebane i hjembyen. Men en mudret lyd hæmmede helhedsoplevelsen.

Kunstner
Spillested
Dato
14-04-2012
Distributør
Trackliste
A New Age Moving In
Jihad
The End
Everything Glows
Lords Of The Atlas
Monster Philosophy
Reconstrucdead
Riding With Sue
Last Time In Neverland
Grow Or Pay
We All Fall Down
I Want What She's Got
God's Favourite
Bad Craziness

The Place Of The Heart
Sleeping My Day Away

Laugh 'N' A ½
It's After Dark
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen (arkiv)
Karakter
3

Undetegnede har oplevet D-A-D utallige steder i København siden bandets start i 80'erne, men aldrig før på en en scene i brødrene Binzers hjemby Frederiksberg.

Men så skete det jo at bandet bookede Falkoner Teatret to aftener i træk som afrunding på deres aktuelle DK-tour med 'DIC.NILLAN.DAFT.ERD:ARK'.

Klassisk rock i en ny tid

Et i øvrigt særdeles udmærket nyt album, "DIC.NILLAN.DAFT.ERD:ARK". 

Det er god klassisk D-A-D rock med enkelte Led Zep-grooves, hvor bandet fornemt integrerer dets velkendte sangskriverkompetence med en ny og mere forvrænget guitarlyd.

Det var som forventet også i denne nutid, D-A-D havde bygget deres sætliste op. Sparket i gang af den tunge levende 'A New Age Move In' og senere suppleret med bl.a. med singlen 'I Want What She's Got' og den melankolske og meget fortræffelige 'We All Fall Down'.

Sidstnævnte et senere højdepunkt i koncerten, der trak på både sikre showpleasere som 'Jihad' og 'Everything Glows', men også mere tricky numre fra bagkataloget som 'Lords of the Atlas' og aftenens måske sejeste og mest gyngende omgang 'Reconstrudead', hvor bandet slippede sig løs og kørte frydelige hard rock-klodser af.

Høj energi, svag lyd

Meget energisk og engageret som man kender D-A-D. Med en fint doseret sætliste uden nogle nævneværdige lavpunkter. Og så på en lørdag aften med et festtændt publikum i en næsten fyldt sal. Mange rette parametre og skulle således ligne et vellykket show.

Men - lyden var en hæmsko. Gennem hele sættet var især Jesper Binzers vokal mudret til, uden at der blev rettet ind undervejs. Det var svært irriterende. Og ærgerligt.

På den vis blev det habile firestjernes afslutningsshow sikkert og desværre reduceret til en mere jævn trestjernet okay-oplevelse.